På Refsnæskysten

Tekst: Jørgen Emborg. Marts 1959.
Melodi: Viggo Wøhlk.

1. På Refsnæskysten er luften karsk,
og der er læ bag skolemure,
Når fjorden vælter sig jævndøgnsbarsk,
og stormen blæser i lurer.
I forårsnætter med fugletræk
blandt blege stjerner bli'r tanken væk.
Den barndomsstrand
du aldrig kan
forglemme, hvor end du færdes.

2. Du lærte sange og eventyr;
selv kunne bedre du digte.
En sten, du fandt, var et elsket dyr,
en ven, du aldrig turde svigte.
Men ingen, ingen dig helt forstod
din vilde glæde, din trods, dit mod.
Den barndomstid
snart hård, snart blid
du skal bestandig erindre.

3. Tag, nu du rejser fra dette sted,
en trækfugl vender tilbage.
Dets egen hilsen og ønske med
ud i de ukendte dage:
Om skæbnen truer med sorg og skræk,
da husk de jublende forårstræk:
Hvem førte dem
i mørket frem
og gennem stormfulde dage. Opdateret d. 21.3.2017