Refsnæsbladet

Jubilæumsnummer

1898-1948.

9. årgang. Nummer 4.

Overført i Statsfængslet i Vridsløselille.

Trykt i Statens Trykkeri for blinde.

København 1948.

 

Indhold

Jubilæumshilsen fra forstander N.H. Ilsøe. 1

Et lille tilbageblik. Af forretningsfører i Dansk Blindesamfund Ernst Jørgensen. 2

Gamle minder. Af Grethe Sørensen. 4

Refsnæsminder. Af Ove Olsen. 5

Det skal tages med et smil. Af Johanne Madsen. 10

Refsnæs i dag. Af Birte Knudsen. 14

Indtryk fra Refsnæs. Af administrationschef Bøgh Christensen. 14

 

Jubilæumshilsen fra forstander N.H. Ilsøe.

I den sidste tid hvor jubilæet er rykket nærmere er jeg kommet til at spekulere over, hvad det egentlig er, der fejrer 50 års fødselsdag. Jeg har spurgt mig selv: "Er det bygningerne?" Det er det ikke, for kun den del af Østskolens sydfløj, der udgjorde den første blindeforskole, har gjort alle årene med. Der er ingen af personalet eller eleverne, der har været her i alle årene, så det er heller ikke dem, der kan fejre jubilæum. Nej, det må være arbejdet, den særlige undervisning, der drives her, som jubilerer. Før Blindeforskolen på Refsnæs blev oprettet, kom blinde børn først i skole, når de var fyldt elleve år, så det var et stort fremskridt, da forskolen kom i gang, og børnene kunne komme i skole, når de var otte år. Nu må I ikke tro, at undervisningen altid har foregået, som den gør i dag. I de første år fandtes der ingen regnetavler og regneklodser, al regning var hovedregning. Der var ingen undervisning i sanseøvelse, og børnene lærte ikke at læse punktskrift, men en skrift, der var meget vanskeligere og langsommere at læse. Der var heller ingen svagsynsklasser, så I kan forstå, at ligesom selve instituttet er også undervisningen vokset og er blevet ændret. For at give jer et begreb om instituttets vækst, kan jeg fortælle jer, at skolen begyndte med én bygning, og at der det første år var 20 elever, nu er her 10 bygninger og 130 elever. Når man taler med mennesker, der har været elever her, fortæller de alle sammen, at de har været glade for at være her, og at de har mange gode minder herfra. Det samme er der givet udtryk for i dette hæfte. Hvad I vil få ud af jeres skoletid afhænger for en stor del af jer selv. Arbejd i skolen, leg i fritiden og skaf jer gode kammerater, så vil I også få gode minder herfra.

N.H. Ilsøe.

 

Et lille tilbageblik. Af forretningsfører i Dansk Blindesamfund Ernst Jørgensen.

En augustaften i 1907 kom jeg til Strandlyst, som vi den gang kaldte skolen på Refsnæs. Den havde da kun plads til cirka 30 elever, og man kom hurtigt i kontakt med samtlige beboere af det lille skolehjem. Min indstilling over for stedet var hjemmefra den allerbedste. Jeg havde i måneder glædet mig til at træffe mine nye kammerater, og uden bekymring tog jeg dagen efter afsked med min mor, som havde fulgt mig. Jeg blev heller ikke skuffet med hensyn til stedet og menneskene; men jeg, der var noget forvænt, havde min eneste virkelige bekymring med hensyn til kosten, som den gang ikke var så god som nu. Vi danske er jo med rette berygtede for vor alt for store interesse i mad, og i hvert fald var vi som børn stærkt interesserede i dette spørgsmål. Hver morgen fik vi havregrød, serveret i tinskåle. Sommetider var den sveden, og mælken var altid hældt på i forvejen, så den var kold og ikke videre appetitlig. Det værste ved det var næsten, at vi for at få et ekstra stykke mad til frokost skulle spise mere grød om morgenen. Tirsdag og fredag dannede en undtagelse, da fik vi nemlig øllebrød, og en af mine kammerater har udtrykt det sådan, at han altid syntes, at det var bedre vejr de morgener. Selv om vi altså var meget glade for øllebrøden, må det dog siges, at den rummede uvante muligheder for overraskelser. Man kunne således finde kålblade endeskiver af spegepølser, sejlgarn med mere i den. Forklaringen var vist den, at brødstumperne, som skulle anvendes til øllebrøden blev fejet fra køkkenbordet ned i en skuffe, og så hændte det altså, at andre rester røg med. Frøken Wunsch, som havde ansvaret for kosten, var ellers meget venlig imod os. Hun læste for os, og vi var altid velkomne i hendes stue, og selv om vi altså ikke var så glade for maden, så tror jeg, vi opfattede forplejningen som en tilskikkelse, man ikke bebrejdede nogen personligt. Plejemor, frøken Gråe, som den gang var skolens leder var en statelig og myndig dame, som umiddelbart indgød respekt. Hun interesserede sig personligt for hver enkelt af os, en indstilling, som jeg tror deles af alle lærerinderne og de fleste af personalet i øvrigt. De to første år var det så overvejende kvinderne, der beherskede scenen. Ikke blot var frøken Gråe leder, men hele personalet med en enkelt undtagelse nær var kvindeligt. Undtagelsen var Kristian Karl, eller Store Kristian, som vi kaldte ham, og at mindes Refsnæstiden uden at mindes ham ville være umuligt. Han var vor hjælper i alle praktiske spørgsmål og vor bedste trøst, når noget gik os imod.

 1909 skete der store forandringer. Skolen blev udvidet til at kunne have cirka 50 elever, og ledelsen blev overtaget af inspektøren, som vi den gang kaldte den senere så højt skattede forstander Rützou. Det er ikke her stedet til at omtale de forskellige ledere, instituttet har haft. De har alle hver for sig været udmærkede og har ydet deres meget værdifulde indsats, men det skal blot siges, at det var en lykke, at netop forstander Rützou blev den, der prægede, ja, man kunne sige, skabte den store udvikling fra det lille skolehjem til den betydelige institution, han efterlod sig. Han vandt hurtigt elevernes tillid og hengivenhed. Som et eksempel på, hvor personligt vi følte os knyttet til ham, kan jeg for mit eget vedkommende nævne følgende: En gang, da den på den tid så velkendte opdagelsesrejsende, Åge Meyer Benedictsen, skulle holde et foredrag, var jeg så uheldig at være lagt til sengs med forkølelse. Forstander Rützou lovede mig da som trøst for det foredrag, jeg gik glip af, at jeg måtte ønske, hvad jeg ville for 50 øre, et pænt beløb den gang, og det er betegnende, at jeg ved den lejlighed betvang min tilbøjelighed for søde sager og ønskede mig en fløjte, netop med den begrundelse, at jeg ville have noget, som jeg kunne bevare som minde om forstanderen. Jeg har den ikke længere, men gennem hele min instituttid i København lå den i mit skab. Det er vanskeligt i en kort artikel at give et fyldestgørende billede af tiden på Refsnæs i årene 1907-11, navnlig når det drejer sig om at fortælle de nuværende elever om denne tid. Det havde været langt lettere sammen med mine samtidige at dvæle ved de mange fælles minder. Når vi på sovesalen i København kom ind på dette emne, var vi altid enige om, at Refsnæs for os i mangt og meget havde været et barndomshjem, som rangerede i klasse med vort eget private hjem, og når vi begyndte at huske hverandre på de steder og de begivenheder, som spillede så stor en rolle for os på Refsnæs, blev det meget sent, før vi slumrede ind.

Ernst Jørgensen.

 

Gamle minder. Af Grethe Sørensen.

I anledning af instituttets 50 års fødselsdag er jeg som gammel elev blevet opfordret til at fortælle lidt fra gammel tid. Nu skal jeg prøve på det, og så må læserne selv se at finde ud af, hvad tidspunkt De synes bedst om. Frøken Filstrup var plejemoder, mens jeg var på skolen. Men jeg må hellere fortælle lidt om skolens fødselsdag. Da sang vi kantaten med orkesterledsagelse, og lærerinderne spillede børnekomedien "Lille Hvide". Om aftenen var der bal, i regelen var det Kofoeds orkester fra Holbæk, som spillede. Næste morgen blev hver sovesal vækket med musik af orkesteret. En oplevelse var det også, når vi store piger fik lov at lege barnedåb med vore dukker. Så var frøken Kårsen præst. Man sagde barnets navn. Dåbsritualet lød: "Jeg døber dig i saltevand, indtil du bli’r til en sprællemand," og så fik vi lov at drikke kaffe i legestuen. En dag havde vi fået fat i en frø nede i sandkassen. For den gang havde vi en stor legeplads uden gynger. Denne frø var vi meget optaget af, men det kneb lidt at høre, når der blev kaldt. Vi havde en gammel rar barnepige, som kæmpede fortvivlet for at få os til at slippe frøen. Pludselig fik hun en god idé og råbte: "Jeg ved nok, hvor længe den lever." Der blev straks ro i lejren, og så lød det i rigtig dialekt: "Indtil den dyer." Skuffelsen var så stor, at vi gav os til at råbe: "Pjat, Anna!" Og havde plejemoder ikke kaldt os ind for at give os vort legetøj, som hun lige havde været i byen at købe, er det ikke godt at vide, hvordan det var endt. Samme pige sagde altid, når vi rigtig glædede os til et eller andet: "Ja, men hvis verden nu forgår i nat!" Skovturen var den gang en heldagstur. Da vi første gang skulle bruge biler til turen, var vi ude at prøve, hvor mange der var plads til i en stor bil. Vi havde håndarbejde med Inger, som vi kaldte "Lyse Inger", så længe hun gjorde, som vi ønskede. Men kom der en kurre på tråden, hed det "Mørke Inger", for nogle vrøvlehoveder var vi jo. Denne håndarbejdstime begyndte i bedste forståelse; men da vi skulle ud at prøve bilerne, glemte Inger at sætte sin stol på plads, og da vi kom stormende ind igen, faldt en af os over stolen og brækkede ryggen på den, og da Inger kom, var hun alt andet end lys.

Nå, men nu må jeg nok slutte min lille beretning om gamle dage. Jeg håber ikke, jeg har været alt for langtrukken og kedelig.

Grethe Sørensen.

 

Refsnæsminder. Af Ove Olsen.

I vil have mig til at fortælle jer noget om min Refsnæstid, men det er slet ikke så let at finde på noget. Selvfølgelig er der noget at fortælle om, men det gør det jo netop endnu vanskeligere, for så kan jeg vælge og vrage for at finde det bedste frem. Jeg skulle nemlig nødigt sludre så længe, at I begynder at kede jer. Så er der endelig det, at mange af de ting, jeg dengang oplevede, er de samme, som de I selv er så fortrolige med. Men et eller andet kan vi vel nok få at snakke om. Det er så almindeligt, at de voksne siger, at da de var børn, da var der rigtige drenge og piger til, da var de ikke så ustyrlige, men bare friske. De ældre siger altid til de unge, at man opførte sig en del pænere i deres ungdom. Men tro mig, kære venner! De var ikke bedre, ikke et hår bedre! De har bare glemt – fordi de skal passe på os andre – hvordan de i virkeligheden var. Men nu vil jeg gøre en undtagelse fra denne regel og ærligt – og uden blinken – fortælle jer, hvordan jeg var dengang, og, når jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke blevet meget bedre med tiden. Efter at have levet som det sorte får i en lille sjællandsk landsbyskole, hvor jeg fik min daglige ration på snuden - og rationerne var ikke så små dengang - kom jeg i 1936 som 12 årig til Refsnæs og begyndte at gå i skole for alvor. Derhjemme i landsbyskolen havde jeg det - rent arbejdsmæssigt – ganske skikkeligt, for, som læreren sagde: "Han kan jo ikke læse på lektierne, så det gør ikke noget, at han ikke kan sine ting". Men nu skulle der altså tages fat! Jeg så lyst på tingene, for jeg var blevet vant til at slås, og denne vane fik jeg også straks brug for. En bornholmer må gerne tale sit uforståelige, halvsvenske mål, en jyde må gerne sige A og mange andre sære ting, ligesom fynboen uden at blive generet af sine omgivelser gerne må synge sit bondemål ud, men en stakkels sjællænder skal helst tie stille, hvis han ikke vil drilles fra morgen til aften. Jeg kunne ikke tie stille, så jeg blev altså drillet. Jeg var et hidsigt gemyt – hvorfor ikke sige det rent ud – jeg fandt mig ikke i noget, og så måtte vi slås. Efterhånden lærte jeg dog at tale "Kalundborg-Jysk", og så var stridens dage forbi – sådan da.

Efter kort tid var jeg helt anerkendt af kammeraterne og gled ind som et naturligt led i det daglige liv. Normann og jeg var uadskillelige dengang. Vi fablede i en uendelighed om alt mellem himmel og jord med de spændende drengebøger, som lærerne læste højt om aftenen, som forbillede, blot var vore fabler endnu mere fantastiske. Der har næppe eksisteret mennesker under solen med så blændende evner og en så enorm styrke, som vi i hine, nu næsten glemte dage, var i besiddelse af. Historien har gang på gang vist – og den viser det atter i dette tilfælde – at al storhed engang må gå til grunde. Der kan opstå misforståelser i enhver union. Det gjorde der af og til også i vor. En meget regnfuld dag skulle vi prøve kræfter – for sjov, naturligvis – men det endte med det vildeste slagsmål nede i snavset. Der lå vi så og kæmpede, indtil hr. Dittmann kom farende gennem haven som en orkan og fik os fra hinanden. Bagefter vandrede vi fablende rundt i haven, og alt var glemt. Det er på den måde, synes jeg, i skal slås, - for I skal ikke komme og bilde mig ind, at I aldrig slås. -

Om vi drillede lærerne og lavede numre i klassen? Det er jo næsten et latterligt spørgsmål! Selvfølgelig gjorde vi det. Nu ved jeg godt, at lærerne vil sidde et eller andet skjult sted og lytte til vor samtale, men jeg er ikke bange, selv om jeg ved, at de vil trække mig i ørerne, nive mig i armen, stikke øretæver for til sidst at sende mig i seng, når de næste gang ser mig – for sådan er lærerne nu engang – det gør heller ikke noget, når bare de er retfærdige og kun straffer os, når vi virkelig har gjort noget galt. Som eneste svagtseende i klassen var jeg Frøken Madsens bydreng, cykelsmed og – sammen med Mogens – hjælpelærer. Det hændte ikke så sjældent, at hun kom forpustet ind i klassen og sank stønnende om på sin stol. Det var cyklen, det var galt med. Den var vist punkteret, for hun måtte pumpe hele vejen. Om jeg ikke ville gå op og kigge på den? Jeg stillede mig meget imødekommende. – Jeg er altid glad, når jeg kan gøre ældre damer en lille tjeneste. Jeg gik op til skuret uden lappegrejer. Det var som regel altid ventilgummiet, der var revnet. Så blev det bare vendt, hvorefter jeg satte mig ned for at nyde solskinnet eller, hvis det var gråvejr, den dejlige stilhed, der var, mens alle de andre var i skole. Når jeg kom tilbage, forklarede jeg, at det havde været meget vanskeligt at finde hullet. Hun havde meget tit glemt sine nøgler "i et stykke rødt uldgarn over i 3. klasse", og jeg kunne let få en time til at gå med at finde dem, skønt jeg selv gik med dem i lommen. Som de fleste damer i hendes alder var Frøken Madsen bange for små søde husdyr som mus og rotter. En dag var der kommet en uskyldig, lille mus ind i klassen. Den fo’r forvirret rundt, fordi den ikke kunne finde sit hul. Frøken Madsen sad på bordet med benene trukket helt op under sig. Hun bad mig jamrende slå det fæle dyr ihjel. Jeg tog den ene sko af, og med den i hånden stormede jeg rundt i klassen efter musen. Af naturen er jeg en ubetinget dyreven, og det gør mig ondt, når jeg, af sundhedshensyn, føler mig forpligtet til at slå en flue ihjel – så hver gang jeg havde trængt min lille, grå ven op i en krog, lod jeg den have en chance, og sådan blev vi ved, til klokken ringede fra time. At jeg er blevet, som jeg er, er faktisk slet ikke min egen skyld. Engang i frøken Flensborgs time var jeg krøbet ind i et skab, og da hun kom,var der ingen, der "vidste", hvor jeg var. Midt i timen begyndte jeg at læse højt inde i skabet, og resultatet blev et par røde kinder. Det var mig, der fik øretæverne, skønt Flens selv sagde, at de andre havde ødelagt mig, for jeg var "sådan en sød dreng," da jeg kom. Ak, ja! Når vi stillede op på Vest for at gå til morgensang, skulle vi stå pænt, hvilket resulterede i, at jeg engang blev nevet ganske voldsomt i armen af frøken Steengård, fordi jeg pjattede med stuepigerne, og jeg kan fortælle jer, hvis I ikke allerede ved det, at Frøken Steengård er lige så god til at nive som Frøken Gyldenbjerg til at synge duetter med sin veninde fra Kalundborg.

En på snuden kan man nu altid få. I Hr. Meyers religionstime skulle jeg fremsige første vers af "Dagen går med raske fjed". Hvad der dengang hændte, vil jeg tilskrive min far, der i et gemytligt øjeblik lærte mig et vemodigt og stemningsfyldt vers, som jeg pludselig fik lyst til at gøre de andre bekendt med. Jeg rejste mig ærbødigt – man skal altid være ærbødig over for sine lærere -. Jeg trak vejret dybt og begyndte: "Dagen går med raske fjed –" Mon den gik? "Smedens børn må ile –" Hr. Meyer rejste sig, "Ned til Brugsen efter øl –" Han kom faretruende nærmere, "Fra morgen til aften silde". Som tak for denne fine præstation fik jeg en knaldende lussing. Jeg vidste nok, at Hr. Meyer var en dygtig mand, men at han var så dygtig til at lange en ud, havde jeg nu aldrig forestillet mig. Jeg har gennem hele mit liv været en stakkels, uheldig fyr. Allerede den første aften gav Hr. Dittmann mig en på siden af hovedet, bare fordi jeg sang for højt til aftensang. Hos Hr. Dittmann sang vi altid "Nu lukker sig mit øje" eller "Klokken slår". Han talte til tre, og så satte vi ind. Den aften var det "Klokken slår". Med tårer i øjnene sang jeg højt, altså for højt, "så skal vi nok komme hjem", og så skulle det endda ende sådan. Det vrimlede med øgenavne. Jeg tror ikke, der var nogen, der ikke havde et øgenavn. Bedst var det selvsagt at give lærerne et eller andet skørt navn at løbe rundt med. Jeg skal ikke komme ind på øgenavne i al almindelighed – det ville blive en afhandling på 5 tykke bind. Dog kan jeg ikke lade være med at omtale et par af Hr. Ellebæks. Knasker studerede engelsk med stor iver, og på en eller anden måde havde han givet Hr. Ellebæk tilnavnet "The King’s Square", og Hr. Ellebæk blev fuldstændig rasende, når han hørte dette dystre og uheldssvangre navn. Men det blev endnu værre, da en opfindsom sjæl fandt på at kalde ham "Rosinante" efter en gammel og radmager hest, der væltede, hvis man kom til at støde blidt til den. Det var sjovt at drille lærerne, selv om der tit faldt brænde ned.

De fleste af os tog det nu ikke så nært med en lussing nu og da. Værre var det at blive sendt i seng. Engang smed Frøken Vedsø mig i seng, fordi jeg havde klatret i træer. Så lå jeg der i al min ensomhed, mens de andre drak kaffe med æblekage til. Det var vist endda mig, der gav kaffe den aften. Ikke altid kunne frøken Vedsø klare sagerne selv. Når man nu som jeg var uheldig og kom til at synge lidt for højt nede i kruset ved aftensbordet, hvor der skulle være så stille som, ja - som der aldrig kunne blive - så blev man sendt op til hr. Øer for at blive straffet. Det må nu for resten ikke altid være morsomt at være overstraffelærer. Vi havde også fester. De store vil jeg ikke omtale. Derimod vil jeg gerne fortælle om de rent private fester, som vi havde på Vest lørdag aften. Når Hr. Øer havde inspektion, sang han viser for os, og vi havde det meget hyggeligt. Ikke så sjældent underholdt vi også selv. Jeg har dog altid manglet den evne. Vi havde også gedegilde, hvor vi spiste kaniner og andre rovdyr. Så havde vi de store piger med, men tit måtte vi undvære dem. Da den daværende 3. Vestklasse blev konfirmeret, havde de en fest på Fyrrehøjen. De måtte tage hver en kammerat med, og jeg hørte blandt de heldige. Om aftenen blev det regnvejr, og vi dansede inde efter Verners harmonika. Vi havde kun "Trætøse", som det hedder. Da vi blev konfirmeret, havde vi piger med til en lignende fest. Aldrig, om jeg så bliver en gammel, lallende olding, vil jeg glemme Niels Åge Fut og hans madvogn! Da han havde 10 års jubilæum som karl, havde vi en lille festlighed på Vest, hvor Niels Åge holdt en lille tale, hvori han takkede for "alt godt i de kommende år." Brandprøverne og tærskningen var måske de to ting, næst efter æbletræerne, der tiltrak os mest, men også rabarberne var en fryd for vore ganer i forårsmånederne. Inden vi gik i seng i frugttiden, var vi gerne ude "at skyde dyr". Om natten var der også dem, der fiskede. Dus hørte radio i sengen, hvad der i øvrigt var strengt forbudt. Verner var en ivrig fisker. En nat, han havde været på togt, var han faldet i søvn ude midt på æterens bølger. Hen på morgenen vågnede han og fik travlt med at bjærge grejerne. Under sit arbejde kom han til at vælte en løs fodende. Den faldt med et vældigt brag, der tilkaldte nattevagten, og for ikke at blive opdaget  satte Verner i et hysterisk spring op i seng, men sprang forkert og landede i hovedet af Svend Børge.

Vi lavede også andet end gale streger. Vi startede et blad med stor iver og udgav et nummer. Vi red i skarpt trav på Tulle og senere Max. Vi strejfede omkring nede ved stranden, løb til Simon efter cigaretter, som vi røg i smug bag ved stalden eller i vore huler, men I må ikke sige det til nogen. Vi krydsede Atlanten på Esbern Snare og overfaldt en mængde fredelige fragtskibe. Vi plyndrede og slog ihjel i de skønne Middelhavsbyer, og undertiden slog vi også hinanden ihjel. Og der kom tider, hvor vi strejfede rundt i haven for at få et lille glimt af den udkårne. Vi ville gerne være helte i pigernes øjne, og derfor søgte vi at udmærke os på alle mulige måder, mest dog ved kraftprøver, men også ved en smule kejtet ridderlighed. Min gode ven, Niels Åge, og jeg havde vore lønlige sværmerier. Vi var begge to nogle rigtige krystere, for vi turde ikke betro de skønne vore følelser. Det forblev en hemmelighed, og jeg fortæller det heller ikke nu. Engang kom vi farende med arbejdsvognen. Niels Åge var hest og jeg kusk. Pludselig så jeg vore udkårne dukke op foran hestens hoved. Jeg satte i et dristigt spring ned mellem vognstængerne og fik dem drejet ind i hegnet, så vognen standsede. Jeg havde forhindret ulykken, jeg var en helt, men Niels Åge var skuffet og i dårligt humør, fordi det ikke var ham, der havde udmærket sig. Jeg gik glad i seng den aften. Så kom da den dag, hvor vi for sidste gang skulle forlade skolen ved fjorden for at tage hjem på sommerferie. Vi skulle nu ind på Tutten og så fremtiden i møde i stor spænding og forventning. Men det var med et stik i hjertet, jeg så tilbage på den tid, de tre lykkelige barndomsår, der nu var forbi.

Ove Olsen, nummer 35.

 

Det skal tages med et smil. Af Johanne Madsen.

Da jeg var fire år, skulle min søster i skole. Jeg havde altid været vant til at have de samme rettigheder som hun, og jeg kunne derfor slet ikke begribe, at jeg ikke også kunne komme med der. Hver morgen spurgte jeg, om det ikke var i dag, jeg skulle i skole. De voksne gav mig imidlertid kun det svar, der irriterer alle børn i den alder, at jeg var alt for lille, og jeg måtte vente længe endnu. Det bevirkede, at jeg snart holdt op med at spørge, og som tiden gik, glemte jeg også min længsel efter skolen. Otte år gammel var jeg endelig blevet stor nok til at komme i skole. Jeg fandt, at det vist kunne blive meget spændende at komme til Refsnæs. Hvad Refsnæs egentlig var, gjorde jeg mig ikke store spekulationer om, blot var jeg klar over, at jeg skulle rejse meget langt, over et stort vand, "Storebælt", og at jeg kom lidt længere bort fra mor, end godt var. Jeg fik en klump i halsen og en sugende fornemmelse i maven, hver gang jeg tænkte på det; Jeg kunne jo ikke vide, at det slet ikke gik så galt, som jeg frygtede.

"Vi tager dem igen. Et Ø med porten til højre, et O med porten til venstre, et I går til venstre lomme og et E til højre." Flens gentog det tålmodigt gang efter gang, fortalte noget, der var karakteristisk for hvert bogstav. Jeg anstrengte mig også for at høre efter og huske dem, så det var drøjt, når jeg samtidig kunne høre kammeraterne tumle udenfor. Jeg syntes, det var meget uretfærdigt, at jeg skulle sidde og mase med de kedelige bogstaver, mens de andre susede højt i gyngerne og på karrusellen. Jeg forsøgte adskillige tricks for at slippe for de forhadte ekstratimer, men det endte altid med fiasko. Jeg mødte således en dag op med et meget lidende udtryk og fortalte med grådkvalt stemme, at jeg havde så skrækkelig ondt i maven. Flens havde inderlig ondt af mig, hendes gode hjerte løb af med hende, hun gav den lidende pige fri. Jeg mente, at at slaget nu var vundet og løb sejrsstolt ud. Der var én dreng i min klasse, som jeg ofte sloges med, men naturligvis fordi jeg var den stærkeste. Også i denne middagsstund fik det spinkle lille kræ varmet sine rygstykker. Jeg gik op i mit arbejde med iver og styrke, og jeg hørte ikke, at mit navn blev nævnet to-tre gange. Først da en tog mig hårdt i armen, vendte jeg mig sveddryppende fra mit offer. " Mon mavepinen skulle være gået over nu?" Spurgte Flens venlig deltagende, men alligevel i en bestemt tone, der ikke huede mig. Jeg kunne intet svare på det pinlige spørgsmål, men fulgte mut og skamfuld med.

Vejret har altid haft en vis indflydelse på mit humør. Mine kammerater har måttet døje en del under min utrolige surhed om morgenen, og hvis vejret var gråt og kedeligt, var jeg mere end almindelig morgensur. Rent galt var det, når vi en skønne morgen vågnede op til et snelandskab. De andre jublede, men samtidig bemærkede de også min tværhed, og så var dommen fældet. Der var ingen pardon, ved første givne lejlighed skulle jeg sules. Forfra, bagfra og fra begge sider kom der store, løse snebolde susende. De gik indenfor tøjet, og vandet drev iskoldt nedad ryggen. Svup, svup, sagde det, når jeg sjokkede rundt i de våde træsko, mens de andres hånende lattersalver gjaldede gennem gården. I nøden fandt jeg dog et par lidelsesfæller. Mens de modige udkæmpede drabelige sneboldkampe udenfor, drev vi en slags indendørs vintersport. I det store, tomme hus gled vi formummede rundt langs væggene. På de nervøse bevægelser sås det tydeligt, at vi godt vidste, at vi vandrede ad forbudne veje. "Er alle ude?" Råbte den inspektionshavende gennem gangen, og vi hørte ildevarslende skridt nærme sig. Fra legestue til legestue, fra sovesal til sovesal gik den vilde jagt. Rævehulen havde mange udgange; netop tidsnok til ikke at blive set kurede vi på maven ned ad et gelænder og susede som ti vilde heste hen ad gangen. Når vi fem minutter efter mødte forfølgeren i haven, så vi ynkeligt forfrosne ud og kendte ikke spor til spøgeriet på gangen. Nej, må jeg så bede om foråret på Refsnæs. Rigtig forår med grøde i luften og i de små skolehaver bag skolebygningen. Vi masede og gravede i den sorte jord, til vi selv var lige så sorte. Vi vandede og såede, mens forårssolen badede al kulden ud af kroppen. Det var et forårssymbol, når vi kom stormende op ad trappen,tre minutter for sent til time; Kæberne gik som kværne, lommerne struttede, og næverne var fast knyttede om det, der ikke kunne være i mund og lomme. Jeg forstår så godt lærerens fortvivlelse, når han skulle have sidste klasse til naturhistorie og ventede at finde store, fornuftige elever pænt på deres pladser, men i stedet fandt en flok gumlende kreaturer, der syntes, at dette var den letteste og behageligste måde at have botanik på. Jeg syntes som barn, at det var ganske i sin orden, at skoleåret sluttede med en eksamen. Den tørre fornemmelse i munden og den nervøse mavepine, som jeg altid nu har, når jeg skal op til eksamen, kendte jeg slet ikke dengang. At læse og regne lidt for fremmede mennesker var da vel det mindste man kunne gøre, når man til gengæld fik lov til at gå i sin nye kjolehele dagen og spille prinsesse. Med eksamen var jo også sliddet for det skoleår forbi. I de sidste otte dage skulle man vænnes til at holde ferie; Det var herlige dage, hvor man pjaskede i vandet eller dasede ved stranden. Sidste aften inden sommerferien, højt humør over hele linien, vi var kommet tidligere i seng end sædvanligt, men der kunne slet ikke være tale om at sove. Sovestue nummer fem var forvandlet til en moderne krigsskueplads. Soldaterne stønnede i kampens hede, alt var et sydende, kogende hav. Den ene reaktionsdrevne bombemaskine efter den anden bragede ind i de tyske forsvarslinier. Mine maskiner gik fra mål med en enorm kraft, og jeg mente selv, at de ramte fjendens forsvarsstilling med en usvigelig sikkerhed. Jeg hørte med tilfredshed en dump lyd og en strøm af vrede ord fra fjenden, efter at jeg havde sendt det "dødbringende" bæst af sted. Ak, men kun kort varede lykken. Mit våben gik for fuldt speed, ikke i fjendens frontlinie, men ud ad det åbenstående vindue, hovedpuden havnede med det velkendte klask i haven. Venner og fjender samledes til konference. Det var mig, der havde kastet puden, og det var derfor også mig, der skulle hente den, og hvad der ellers kunne være til mig dernede. Det var en slukøret lille gesandt, der et øjeblik efter smuttede ud fra nummer fem. Med kjolen uden på natkjolen og i sutsko måtte jeg ned for at se,om jeg kunne få en fred i stand med højere magter. Kåde og overgivne var vi den sidste aften, og det var ikke altid nemt at finde grænsen; Men der var dog eet år, hvor den sidste aften ikke var,  som den plejede, det var, da vi for sidste gang skulle rejse fra Refsnæs. Vi prøvede at være glade og tumle som de andre, men hver gang vi kom til at tænke på, at dette var vor sidste aften som elever på den skole, hvor vi havde levet hele vor barndom, så kunne glæden ikke blive helt ægte. Når lågen for sidste gang smækkede efter os, og vi travede ad Kystvejen til Kalundborg for at komme med første morgentog, så var der en prikkende fornemmelse dybt nede i hjertet, for det var, ligesom porten til barndommens land var lukket. Det var uforglemmelige barndomsdage på Refsnæs, det vil I erkende, når jeres tid der er forbi.

Bitten.

 

Refsnæs i dag. Af Birte Knudsen.

Hver morgen, når vi kommer op, farer vi med det samme ud i vaskerummet, for det gælder om, hvem der kommer først til kummerne, da vi er to om hver. Når vi er færdige i vaskerummet, skal vi ind at rede seng, og det skal også gerne gå lidt hurtigt, for vi skal være færdige inden morgenbordet. Når vi er færdige med at spise, skal vi snart i skole, og der er vi så i seks timer, men det er ikke kedelige timer, nej, der er noget nyt i hver eneste time. Vi er i vandet omtrent hver dag, og der er mange, der lærer at svømme. Forleden dag skulle Nancy bjerge Anna, og det gik meget godt i begyndelsen, men da de kom ud på det dybe, gik det galt, og Nancy tabte Anna, og hun faldt ned på bunden, og der lå de begge to og sprællede rundt en tid, men så fik Nancy endelig fat igen, og de kom lykkelig og vel ind. Anna har den store svømmeprøve. Når vi er færdige med skolen, kommer fritiden. Der har vi sandelig også nok at bestille, for der er en hel masse, man lige pludselig skal have lavet. Vi strikker og læser, leger og driller og meget andet.

Så er der lektielæsning, og det går jo ikke altid lige stille af. Om aftenen er det først rigtig humøret bryder ud, og der kan somme tider være en larmen, så Plejemor må ned og bede os om at være rolige. Forleden aften havde jeg taget Annas armbånd og låset det inde i mit skab, og så gik Gerda ind og passede på døren, og der stod hun fra klokken 7 til 9½, så sluttede vi fred, og Anna fik sit armbånd igen. Klokken ni kommer vi i seng, og så er den dag forbi.

Birte Knudsen.

 

Indtryk fra Refsnæs. Af administrationschef Bøgh Christensen.

En dag, da jeg kom over på Værnehjemmet, sagde Ras med bebrejdelse i stemmen: "Du elsker os ikke mere, for nu har du været heroppe tre gange uden at besøge os i Værnehjemmet." Og jeg, som troede, at jeg elskede jer alle sammen, gik over for at blive trøstet på Børnehjemmet.

Og se, det blev jeg også, for Annie inviterede mig til bal på Kærhus. - Og så havde hun drømt, at det var luftalarm. Kan I huske, at jeg i fjor sommer sammen med hr. Øer var ude i en lille båd for at fotografere jer ude i vandet. Det var ikke let for mig at holde balance, for båden vippede, og da jeg kom op på badebroen, stod Kesse og sagde fortrydeligt: "Det var kedeligt, at du kom op." "Hvorfor," spurgte jeg forbavset. Kesse svarede: "Jeg stod og glædede mig til, at du var plumpet i."

- Jeg tror nok, at han fik et ordentligt dunk i maven. En gang ved et af vore fødselsdagsballer ville min gode lille navnefælle Edith Bøgh Christensen absolut danse med mig, men jeg erklærede, at jeg var for træt i benene. Næste dag mødtes vi i Østskolen, og så ville Edith på ny danse, men så sagde jeg: "Vi har jo ingen musik." Hertil svarede Edith: "Du behøver ingen musik for at danse med sådan en engel som mig." Vi ved jo alle sammen, at Edith ikke sætter sit lys under en skæppe, og det skal man heller ikke, men om hun just er en engel, det kan vi jo skændes om. Men at hun er en rask pige, det er i hvert fald givet, og som sådan står hun og andre med hende som repræsentanter for jer alle sammen; for I er alle i skolen på Refsnæs friske og raske børn. Ikke mindst derfor bliver jeg altid i bedre og bedre humør, jo mere min lille blå bil nærmer sig Refsnæs, når jeg skal op for at besøge skolen. I glæder mig hver eneste gang, jeg er oppe hos jer ved jeres humør og ved jeres raske færden og ved jeres mange morsomme bemærkninger. Ikke mindst de sidste fortæller mig nemlig, at I er nogle friske og raske børn, men de fortæller mig også, at I føler jer hjemme, for hvis man befinder sig på et sted, hvor man ikke rigtig føler sig hjemme, så lægger det uvilkårligt en dæmper på ens livslyst. En sådan dæmper har jeg aldrig stødt på hos nogen af jer, og det er noget af det, jeg lægger mest vægt på; Men jeres færden i skolen er ikke alene udtryk for, at I føler jer hjemme og synes, at I har det godt med os voksne. Det er også udtryk for, at I har det godt med hverandre, og det er det næste, der altid glæder mig, når jeg ser det; Jeres gode kammeratskab og den smukke og hjertelige måde I altid hjælper hinanden på. Lad mig blot nævne Mie, som har så megen hjælp behov endnu, fordi benene ikke vil makke ret. Jeg har aldrig set et surt ansigt hos nogen af jer, når Mie skal hjælpes. Ja, nu må jeg jo naturligvis føje til, at ingen regler er uden undtagelse, ikke når det gælder Mie, men engang imellem kan en og anden nok finde på at være lidt ukammeratlig og måske endda på ganske eftertrykkelig måde, for eksempel ved at - bide! Av - den sad vist. Nu skal jeg ikke komme med flere af de afsløringer, som I alle sammen kender i forvejen.

Når vi nu skal holde den store runde fødselsdag, så er det, som forstander Ilsøe har skrevet, selvfølgelig arbejdet, der holder fødselsdag, men jeg tror, at vi alle kan være enige om, at det gode kammeratskab ikke skal stå i skammekrogen på vores fødselsdag, og det skal være et af de mange fødselsdagsønsker, hvormed vi voksne vil følge jer, som er elever på det tidspunkt, da skolen fylder 50 år, at I ikke alene må være gode kammerater indbyrdes, men at I også, når I bliver store og kommer ud i verden, må vinde kammerater og venner i denne, også udenfor jeres egen kreds. Sine egne skal man aldrig svigte, det er rigtigt, men man skal også passe på ikke at være sig selv nok. En af de gamle drenge fra Refsnæs, som I alle sammen kender fra radioen, og som skal være med på fødselsdagen, Johannes Wahl, har engang fortalt mig om, hvor stort et arbejde, han har måttet udføre for at komme i virkelig nær forbindelse med seende mennesker, og selvom der for mange af jer er adskillige år til, at I skal ud i den seende verden, så er det ikke på noget tidspunkt for tidligt at tænke på at dygtiggøre jer også til at komme i god forbindelse med mange seende mennesker. Og hertil er et frit og hyggeligt samliv med jeres egne kammerater og med jeres lærere, med jeres forældre, søskende, pårørende og bekendte derhjemme den bedste uddannelse, i kan få. Alle vi voksne både i skolen og udenfor vil gerne være jeres gode kammerater, og vi ved, at I også fra jeres side vil være med i fællesskabet, som vi til syvende og sidst alle bør bidrage til må nå så langt som til at omspænde alle mennesker i hele Danmarks land, ja i hele den store verden; Og jeres far og mor og jeres søskende, de vil tænke på jer mer end nogensinde, når vi holder vor fødselsdag, og allermest når de sidder ved radioen og hører transmissionen af skolens fest; Dem skal vi ikke glemme på denne dag, men sende dem mange venlige tanker, og hver og en af jer, er jeg sikker på, vil skrive en lang beretning til far og mor og søskende om alt, hvad der er sket på 50 års fødselsdagen.

Administrationschef Bøgh Christensen.