Den lange skolevej

Poul Glygård skrev i 1989 følgende beretning om sin tid som elev på Refsnæsskolen i perioden 1919-22.

Når jeg som gammel opfordres til at skrive om min barndom på Refsnæsskolen i tiden 1919-22, står det mig hurtigt klart, at oplevelsernes styrke og friskhed, glædernes styrke og sorgernes dybde er nivelleret så meget, at det nok ikke bliver den fulde sandhed. Der bliver alligevel så mange håndgribelige begivenheder tilbage, at efterfølgende vil give læsere, der slider sig igennem, indtryk af livet på skolen i denne periode.

 

Den lange rejse

Provsten i Klemensker på Bornholm havde set sig en hel del om i verden og blandt andet stiftet bekendtskab med døveskolen i Fredericia og undervisningen der. Han bemærkede, at landpostbudets yngste dreng, den 7-årige Poul, var blind. Han sås overalt i landsbyen med en af brødrene eller en af naboens børn i hånden. Alene færdedes han kun på de nærmeste veje. Var der tale om ture til skovene eller moserne i omegnen, råbte altid en eller anden: "Ta'r Du Poul?" Når de spillede bold, blev Poul noget sur og ville hjem.

Slagterens 18-årige datter var lige kommet hjem med sin væv fra Blindeinstituttet i København. Når kammeraterne gik i skole hveranden dag, kom hun og lærte Poul punktskrift. Det var vældig spændende syntes han, at man sådan kunne prikke ord og læse dem bagefter igen. Mor kom med på skolebænken.

Så en aften kom provsten, og han og forældrene gik ind i storstuen. Vi unger lurede i køkkenet. Hvad ville provsten dog? Poul blev nævnt flere gange, men nogen sammenhæng i det fik vi nu ikke. Det fik vi først en aften, hvor mor fortalte, at på fredag skulle Poul rejse til en vældig god skole, hvor han kunne lære en masse. Far gik ud af stuen, og pludselig græd mor. Hvorfor?

Rejsen med forældrene blev et flimmer af sære indtryk. Et skib, der gyngede, et værelse med bløde tæpper over hele gulvet, og hvor der kom vand, når man drejede på et håndtag og en masse andet. Det hele endte med en lang togrejse og en tur med hestekøretøj, som dem derhjemme ud ad en grusvej, og så en dame, der talte et mærkeligt sprog ligesom dem i København.

Så fik de noget at spise og gik gennem et vældigt hus med stuer, hvor Poul fandt bænke og borde i nogle af stuerne, i andre senge og stole. Overalt var der råbende børn. "Skal jeg være her?" spurgte Poul. Mor tog ham ind til sig. Hun rystede. "Jamen, det var jo dig, der ville have ham herover", sagde far, og damen skyndte sig hurtigt at kalde på Christian. Han var en lidt større, svagsynet dreng. Han skulle tage sig af Poul, tage ham med ud i haven og gå en tur med ham. Han kunne et morsomt vers, påstod han. Det begyndte: "Birgitte, Birgitte Birgøje, hun havde et dårligt øje". Resten fik Poul nu ikke fat på, men tænkte: Mon det nu har noget med skolen her at gøre?

Ude i noget, Christian kaldte "Bislaget", en udgang, kom en hylende unge: "Møller har væltet mig ned af højen!" Her var altså en høj og en Møller at passe på. Poul kom ind i et rum sammen med alle andre, fik hagesmæk på og noget at spise. Så var der aftensang, og de kom i seng, men hvor var mor, og hvor var far? "Det taler vi om i morgen", sagde barnepigen. "Det skal nok gå!" Dette blev det omkvæd, han fik at høre de kommende dage.

 

Den første tid

Efter en urolig nat og en morgenmad bestående af en skål rædselsfuld halvkold havregrød med skaller, lunken mælk og lidt sukker blev morgensang med "fader vor" afviklet. Den frøken, jeg skulle have i klassen, forklarede mig, at mine forældre var rejst. Hun sagde noget mere om ferier, skrive og så videre, men jeg forstod ingenting. Havde mine forældre forladt mig? Skulle jeg være alene her? Der fødtes "ormen" i mig, i brystet, i halsen, ja helt op i hovedet pressede den på. Den gnavede og voksede, og til sidst kom tårerne, og det lettede da lidt.

Den "orm" måtte jeg kæmpe med ved slutningen af hver ferie. Jeg erfarede efterhånden, at kunne jeg tvinge tankerne væk fra dem derhjemme, specielt fra visse detaljer, sygnede uhyret væk i løbet af nogle få dage; men på lur lå den altid.

Jeg hørte til i de små drenges legestue. Det gjorde også et væsen, som kom samtidig med mig, og som talte et sprog, som var langt værre end andres.

Han udstødte en række lyde, tydeligvis henvendt til mig, men da det umuligt kunne opfattes som menneskelig tale, foretog jeg mig intet. Han slog mig i maven og gentog hele smøren. Den i maven forstod jeg og gengældte, og så oplevede jeg min første slåskamp, og det skulle ikke blive den sidste. Han tog mig i hovedet og trykkede til, og jeg bed i den arm, der lå så bekvemt lige over min mund. Han hylede, og de andre fik os skildt ad, men fastslog med gru, at jeg havde bidt. Efter flere bataljer forstod jeg, at der var tre ting, der ikke kunne tolereres: Man måtte ikke bide, ikke slå i hovedet, og man måtte ikke sladre.

Efter at jeg havde fået bøvl med nogle af de store, var der en barnepige fra Bornholm, som tog mig med op på sit værelse, og vi frådsede i vort bornholmske ganske uhæmmet. Hun kendte skolens uskrevne love og meget til hakkeordenen. Hun rådede mig indstændigt til at prøve at tale som de andre, lægge det bornholmske af. Ret havde hun jo, for de fleste af mine skærmydsler skyldtes sproget.

 

Julen 1919

Jeg kom til skolen den 1. November, og den første tid var ubeskrivelig kaotisk, alt var ukendt for mig, noget fjendtligt, noget mere venligt. Hen under jul begyndte nogle at tale om juleferie derhjemme, men mig forklarede man, at jeg jo lige var kommet, og vejen hjem var lang og dyr. Staten, hvem det så var, betalte kun rejsen en gang om året. (Det ændredes det kommende år til to gange).

Cirka halvdelen af de 60-70 elever rejste. For os, der blev tilbage, blev det et eventyr. "Ormen" rørte ganske vist på sig, men blev kvalt i slagtermad og julegaver og godter hjemmefra. Forunderligt, men der var tilsyneladende lige meget af alt til alle, også til dem, der intet hjem havde.

En af legestuerne var blevet til "Julestue" med polstrede møbler, gulvtæppe, blanke borde med gran og lys, og her var højtlæsning og godteuddeling hver formiddag og hver eftermiddag.

Der var intet, man skulle, men meget, man måtte, en helt uvirkelig tilstand.

Ved det store juletræ på selve aftenen fik jeg af skolen en postkasket med kokarde og en posttaske. Den fyldte en af barnepigerne og jeg hver morgen med dagens post, og så marcherede jeg stolt som en pave fra dør til dør hos personalet. Jeg var indtrådt i postetaten ligesom min far. Det blev den mest strålende jul i mit liv.

 

Personalet

Det var et rigtigt kvinderegime. Vore nærmeste kategorier var barnepigerne og frøknerne. Alle boede på skolen. Så var der forstanderen, som boede i sit eget hus, men som ligesom svævede over vandene. Han underviste kun i ny og næ. Det kan vel ikke passe, at han klarede alt kontorarbejdet selv, men sådan så det ud for os.

Sandt at sige hørte Store-Christian vel også til personalet, men han boede ligesom forstanderen uden for skolen, nemlig i to små stuer ovenover maskinhuset, som klarede skolens vandforsyning, blandt andet med opvarmet fjordvand til badning. Hos ham boede Marie, der var hans kone, og hans søn Henry, der konsumerede kilovis af Kongen af Danmarks bolcher. Det lykkedes os aldrig at fange ham og få del i herlighederne. Lidt længere ude i horisonten havde vi oldfruen, økonomaen og køkkenpersonalet og sygeplejersken for nu ikke at glemme hende.

Ja, og så var der Basse, en skikkelig Foxterrier-lignende hund, der boede bag kedlerne og tilhørte Store-Christian.

Vi elskede Store-Christian, og her må ordet tages med sit fulde pålydende. Dette rokkedes end ikke af, at han badede os med arbejdsnæver, skurebørste, grøn sæbe og varmt og siden koldt saltvand. Man blev øm over hele kroppen, men formentlig ren. Så klippede han os plysskaldede over hele hovedet.

Var man lækkersulten, og det var vi altid, for maden forekom os almindeligvis kedelig, så var der en idé i at besøge Store-Christian i maskinhuset. Det var, som om der groede æbler eller pærer der. Men kulminationen nåedes på hans fødselsdag, hvor han efter den obligate tur til stendysserne med omkring 15 drenge af de største tog os med ovenpå til de to små stuer, og der steg vor agtelse for Marie og sympatien for hendes arrangement. Mange års erfaring havde åbenbart lært hende, at man skal bage æbleskiver til 30 sultne drenge, når der kommer 15. Store-Christian læste højt, og vi åd, sådan kan det kun benævnes, og drak sodavand til.

Barnepigerne betragtede vi som vore søstre. Dem kunne vi drille og lege med. Frøknerne havde hver sin individualitet. Jeg havde for eksempel et forbund med min dansklærerinde. Ofte når vi mødtes, strøg hun mig gennem håret eller over kinden, og så kaldte hun mig Jesper. Jeg ved ikke, om hun var mig utro og strøg andre, men hun kaldte i hvert fald ikke andre for Jesper.

Det vil føre for vidt at forsøge at karakterisere hver enkelt af frøknerne. Dog kan jeg ikke forbigå sygeplejersken.

Jeg havde pådraget mig en tyk, bullen tommelfinger. Hun tog et solidt tag om fingeren og jog en saks ned i djævelskabet. Jeg udstødte et hyl af smerte og sparkede uvilkårligt ud. Der havde ikke været tid til nogen reflektioner. Jeg ramte hendes ben, indkasserede en lussing og en forbinding.

Der var et eller andet galt med flere af børnenes blod, og mon ikke maden var medvirkende til det? Blandt disse børn var jeg. Vi fik noget rædsomt besk medicin, som man måtte skylle ned med vand. Jeg lod den gå i kummen sammen med vandet.

Kort tid efter blev jeg kaldt op til overlægen, som sygeplejersken gjorde bekendt med mine meritter plus det, at jeg klatrede i træer og havde flænget mine bukser. Han forstod lynhurtigt vinket, og jeg fik formentlig for symmetriens skyld to bragende øretæver, så hovedet vaklede uden dog at falde af, manden var jo højt uddannet, så han kendte vel grænserne. I sammenligning med de dametjat, vi var vant til, forstod jeg, at han var højt kvalificeret. Jeg ved naturligvis ikke, om hans kontrakt med skolen indeholdt en bestemmelse også om denne slags aktiviteter.

 

Svanekniven

Hver uge skrev jeg sammen med min mor, stærkt tilskyndet af frøknerne. Mit hjem var og blev jo i Klemensker, selv om jeg kom der så sjældent. Somme tider spurgte min mor, om der var noget, jeg savnede. Der var mode i legetøj, og i øjeblikket var det botaniserkasser og lommelygter, som stod øverst på ønskelisten. Jeg havde begge dele. Botanisere gjorde vi naturligvis ikke, og skulle jeg kontrollere, om der var lys i lygten, måtte jeg mærke på pæren med læberne; men lommen bugnede ligesom de andres så flot lige under kassen med dens rem over skulderen.

Så fik Svend en svanekniv, og da den ikke var spids, mente min mor nok, det gik an at forsyne mig med sådan en. Men så en skønne dag var kniven væk. Jeg ledte, spurgte og ventede. Men flere havde nu efterhånden fået svaneknive, bare ikke min.

Hjemmefra var jeg vant til at bede "fader vor", men jeg syntes ofte, at det ikke rigtig dækkede netop det, jeg stod og havde brug for, så jeg lavede et lille PS om svanekniven. Dagene gik, og flere fik svaneknive, men min henvendelse til de højere magter forblev ubesvaret. Bebrejdelser endsige noget ultimatum var der jo ikke tale om, så da propbøsser kom på mode, droppede jeg kniven, dog ikke uden at min faste tro på almagten havde fået et knæk, som den aldrig rigtig siden har forvundet.

 

Undervisningen

Skolens dag begyndte kl. 7 og sluttede kl. 19 for de små, kl. 20 for de store. Faste punkter for alle var tre måltider og eftermiddagens lunkne mælk med skind. Der var morgen- og aftensang, morgen- og eftermiddagsture så at sige uanset vejret, et kvarter mod højre eller venstre ad Kystvejen, hvor det gik ud på at undgå at få skrællet huden af hælene af de bagvedgåendes skarpe træskosnuder. Der var ikke mange svagsynede til at føre.

I vinterhalvåret var indlagt faste håndgerningstimer og også fast højtlæsning. Højtlæsningen spillede i det hele taget en stor rolle, og jeg bør sikkert nævne frøken Barmers oplæsning af "Troldebogen" med klaverledsagelse, som hun foretog hvert år umiddelbart før juleferien. Den var lige spændende hver gang.

Om sommeren blev disse timer erstattet af udendørs aktiviteter: Leg på strandmarken, som ofte foregik på den måde, at vi brugte et par timer dernede til at bygge tanghytter ved hjælp af rullesten og tang. Så havde vi de 12 små skolehaver, som vi også skulle tage os af. Hver skolehave var tildelt 3-4 af de største drenge eller piger (ingen sammenblanding af kønnene). Kun ejerne havde adgang til haven, som var omkranset af en lav buksbomhæk. Den var forsynet med bænk og flagstang. Her lærte vi fra grunden at tilberede jorden. Vi gravede og rev, og så plantede vi karse, radiser, ærter og blomster og andet. Foråret var en enestående oplevelse for nogle af os.

Vi rodede i jorden, vandede, hejste flag og solede os på vore private bænke i vore korte lærredsbukser og halvstrømper.

Vi nød frugterne med rigelig tilsætning af sand, men ak, så kom den længselsfuldt ventede sommerferie og ødelagde hele tegningen. Haven var en jungle af ukrudt, når vi kom tilbage. Kun ærterne kunne vi undertiden grave frem. Men så kom jo tiden med æbleskud. Trods den var vi nu alligevel blevet jordbrugere sådan i det lille format.

Skolen savnede i pinlig grad undervisningsmaterialer, og derfor måtte de 5-6 frøkner med hver 12-14 elever mundtlig gennemgå stoffet. Næste time indledtes så med overhøring. Resultatet gav karakter, så det gjaldt om at holde ørerne stive. Ved månedens afslutning fik man sit nummer i klassen.

Jeg satte alt ind på at fordreje mit sprog, og det lykkedes mig i en sådan grad at begå forræderi imod mit bornholmske, så de andre bæster holdt op med at kalde mig reservesvensker, et meget modbydeligt ord, fandt jeg.

Jeg begyndte i 2. klasse, fordi jeg hjemmefra havde lært at læse og skrive punkt. Jeg havde store ambitioner, men Per var altid nummer et. Det sidste år nåede jeg op på at blive nummer to. Det var svært, og jeg er lidt bange for, at mit hemmelige forbund med min dansklærerinde spillede ind. Jeg kunne tæve Per hveranden gang, vi kæmpede, men hans førsteplads lykkedes det mig aldrig at erobre.

I de almindelige skolefag var der meget udenadslære, og det skal jeg ikke komme nærmere ind på. Derimod kan jeg ikke forbigå det særlige fag (anskuelsesundervisning). Der var åbenbart stor forståelse på højeste plan for, at vi var helt blanke med hensyn til de ting i verden, der omgav os. Vi fik naturligvis en masse legetøjsmodeller at føle på, og skolen rådede over en vindmølle, et havneanlæg, en bondegård og andet. Den havde også en stor samling af udstoppede dyr og fugle. Noget af det mest spændende var, når vi skulle besøge omegnens erhvervsdrivende: Bageren, gårdmanden, smeden, snedkeren, mureren og så videre. De var ikke alt for forbavsede over, at en snes unger endevendte deres værktøj og ville have alt at vide om, hvad det skulle bruges til og hvordan. De forstod, at vi ikke havde begreb om de ting, børn i almindelighed umiddelbart vidste. De fleste børn var naturligvis meget nysgerrige, mens nogle bare stod. Det var også dem, der pludselig ikke mere kom i klassen.

Så forstod vi, at klokken var faldet i slag, de var røget på "Bakkely". Det var en skole for multihandicappede. Vi havde barskere udtryk og navne til dem. Vi traf disse børn under morgensangen, og når vi trods forbud invaderede deres område, som stødte op til vort. Deres videre skæbne kunne vi ikke følge med i. Børn, vi kendte meget godt, forsvandt ligesom ud i den blå luft, og med skam at melde var vi egentlig også ligeglade, ligesom mange andre også må have været det.

På undervisningsområdet skete der egentlig ingen mærkbar udvikling i de her omtalte tre år.

 

Fritiden

Skolens have var et eldorado, stort, syntes vi, gennemskåret af høje hække på kryds og tværs, så inspektionen umuligt kunne følge med i, hvad der foregik overalt.

Pigerne må have leget et eller andet. Jeg ved det ikke, og det var også egentlig bedøvende ligegyldigt, for de var underudviklede, hvad fysisk kraft angik. Kun en, en svagsynet, skulle man ikke genere. Hun havde små, men faste næver, som hun forstod at bruge hurtigt og præcist. En anden kunne vi bringe i krampegråd ved at hviske hende nogle meget avancerede, men strengt forbudte bandeord i øret. Det gav gevinst hver gang. Jeg prøvede det en gang, men gråden efterlod en underlig flov smag i munden, ligesom når man med vilje træder på en levende snegl.

Drengene derimod, de var ikke værgeløse. Alle havde sværd. Der kunne blive fem sværd af en hylde fra et legeskab, når den blev flækket på den rigtige måde. Sigurd, som var dobbelt så stærk som alle os andre, vist nok på grund af noget unormalt inde i hovedet, noget, som kun gav sig udslag i disse unormale kræfter (sådan forlød det), valgte sammen med Per på skift hver sine mænd. Det gjaldt naturligvis for hærføreren om at få fat i de stærkeste.

Det var den rå kraft, der afgjorde sagen. Når så den ene hær havde taget opstilling ved grisehuset, den anden ved højen, gik det løs. Krigsteknikken var ganske enkel. Man skulle fange en af modstanderne. Når begge havde råbt deres førers navn for at undgå alt for fæle misforståelser, hægtede de venstrearmene ind i hinanden med ansigterne hver sin vej, og så høvlede man løs på hinandens ender til den ene gav op. Så var han fange og skulle gå op til fjendens udgangspunkt.

Per havde fået en bestemmelse ind i vore uskrevne love, således at føreren kun skulle lede slaget. Jeg så ellers i ånden, hvordan den skikkelige Sigurd hurtigt ville lave Per til bankekød, hvis de skulle arbejde på vore vilkår. Ellers kunne ingen undslå sig. Når trillefløjterne lød, blev fangerne gjort op, og den der havde flest havde vundet.

Begge hære marcherede haven rundt under afsyngelse af: Dansken (henholdsvis tysken) har sejren vundet, hurra, hurra. Per havde dannet et orkester af en sælsom sammensætning. Det gik undertiden i spidsen.

Hele postyret tog dog temmelig lang tid, fordi der tit gik kludder i det, og derfor egnede en sådan krig sig bedst til weekenderne.

Ellers gennemspillede vi de mere handlingsmættede bøger, vi havde hørt. Det var ofte Ingemans romaner og Junglebogen, husker jeg. Jeg var både panteren Baghera, jeg var ridder, greve, ja, endog høvedsmand engang.

Til læsning i fritiden havde vi kun fem punktbøger. Jeg læste for eksempel psalmebogen helt igennem, når alt andet var udelukket. Det var en oplevelse, at man selv kunne gennemlæse en bog. De voksne blandede sig forbløffende lidt i vore meritter. Per havde en ganske særlig udstråling. Han kunne dels gennem smiger, dels ved terror, få de mindre til at aflevere tiende til sig af de slikpakker, de fik hjemmefra. Så blev de hans væbnere, og det var en stor ære, sagde han. Vi var kun fire, der ikke nød denne ære. Men det måtte vi kæmpe hårdt for.

Mærkværdigvis greb ingen voksne ind. Til sidst drev Per det så vidt, at det blev til åbent oprør på sovesalen. Der var gennem længere tid ophobet så meget had imod ham, at de blev ved at tæve ham sønder og sammen, før der skete noget.

Frøknerne kom i panik, og han sov derefter på medicinstuen i 14 dage. Om dagen stenede vi ham i hans have, som vi ellers respekterede, men det fik Store-Christian sat en stopper for med fast hånd. Vi undrede os i og for sig over, at der ikke for længst var sat en stopper for hans virksomhed. Så de voksne ingenting? Var det et led i vores sociale udvikling? Eller var de ligeglade?

En anden episode står brændt ind i min hukommelse. Når fjorden blev varm nok, gik vi i strandbad. Dejligt! Men kun for nogle af os. Der var en halv snes stykker, der havde, hvad vi kaldte vandskræk. De blev stillet op på en række på badebroen, og den inspektionshavende vandede dem derefter eftertrykkeligt over med en vandkande med bruser. Der hævede sig et skrig som fra et af de mere veludrustede torturkamre. Vi dernede i bassinet var enige om, at hvis vi havde magt, som vi havde agt, ville vi drukne "bødlen".

Endnu i 1988 kan adskillige sikkert genkalde sig skrigene fra badebroen, og måske husker de også pseudonymet Pers terror.

 

Flugten

En yndet beskæftigelse var det at spadsere rundt i haven og planlægge at flygte hjem. En af eleverne gjorde alvor af det, men han nåede nu end ikke ind til Kalundborg, før han blev fanget.

Inderst inde troede jeg nu aldrig rigtigt på, at jeg ville nå Bornholm, men ikke desto mindre fik jeg Åge til at få en barnepige til at skrive efter to billetter til København. Vi havde alle detaljer klar, og han gik så vidt, at han forærede sit løbehjul væk trods mine advarsler. En søndag eftermiddag, mens de andre hørte grammofonmusik, "flygtede" vi ned til Jørgen Larsens låge, som var den mest skjulte udgang fra skolen.

Mens vi stod der og gennemgik vore komplicerede planer, kom forstanderen forbi og spurgte, hvad vi egentlig stod her efter. Vi skulle da meget hellere gå ind og høre grammofonmusik. Det gjorde vi så.

Den lykkelige ejer af Åges løbehjul ønskede nu ikke at skille sig af med det sådan lige med det samme, og Åge måtte hævde i modstrid med sandheden, at der kun havde været tale om et lån. Da sagen gik til "højesteret", fik han medhold. Man forærede da ikke noget så værdifuldt væk som et løbehjul. Der måtte naturligvis være tale om en misforståelse, og nu havde fyren da også kunnet glæde sig over at låne det et par dage. Jeg rystede for, at sandheden skulle komme frem, men heldigvis havde både Åge og jeg holdt tand for tunge om flugten. Frøknernes snak om, at vi ikke måtte lyve, sandheden ville altid komme for en dag, var åbenbart her ude for en afvigelse, og godt det samme!

Lageret af oplevelser på skolen bugner endnu, men jeg er bange for, at de ikke er nær så interessante for læserne, som de har været for mig, og derfor lukker jeg nu butikken.

 

Slutningen på den lange rejse

En af årets mange fester var slut. Sankthansbålet var brændt ned, og beslutningen var truffet: Jeg skulle som 11-årig fortsætte i København.

Men den lange sommerferie, som somme tider kunne forekomme lidt træls, når de andre havde så meget andet at lave, stod for døren. Alle hjalp med at pakke vadsækkene. Derfor fik forstanderens 15-årige datter den opgave at læse højt for os, så vi ikke gik så meget i vejen. Hun tog mange af os med ned på Strandmarken, lagde sig på et tæppe, og vi pressede os vor vane tro sammen om hende i en klump. Tit havde oplæseren svært ved at få plads til at vende bladene i bogen.

Jeg nåede lige at få en plads ved hendes fødder. Anskuelsesundervisningen havde ikke været forgæves. Man måtte have noget i hænderne, hvis man ville hente nye indtryk ud af omgivelserne. Hvad var det for sko, hun gik med?

En sål med nogle tykke remme. Jeg kendte træsko og solide fjeder- og snøresko, men disse her! Og så havde hun ingen strømper på. Jeg kunne nå næsten helt op til hendes knæ, og den bløde hud og de runde lægge, der slet ikke lignede mine, var buttede og behagelige at føle på.

Mine undersøgelser nærmede sig vist kærtegn. Jeg syntes oven i købet, hun gav en slags kvittering ved at stramme lægmusklerne nu og da. For øvrigt rørte hun sig ikke, men læste roligt videre om hvad ved jeg ikke, for luften var fuld af duften af tørt græs og tang, af strand, sol og sommer. Fuglene og hendes stemme gik i et, og i morgen skulle jeg skilles fra alt dette, jeg trods alt var kommet til at holde af, men det opvejedes af, at jeg skulle vende tilbage til mit udgangspunkt: mit hjem.

 

Poul Glygård