Historien om timerekorden startede i 1873 hvor englænderen James Moore blev den første indehaver. På en væltepeter nåede han at køre 23 kilometer og 331 meter.
Allerede i 1893 havde grundlæggeren af Tour de France, den 38-årige Henri Desgrange sat den vørste officielle timeverdensrekord, ved på en Tricykel at tilbagelægge 35 kilometer, 235 meter på sin første Timeverdensrekord.
I 1905 slog Lucien Petit-Breton på ny timerekorden og blev et stort navn i seksdagesløbene. Året efter altså i 1906 forbedrede han endnu engang timerekorden.
Op mod første verdenskrig fik timerekorden de to første og nok de eneste rigtige rivaler. De to franskmænd Oscar Egg og Marcel Berthet skiftedes nærmest til at slå hinandens rekord. Fem gange forbedrede de rekorden, og ifølge rygterne slog de med vilje ikke rekorden med for meget, så den anden kunne gøre et nyt forsøg.
Under anden verdenskrig i 1942 lykkes det Fausto Coppi at slå Marcel Archambauds med 31 meter, hvor han kørte 45 kilometer, 798 meter. Denne timerekord kom til at stå i 14 år, før Jacques Anquetil i sit tredje forsøg og slog Fausto Coppis rekord med 369 meter nappede den på vej til Sanfrancisco.
Jacques Anquetil har dog ikke kun et enkelt kapitel i historien om timerekorden. Den tidligere Tour de France-vinders rekord fik lov at stå i lige knap ttre måneder før den tidligere vinder af Giro D'Italia Ercole Baldini slog Jacques Anquetils rekord.
11 år senere forsøgte franskmanden sig så igen. Det lykkedes ham på ny. Denne gang tilbagelagde han 47 kilometer, 493 meter på en time rundt på Vigorelli Velodromen i Milano. Jacques Anquetil nægtede at afgive en dopingprøve umiddelbart efter sin præstation, da han mente, at det var uværdigt at skulle tisse i et telt foran en fyldt Velodrom. Han foreslog i stedet at man kunne tage en prøve senere på hotellet, men den idé gik observatørerne ikke med på, og Jacques Anquetil blev diskvalificeret. Desuden blev rekorden streget.
Et år senere kom rekorden så for første og indtil videre eneste gang på danske hænder, da Ole Ritter drog til højderne i Mexico City for at forsøge at slå rekorden. Han slog rekorden der nu hed 48 kilometer, 653 meter.
Om denne rekord siger Jørgen Leth til TV2 Sport: Det er den timerekord, jeg husker bedst. Ole Ritter er min gode ven, som jeg har fulgt nøje, og jeg fulgte også hans forsøg meget nøje i Mexico City. Det var en kæmpe bedrift.
Fire år senere fik historiens mest vindende cykelrytter, Eddy Merckx samme idé som Ole Ritter og rejste til den mexicanske hovedstad og slog rekorden.
I 1984 slog Francesco Moser Eddy Merckx' rekord fra 1972, men det var ikke på en normal cykel. For første gang nogensinde blev det udført med et pladehjul, som dem vi kender fra enkeltstarter. Det gav pote til Francesco Moser der blev den første nogensinde til at runde grænsen på de 50 kilometer. Men da italieneren havde gjort brug af et pladehjul og ikke en traditionel landevejscykel som Eddy Merckx i 1972, besluttede UCI i 1997 at oprette to timerekorder. En timerekord, der forbød aerodynamiske hjælpemidler som pladehjul, enkeltstartshjelme og enkeltstartsstyr, mens en anden timerekord blev oprettet til dem, der uanset udstyret var hurtigst på banen.

En skør brite og en vaskemaskine ændrede reglerne.
I 1993 og 1994 blev de to mest mærkværdige sat af den britiske amatør Graeme Obree,der besluttede sig for at gå efter Francesco Mosers rekord, da Obrees egen cykelforretning var gået konkurs. På sin hjemmebyggede cykel "Old Faithful", der blandt andet var fremstillet af kuglelejer fra en vaskemaskine, havde et styr placeret tættere på sadlen end normalt samt en smallere krank for at mindske vindmodstanden, lykkedes det ham at slå Francesco Mosers rekord. Den hjemmelavede cykel vandt nemlig flere hundrede meter på aerodynamik sammenlignet med en almindelig cykel.
Oberees rekord blev slået kun et halvt år senere af Miguel Indurain, men selv ikke den mangedobbelte Tour De Francevinder kunne stille noget op overfor alletiders bedste timerekord, som Chris Boardman satte i 1996.
På Velodromen i Manchester kørte Chris Boardman afsted og kunne i sidste ende lade sig notere for en distance på 56 kilometer, 375 meter. Men selv om der aldrig er nogen, der siden har kørt stærkere end Chris Boardman, har han ikke den officielle timerekord.
I 2014 besluttede UCI at den officielle timerekord skulle være foretaget på cykler, der lever op til UCI's egne standarder. Cykelforbundet tillod dog cykler til brug på bane, der giver væsentlig mere aerodynamik, men cykler, som dem Chris Boardman og Oberee havde brugt i 1990'erne, var ikke længere tilladt, hvis man ville være indehaver af timerekorden.
Efter ændringerne af regelsættet var det Ondrej Sosenkas forsøg fra 2005, der stod som den officielle timerekord. Distancen på de 49 kilometer, 700 meter skulle dog hurtigt blive forbedret betragteligt da en række professionelle stod klar til at gøre et forsøg på at få den fornemme titel til deres navn.
Den første til det blev tyskeren Jens Voigt. Han nåede kun at have rekorden i halvanden måned inden østrigske Matthias Brändle overgik ham.
Tempomaskinerne Rohan Dennis og Alex Dowset nåede ligeledes at have rekorden, inden Bradley Wiggins i 2015 satte rekorden med 54 kilometer, 526 meter på en cykelbane i London. Opdateret d. 27.7.2018