N. Wolmer:

Novellesamling

Skibbrud.

1. bind.

København 1945.

 

Indholdsfortegnelse:

Herren til "Pjaltenborg". 1

Peter Hansens fald. 15

Han kunde ikke gøre for det 22

Han elskede grønkålssuppe. 32

 

Herren til "Pjaltenborg"

 

1.

Det var en dag sidst i april. Himlen var grå, og det regnede næsten uafladeligt. Inde i haverne stod frugttræerne mørke og triste i al deres nøgenhed. Jorden var tung og våd. Plankeværkerne var sorte og frønnede af den megen væde. Det var et meget fugtigt og sent forår. Alt var bagefter det var ligesom det hele endnu lå i dvale.

Ved middagstid kom en vogn rumlende ad en opkørt og pløret vej, der førte op til et af landsbyens gamle huse. Hjulene sank dybt i, og den gamle krikke gik flere gange helt i stå. Kusken, en lille duknakket og vejrbidt mandsling med et af drik oppustet ansigt, sad sammensunken på kuskesædet med pisken i hånden, og hver gang hesten gik i stå, fik den et rap af pisken: "Nø, Nø, kan du så tage ved, hvad, dit gamle øg. Nø, Nø, din satans skindmær!" Varede det for længe, før hesten fik vognen i gang igen, hvinede piskeslagene ned over den. Den kastede sig fremad, så det knagede i det gamle seletøj; Den sank stønnende i knæ, men pisken var der igen. Møjsommeligt slæbte den vognen op ad bakken gennem denne mudderpøl. Vognen var læsset med møbler og andet flyttegods, alt sammen noget gammelt og snavset bras. Ved siden af kusken sad ejeren af alle disse herligheder. Han var en mand omkring de tres, lidt over middelhøjde og kraftigt bygget. Han var meget tyk og så endnu tykkere ud i sin dyndvåde stortrøje. Hans ansigt var rundt og rødmosset, de dybtliggende øjne lurede under de svære, rødlige øjenbryn. Under den brede næse stak et forpjusket overskæg frem. På hovedet bar han en gammel, grågrøn hat. Han sad og så op mod det gamle, faldefærdige hus, hvor kommunen havde anvist ham en mindre lejlighed. Det var et af sognets ældste huse, faktisk ikke værdigt til menneskebolig; Men alligevel så kommunalbestyrelsen sig ikke for god til at sætte de mere tvivlsomme borgere ind der.

Oppe fra de små, snavsede, blyindfattede vinduer blev køretøjet iagttaget spændt af beboerne. Der boede fire familier i huset. De lå næsten altid i strid med hinanden. Og de øvrige beboere i landsbyen kunde de heller ikke enes med. Det var samfundets bundfald, der her havde til huse. De, der ikke gad arbejde, skulde kommunen jo tage sig af, og så kom de op på "Pjaltenborg", som man spøgefuldt kaldte huset. Det var en meget elendig bygning: De lerklinede mure havde slået store revner, stråtaget var råddent og hullet, og det hele vidnede om alderdom og forsømthed. I sådan en rønne levede fire familier, her voksede børn op under usunde og forkvaklende forhold, børn, der nødvendigvis måtte ende som deres forældre.

Regnen var hørt op, og solen skinnede mat. Beboerne begyndte at vove sig ud i gården. Der stod de så med deres sløve ansigtstræk og betragtede køretøjet med deres halvsøvnige øjne. Ungerne løb vognen i møde. De sank dybt ned i mudderet; Men hvad gjorde det, de var jo barbenede. De gloede uhæmmet på mændene oppe på kuskesædet. Den nye beboer så ondt på dem. "Sådan noget rak," mumlede han hen for sig, og et lumsk smil krusede hans tykke læber, der var sorte af skråtobak.

Vognen gjorde holdt midt i gården. Mændene kravlede møjsommeligt ned fra vognen og begyndte at læsse af. Da det hele lå i en stor dynge midt i gården, tørrede kusken sveden af panden med et rødternet lommetørklæde, smilte bredt og stavrede hen til vognen, hvor han trak en flaske frem under sædet. Han tog sig et par lange drag, hvorefter han rakte den til den anden, der næsten tømte flasken.

I mellemtiden havde ungerne set deres snit til at kaste sig over flyttegodset og var i fuld sving med at rode det igennem. Den tykke mand fo'r derhen, hans øjne lynede, og han råbte efter dem med en ejendommelig rusten stemme: "Kan I så komme væk, i satans unger, hvad! Eller jeg skal lære jer!" Han greb en af drengene i armen og smed ham hen ad jorden. Da drengen vilde vise sig, fik han et spark bagi. Sådan gjorde Mads Jørgensen sin entré på "Pjaltenborg".

 

2.

Foråret var endelig kommet. Træerne var sprunget ud og stod nu og spredte deres skyggefulde kroner ud over de tørre, sandede biveje, der snoede sig gennem landsbyen. Solen skinnede hele dagen, og jorden svulmede af frodighed. Himlen var klar og næsten skyfri, og en let forårsbrise bar en sødlig duft af blomster med sig ind gennem de åbne vinduer.

Mads Jørgensen sad på en bænk foran sit brændeskur og sludrede med en af sine naboer, Jens Nielsen, der var alderspræsident på "Pjaltenborg", og han følte sig derfor som herre på "Borgen". Han var cirka 65. Hans holdning var ludende; men ansigtstrækkene var faste og bestemte; Man kunde se, han vidste, hvad han vilde.

"Nu har du snart fået det hele i orden her, Mads. Din have har du fået tillagt, du har lavet dig et nyt brændeskur og sat stakitter om haven. Det er alt sammen godt nok; men pas på, du kan meget let komme ind på de andres områder, for det tåler de ikke!" Han så hvast på Mads, der sad med sin lange porcelænspibe mellem knæene. Mads gengældte hans blik. Nå, han vil krig, tænkte han, ja, ja, da, så skal han også få det. "Der er nu dit brænde der," fortsatte Jens, "det ligger på mit område!" "Så flyt det!" snerrede Mads igen. "Du kan selv flytte dit bras!" Svarede Jens med en faretruende klang i stemmen.

Det blev til et hidsigt skænderi mellem de to. Rundt om dem stod ungerne og gloede nysgerrigt på dem. De små stod måbende med tommelfingeren i munden, de store rakte tunge ad dem. Konerne kom ud i dørene for at få det hele med; Det kunde da altid bruges ved en tår kaffe.

Jens og Mads blev mere og mere ophidsede, og til sidst slog Jens hatten af Mads. Mads for op fra bænken, hvor han ellers havde siddet under hele skænderiet, greb fat i Jens og slyngede ham til jorden. Jens blev liggende ligbleg og med lukkede øjne. Mads hev efter vejret og der var angst at læse i hans øjne. Han satte sig ned, tog et drag af piben; Men den var gået ud for længe siden.

Der gik et par minutter i fuldkommen tavshed. Ingen kunde tage sig sammen til at gøre noget. Så åbnede Jens øjnene, og lidt efter humpede han ind til sig selv.

Mads tændte sin pibe og gik en vending ned i haven. Joh, han havde vundet, og han, Mads, skulde nok få hele magten på "Pjaltenborg".

Fra den dag var Mads mere venlig mod sine naboer. Det varede heller ikke så længe, før de begyndte at søge hans selskab. Han kunde altid hjælpe dem med gode råd og en håndsrækning, når det kneb, for han var både dygtig og intelligent. Og hans magt steg fra dag til dag.

For Jens derimod gik det stadig nedad. Han blev meget syg og døde i løbet af sommeren. Naboerne sørgede lidt over tabet af Jens; dog med undtagelse af Mads, han var glad over den vending, sagen havde taget. Der var ganske vidst nogle, der skumlede om, at han havde slået Jens ihjel; Men det var nu løgn.

Der kom en ny familie ind i Jens' lejlighed. Det var et yngre ægtepar med tre børn. Manden var rent ud sagt en doven hund, der levede af socialhjælp, og hvad han nu ellers kunde få uden at bestille noget. Han var flere gange blevet sendt ud på arbejde af kommunen; Men han stak hver gang af. Til sidst opgav man ham, og så røg han ind på "Pjaltenborg".

Konen var en rask, ung kvinde på 25. Hun gjorde, hvad hun kunde for at holde hjemmet oppe; Men manden ødelagde det hele. Han soldede det meste af socialhjælpen op, og hvis han kunde komme til det, stjal han, hvad hun møjsommeligt havde tjent ved at gå på arbejde.

Johan, som han hed, blev snart gode venner med Mads, der på sin side var glad for at få et taknemmeligt offer for sin herskerlyst.

De sad ofte på bænken foran Mads' brændeskur og sludrede, det vil sige, Johan sagde næsten aldrig noget; men Mads havde til gengæld også nok at fortælle. En dag sidst på sommeren sad de på bænken og nød eftermiddagssolen. Mads sad som altid med sin lange pibe mellem knæene. Han snakkede ivrigt om løst og fast; mest dog om sig selv og sine eventyrlige oplevelser. Johan lyttede sløvt og ligegyldigt til hans pralerier.

"Ved middagstid nåede vi frem til en lille landsby, der lå ved foden af bjerget. Der var hedt som i helvedets forgård. Vi var syge af varme. Vi var også forfærdelig sultne; men havde ingen penge. Vi havde betlet os frem fra kysten. Arbejde kunde vi ikke få nogen steder. I øvrigt var det jo også hæderligt at tigge der. Det er ikke som her i landet, bare man sælger et prospektkort, er politiet der. Jeg husker engang, Spritjosef og jeg var på valsen sammen." Han gjorde en mindre pause, harkede voldsomt et par gange, så tog han et drag af piben og fortsatte: "Det var ved vintertid, hundekoldt var det, og vor brændevinsbeholdning var sluppet op. Vi havde kun Josefs kogesprit at varme os på. Den slap også op, og så måtte vi gøre et bræk. Det gav tre måneder på hotellet. Ha, ha, der sad vi så og tørstede. Næ, nu skal du høre." "Har du ikke en tændstik?" afbrød Johan ham uinteresseret. "Joh, her. Har jeg fortalt dig om stormen, dengang bådsmanden gik over bord?" "Næh, det tror jeg ikke," svarede Johan, idet han pulsede voldsomt på sin krumme Shagpibe. "Joh, ser du, jeg var forhyret på en engelsk kulbåd. Stormen kom over os i Nordsøen; ganske pludselig og med sådan en voldsomhed, at det så ud, som vi alle skulde gå under. Ja, ja, det blev altså bådsmanden. Og så var der dengang ovre i Staterne.

 

3.

Der gik nogle år, Mads begyndte at skrante. Det var benene, der ikke kunde blive ved. Han åd som en tærsker, men lavede overhovedet ingenting og blev derfor tykkere og tykkere. Til sidst måtte han gå i seng. Der lå han så, hjælpeløs nogle år. Der var ikke mange, der besøgte ham, for han havde i tidens løb været på kant med de fleste i byen. Af og til var der dog en og anden, der så ind til ham.

Erna, Johans kone, besøgte ham ret ofte og plejede ham, så godt, hun kunde. Hun havde ellers nok at gøre i sit eget hjem. Men hun kunde da ikke lade ham ligge derinde alene og lide. Hun følte det som sin pligt at hjælpe ham, skønt hun følte et stort ubehag ved at være sammen med ham.

Hans lejlighed bestod af to ret store rum og et lille køkken. Der var forfærdelig snavset hos ham. Så snavset, at Erna slet ikke turde begynde at gøre rent. Snavset lå i tykke lag og skjulte gulvets ujævnheder. Ja, flere steder kunde man ikke engang se knasterne, der ragede op som store, uformelige pukler. I alle kroge hang spindelvævet tykt og snavset. Rundt om på gulvet stod spyttebakker og sejlede over. Næ, skønt var der ikke hos Mads Jørgensen.

"Jeg må hellere ind og se, hvordan det går med Mads," sagde Erna til Johan, der lå på sofaen og røg, "han trænger måske til et eller andet." "Ja, et eller andet, hvad? Det er måske det, han gør! Et eller andet, hæ, hæ! Sådan en gammel svinehund! Føj for satan! Og du, du render derind både nat og dag for at tilfredsstille ham. Det er sgu' en net kone, man har sig. Render du efter sådan en gammel møghund! Men nu skal det også være løgn, forstår du! Jeg vil ikke finde mig i det længere! Nu skal det være slut! At du ikke skammer dig, Erna, du, der er mor til fire børn. Din lede mær, sådan en tæve." Og han for op fra sofaen, greb en tung vase og kylede den efter hende. Hun sprang til side, og vasen gik i gulvet med et brag og knustes.

"Hvad bilder du dig ind, din dovne tølper! Din, din elendige usling! Hvor vover du at komme med den slags beskyldninger?" Skreg Erna med gråd i stemmen. "Aldrig har jeg været utro. Jeg har altid gjort min pligt her i hjemmet, mens du drev og soldede. Du har ikke grund til at bebrejde mig noget; men hvad har du gjort for hjemmet? Du har ødelagt livet for mig og børnene, har du!"

Børnene var vågnet ved larmen. Nu sad de rundt om på gulvet i deres stumpskjorter og særke og tudede heftigt.

"I skal ikke være kede af det! Mor køber en ny vase i morgen." Men det hjalp ikke, de vidste jo godt, at det ikke var vasen, der betød noget.

 

4.

Erna fortsatte trods alt med at pleje Mads Jørgensen. Det blev værre og værre med ham, og til sidst kunde han slet ikke støtte på benene. Der kom en sygeplejerske og så til ham hver dag; men hun skyndte sig for at komme afsted igen.

Erna havde lige givet børnene noget at spise. Hun tog en skål middagsmad og gik ind til Mads med den. Døren stod ulåset, som den havde gjort under hele hans sygeleje. Hun kom ind i køkkenet, hvor der lugtede surt. Inde i stuen så det ud, som om der havde været nogen. Hun åbnede døren ind til sovekammeret. En voldsom stank slog hende i møde. Hun fik hjertebanken og kvalmefornemmelser. Hun åbnede vinduet for at trække frisk luft.

"Hvad står du der og gloer efter?" spurgte Mads gnavent. "Kan du ikke se, at jeg ligger her og sejler i mit eget møg, hvad?" Han så ondt på hende. Som hun stod der og betragtede den gamle i sengen, begyndte en angst at snige sig ind over hende, og den genspejlede sig i hendes øjne. Mads så det. Han grinede med en hæs strubelyd. Erna stod længe uden at foretage sig noget; men så tog hun sig sammen og fik ordnet det hele.

Hun stillede sig igen henne ved vinduet, mens Mads grådigt fortærede maden. Da han var færdig, gik Erna hen efter skålen. Han holdt skålen sådan, at hun måtte læne sig ind over ham for at nå den. Pludselig slap han skålen og trak hende ned til sig. Hun kæmpede vildt. Men han holdt hende fast. Han forsøgte at trække hende op i sengen til sig; men hun slog ham med al sin styrke lige i ansigtet, så han fortumlet slap sit tag. Hun for ud af døren. Efter den dag så Mads ikke noget til hende.

Nu lå han helt alene, for da det rygtedes, hvad der var hændt Erna, vilde ingen hjælpe ham mere. Kommunen, der ellers havde holdt sig passiv, måtte nu træde til.

En aften aflagde sognerådsformand Andreas Johansen et besøg hos Mads Jørgensen. Han bankede kraftigt på døren; men da der ikke var nogen, der svarede, åbnede han døren og gik ind. Han standsede og hev efter vejret. Så gik han ind til Mads. Han var meget ked af sit hverv; men det skulde gøres, og han var den nærmeste til at gøre det.

"God aften, Mads! Nå, hvordan går det?" Han forsøgte at smile til Mads; men det blev kun til en bitter grimasse.

"God aften, Andreas! Se, se, det høje sogneråd er nok kommet på besøg!" Han harkede en stor klat slim op, spyttede efter spyttebakken, men ramte ved siden af. Andreas stod og betragtede klatten, der bredte sig mere og mere, indtil gulvbrædderne havde opsuget den og kun efterladt en mørk plet. "Det har også taget sin tid," fortsatte Mads og så skarpt på Andreas. "Nu har jeg ligget her snart fire år, forpint og hjælpeløs; men hvad har I brudt jer om det? Bare I selv har det godt, er I ligeglad med os andre. Bare I har et ben at gnave, er I tilfreds! Jeres pligter er I sgu' ragende ligeglade med!" Han rejste sig halvt op i sengen, harkede engang og så udfordrende på sognerådsformanden.

"Vi gør vores arbejde, Mads! Det er ikke os, der er samfundets snyltere; det er"

"Det er os! Joh, jeg kender visen, jeg har hørt den så tit. Vi snylter på samfundet, vi lever på det offentlige og gider ikke bestille noget; og alligevel har jeg måske set mere af verden end alle I andre tilsammen. Jeg har prøvet livet; frosset og sultet; kæmpet og tabt. Jeg er blevet hånet og spottet; men også jeg har engang udfyldt en plads her i samfundet. Har du det? Har du nogensinde udført et stykke nyttigt arbejde? Har du? Har du gjort din pligt overfor det samfund, I råber op om? Vi betaler din løn, ja, I siger nok, det er jer, der forsørger os; men det er løgn! Det er de små, der må bære byrderne! Det er dem, der må betale gildet!" Han satte sig helt op i sengen, hans øjne lynede, og ansigtet var mørkerødt af vrede. Han spyttede foragteligt på gulvet: "Fy for satan! Sådan nogle kæltringe! I skulde tage jer af kommunens sager; men i stedet vanrygter i jeres hverv! Slyngler!"

"Jeg synes, du skulde holde op, Mads, ellers går du vidst for vidt. Jeg tåler ikke at blive fornærmet af sådan en som du!"

"Der har vi det!" Råbte Mads triumferende, "I regner ikke os for noget! Og dog er jeg måske mere værd end du. Min far havde et stort gods på Fyn. Jeg fik en god og streng opdragelse. Jeg skulde have været student, jurist. Men så skete der en stor ulykke, ak, ja, det var forfærdeligt. Min far og jeg blev uvenner, og så smed han mig ud. I begyndelsen hjalp min mor mig, så jeg kunde fortsætte med mine studier; men så døde hun, og jeg var helt alene; ingen vilde hjælpe mig. Jeg var fortvivlet; men så tog jeg til søs og var borte i over tyve år. Pludselig en dag fik jeg hjemve. Jeg lod mig hyre for København. Jeg arbejdede nogle år ved havnevæsenet. Men min natur var for urolig. Så begyndte jeg at strejfe landet rundt. Jeg solgte postkort, barberblade, og hvad det nu hedder alt sammen. Til sidst blev jeg dog for gammel og endte så her i kommunen. Hvordan I har behandlet mig, behøver jeg vidst ikke at fortælle. Men hvorfor fortæller jeg dig alt dette? Der er ikke nogen før, der har hørt min historie." Han sukkede. "Ja, ja, jeg har trods alt levet, og nu skal jeg dø; dø i denne forbandede hule!"

"Havde jeg vidst, at din far var godsejer, havde jeg behandlet dig noget bedre."

"Føj for helvede! Og du, du er Socialdemokrat; den lave klasses ven."

"Du er hård Mads!" "Ikke for hård imod dig i hvert fald!" "Om du aldrig så meget har været godsejersøn, er du en snylter, og det har du vel været hele dit liv igennem."

Raseriet var igen kommet op i Mads, og han skreg med sin hæse røst, så Andreas skælvede: "Modbydelige slyngel! Jeg siger dig, jeg vil ti gange hellere være snylter end forløjet tillidsmand; hellere være betler end bengnaver!"

Andreas tørrede sveden af panden. "Lad det nu være nok, Mads. Jeg har noget at tale med dig om. Grunden til mit besøg er den, at vi på sognerådsmødet i torsdags blev enige om, at du skulde op på alderdomshjemmet. Hvad siger du til det?"

Mads så fast på ham. "Nej," svarede han afgjort. "Hvorfor ikke?" "Efter den måde, hvorpå I har behandlet mig," svarede han med et bittert smil, "kan min stolthed ikke tillade mig det. Og i øvrigt, jeg skal snart dø." "Det kan du ikke vide, Mads!" "Hvem skulde ellers?" "Ja, ja, når du ikke vil, så har jeg ikke mere at gøre her," sagde Andreas og tog sin hat for at gå.

"Vent lidt," sagde Mads og gjorde en afværgende håndbevægelse, "se engang på stuen her; ja, se dig rigtig om, Andreas! Hvad vilde du synes om at bo her?" "Er du gal, mand!" svarede Andreas, idet han foragteligt rynkede på næsen. "Da ser du selv! Det er ikke nogen menneskebolig; men til mig er den god nok!" "Jeg skal sørge for, at dine stuer bliver gjort rene," svarede Andreas med mat stemme. "Og hvad så med mad?" "Jeg skal ordne det hele," mumlede Sognerådsformanden og skyndte sig ud.

 

5.

Stine var i fuld gang med at gøre rent hos Mads Jørgensen. Det var et utaknemmeligt arbejde; men det blev godt betalt. Hun var gode venner med sognerådsformanden, sagde man, så hun skulde nok få sin betaling. Hun havde meget arbejde for kommunen i forvejen og tjente faktisk mere end en arbejdsmand, der måtte slide fra morgen til aften. Man skal stå sig godt med ledelsen, plejede hun at sige. Denne gang syntes hun dog, at der var for meget arbejde. Hun skulde sørge både for mad og rengøring og pleje Mads på alle måder.

"Hent noget brænde, Stine, så jeg kan få fyret i kakkelovnen herinde. Jeg fryser!" "Her er ikke koldt." "Hent det brænde, for satan, her er hundekoldt! Tror du, du er her for at drive, hvad? Skønt, det plejer du vel, når du arbejder for kommunen. Betalingen er der vidst ellers ikke noget i vejen med, efter hvad jeg ved. Når man er sognerådsformandens elskerinde, mangler man vel ikke noget? Det er vel også sådanne steder, vore rabatkort går hen."

"Hold kæft, din modbydelige slange, dit hæslige kryb! Hvor vover du? Sådan en gammel sjover!"

"Nu kan det dæleme være nok, din tyvemær! Hvor er mine penge, der lå i skuffen derhenne? Hvor er de, hvad! Hvor er min blå manchetskjorte og mit lommeur? Fordømte mær! Jeg skal nok sørge for din fremtid. Der er sikkert en plads i kachotten også til dig!"

Han slog dynen til side og sprang ud på gulvet. Hun for forskrækket ud af sovekammeret, og han bagefter; fuldstændig besat af sin vrede og ophidselse. Han greb efter hende, men styrtede over dørtærsklen. Han hørte yderdøren blive smækket i med et knald.

Nu lå han der midt på gulvet og forsøgte at rejse sig; men han kunde ikke. Han slæbte sig hen til sengen, greb fat i den for at komme op; men kræfterne svigtede ham fuldstændigt. "Satans også," mumlede han mellem de sammenpressede gummer, "Satans også! Tyvekælling! Svindlerpak!" Han lå og fik medlidenhed med sig selv: "Åh, jeg stakkels, gamle mand! Nu må jeg ligge her, syg og hjælpeløs; ensom og forladt. Hvad skal jeg dog gøre?" Han gav sig til at råbe; men der kom ikke nogen. Han frøs, så han rystede over hele kroppen. Men lidt efter lidt var det ligesom kulden fortog sig. Han forsøgte at sove. Længe kunde han ikke. Tankerne hvirvledes rundt i hans hjerne. Han vilde gøre op med tilværelsen nu. Dog, han turde ikke; han var bange for fortiden; og hvad vilde der hænde ham, hvis han døde nu? I begyndelsen syntes han, at alle de andre var onde, og at han selv var et godt menneske; men efterhånden som søvnen fik tag i ham, flød det hele sammen for ham, og de var i grunden gode nok allesammen. De passede og plejede ham, og han lå nu i sin varme seng, og i morgen skulde han ud til sine høns. Ja, hvordan mon de havde det? Mon de havde savnet ham? Joh, alt var så godt, så godt.

Han vågnede ved sine egne skrig. Der foresvævede ham noget forfærdeligt, noget, han havde drømt. Han turde ikke tænke på det; men alligevel kredsede hans tanker om det, han ikke rigtig vidste hvad var. Han havde en sær bitter smag i munden, det stammede også fra drømmen, nu kunde han bedre huske den: Alt var mørke, et underligt og fjendtligt mørke, det var ligesom uldent. Han sank ned i dette mørke; dybere og dybere; han følte intet, kun den bitre smag, der fyldte ham med rædsel. Han blev ved at synke, og smagen tog til. Han skreg, skreg som besat, og så vågnede han. Han var forundret over at finde sig selv liggende på gulvet, og troede først, han var faldet ned fra sengen. Så kom han i tanker om det skete, og raseriet kom atter op i ham. Snart efter glemte han det igen.

Han lå og betragtede loftet, hvis maling delvis var skaldet af. Resterne dannede sære figurer, som han morede sig kosteligt over. "Næ, se der, det er jo Peter med børen, og der, ja, det er konen med sækken. Åh, se nu der! Hvor er det kønt! Det er tremasteren "Margrethe", som jeg sejlede med, da jeg tog hjemmefra. Og det der? Jo, mon ikke det skal være fars gods? Det er da fars gods. Min mor er der? Lad mig se! Er det hende, der står der? Nej! Det er jo Rolf, vor trofaste vagthund, som ridefogeden skød ved et vådeskud. Hvad mon vi skal have til middag? Jeg synes, jeg kan lugte det røgede flæsk. Bare far ikke er gal på mig længere, fordi jeg ikke vilde ride ind til byen. Gud ved, om Spritjosef husker at købe to potter brændevin. Sjov fyr ham. Jamen, der står han jo, derhenne ved det knudrede træ. Han har mistet det ene ben; sådan noget pjat, han havde da dem begge to i går. Og det, hvad er det? Ja, hvad er det? Åh, hvad har jeg gjort! Det er Fanden selv! Han stirrer ned på mig med sine onde øjne. De brænder sig fast i min sjæl. Og se! Hans hæslige grin! Han vil have fat i mig; han rækker sine lange dødningearme ned imod mig. Men jeg har ikke gjort noget; nej, nej, jeg har ikke gjort noget; ikke noget grusomt! Lad være at stirre sådan på mig! Jeg har ikke gjort det! Jeg har ikke! Åh, nej, lad være, hører du! Jeg har ikke myrdet hende! Og dog, hvorfor nægte det? Du ved jo alt! Det var dig selv, der fik mig til det. Du sagde jeg skulde, og så gjorde jeg det. Jeg myrdede hende, jeg elskede; myrdede hende, fordi hun ikke elskede mig, og fordi du sagde det. Og siden har du pint og plaget mig, forfulgt mig hele livet igennem, lokket og truet mig. Og i nat, ja, jeg ved det, i nat vil du hente mig, slæbe mig ned i dit modbydelige helvede. Du vil glæde dig over mine pinsler, spotte mig, fordi jeg trods alt er god. Men jeg vil ikke, hører du! Jeg vil ikke! Jeg er syg og elendig! Ser du det ikke? Åh, lad mig leve, leve, leve! Åh, Gud, du, som har vendt mig ryggen, hjælp mig, hjælp mig! Jeg har ikke været ond; jeg har været god mod mine kammerater på landevejen; delt mit skråtobak og brændevin med dem, og jeg har aldrig snydt dem for en eneste øre. Du kan ikke lade djævelen hente mig nu! Du må hjælpe mig!" Han lod sit angstfyldte blik glide rundt i kammeret. Mørket kom langsomt snigende frem fra krogene og drev lyset ud gennem vinduet. Det svage lys blev hængende lidt i kammeret; men til sidst var det helt borte. Han så kun vinduet som små halvmørke felter, der til sidst faldt helt sammen med de øvrige omgivelser, og et uigennemtrængeligt mørke fyldte rummet.

Mads var kun af og til ved bevidsthed. Det meste af tiden hjemsøgtes han af onde feberfantasier. Pludselig var det, som om stuen var fyldt med blodrøde flammer. Han svedte, så hans undertøj var drivvådt. Alt flød sammen for ham i dette ildhav. Han skreg, skreg som en besat: "Nu kommer han, nu kommer han! Lad mig være! Åh, hører du, hører du, lad mig være! Det er Satan selv, jeg ser det klart, det er ham! Det er Helvedets ild, der vil fortære mig. Åh, jeg brænder, jeg brænder! Hjælp, hjælp!"

Naboerne havde hørt hans uhyggelige skrig og kom ind for at se, hvad der var sket. Mads lå foran sengen. Hans ansigt var fordrejet i angst. Han stirrede vanvittigt på dem. De fik ham i seng og ringet efter lægen; men da lægen kom, hørte Mads ikke længere med til denne jammerdal, der havde skuffet ham så dybt.

 

Peter Hansens fald

 

1.

Midt i landsbyen drejede en smal sandvej fra. Den førte op til fire-fem mindre husmandssteder. Det sidste i rækken tilhørte Peter Hansen. Husmandsstedet bestod af tre stråtækte længer, små, usle bygninger; men Peter holdt grænseløst af dette sted, som han var født og havde levet hele sit liv. Stedet havde været i slægtens eje i mange generationer, og det skulde ikke komme på fremmede hænder, så længe Peter Hansen levede.

Selvom Peter som ung havde været en flot fyr, henlevede han dog sit stille, ensformige liv som ungkarl. Han havde nok i sine dyr, plejede han at svare, hvis nogen spurgte om grunden til, at han ikke var gift.

"Jeg vil fanme ikke ha' de forbandede kvindfolk ind i mit hus! Næh, jeg vil leve i fred sammen mæ mine dyr. Vi vil ha' fred, ikke Bjørn?" Og han klappede kærligt hunden på ryggen. "Ja, ja, fred vil vi ha'."

Dyrene elskede ham uden lige. Man så ham aldrig alene. Bjørn fulgte ham altid lige i hælene. Hjemme flokkedes hønsene om ham, og nogle af dem havde for vane at flyve op på hans skuldre, hvor de sad og pillede halmstumper af hans hat, og der var altid nok at få fat i. Katten strøg sig til stadighed op ad hans ben. Når han kom ind i stalden, vrinskede hesten fornøjet, og fra hans tre køer steg der et formeligt brøl af glæde op under det lave, hvidkalkede bjælkeloft. Grisene skreg, men om det var af sult eller af glæde, er vidst vanskeligt at sige. Og Peters runde, godmodige ansigt strålede af lykke. Nej, han savnede ikke noget. Sandelig, hos ham blomstrede freden. Synd at spolere den. Her var bestemt ikke plads til en kvinde.

Om sommeren havde Peter allermest travlt. For han drev gartneri i en del af sin mark. Han solgte jordbær og nye kartofler og tjente i grunden mange penge; alt for mange, fristes man til at sige, for han begyndte at blive gerrig. Om efteråret havde han travlt med nedplukningen af frugt, for der hørte en meget stor frugthave til stedet, og han var alene om arbejdet. Vinteren var en stille og fredelig tid for det lille samfund. Det var så hyggeligt, når Peter om aftenen listede rundt i udhusene med flagermuslygten i hånden for at se, om alt nu var, som det skulde.

Dagligstuen, hvor Peter opholdt sig sammen med Bjørn og katten, Pjevs, var lille og lavloftet. Hvor længe tapetet havde siddet på væggen, var ikke let at afgøre; men det var sikkert ikke sat op i Peters tid. Loftet var brunmalet som det øvrige træværk i stuen. Det var snavset og sodet. På det solide, meget klodsede egetræsbord lå en rød- og hvidternet voksdug, der var hullet og flosset i kanten. Der stod altid en uvasket kop på bordet. "Hvorfor sku jeg vask den, den bliver jo snart beskidt igen," plejede han at sige med et lunt glimt i de vandblå øjne. Og som det gik koppen, gik det al porcelænet: Det fik lov at stå uvasket hen. Han vaskede aldrig op. "Ded behovs sgut," sagde Peter, og selv generedes han ikke af snavset. Foruden sengen var der af møbler kun slagbænken bag ved bordet og et gammelt chatol, hvis skuffers indhold var en stor hemmelighed. Og så var der naturligvis Bjørns kurv, som Peter selv havde flettet af pil fra mergelgraven. På væggen hang et lille fint udskåret skab, hvor han opbevarede mel og sukker og, bedst af alt, en aldrig tom brændevinsflaske. Peter var glad for et par dramme i ny og næ. "Ded er den irnste fornøjelse, jeg under mig sæhl; men ded gør jeg te gengæld osse gern, ja, jeg gør det sgu." Peter havde også en anden stue, Stadsstuen; men der kom han aldrig; ja, havde måske ikke været der, siden hans mor døde, og det var 17 år siden nu til Sankt Hans. Det var en skøn tid dengang, der var en kvinde i huset; men det var jo også hans mor; men en fremmed kone i huset, nej, det vilde han sgu' ikke have; nej, fanden om han vilde!

Han levede godt. Om morgenen spiste han en solid portion havregrød med sirup og med et stort smørhul i midten. Frokosten bestod som regel af nogle humpler rugbrød med et tykt lag svinefedt. Pålæget bestod altid af spegepølse og skinke. Midt på eftermiddagen listede han altid hjem og lavede en kop kaffe. Han lavede altid varm mad til aften. Oftest var det stegt flæsk eller spegesild. Han kiggede ofte ind i det lille skab. Det var ikke sådan, at Peter drak; men som han selv sagde, holdt han meget af en snaps, og det hændte ikke så sjældent, at han gik fuld i seng. Men han gik aldrig i byen. Hvem skulde så passe hans dyr imens. Dyrene levede fuldt ud lige så godt som han. De struttede også af sundhed. Næh, hos Peter Hansen blev der sandelig ikke sparet på kosten, det kunde man let se.

Ude i et af udhusene havde Peter indrettet et interimistisk værksted. Det var ganske efter hans eget hoved. Det var ikke særlig praktisk indrettet, men vældig interessant. Der var en morsom knivbænk. Ejendommelig var den med alle sine huller, stroppe og kæppe. Hvad alle disse ting skulde bruges til, vidste han vidst ikke selv. Han talte altid undvigende om den, men samtidig med en vis stolthed; for han havde selv lavet den, ja, han havde såmænd. Der var mange af den slags redskaber, og de fleste havde han selv konstrueret. Her imellem alle sine opfindelser opholdte han sig næsten altid, når ikke dyrene og bruget krævede hans tid. Han lavede så at sige alt selv: Flettede høkurve, bandt riskoste til stalden, lavede børster af Lottes hale, snittede økseskafter, og hvad der ellers var brug for. Jo, Peter var skam en flittig mand; blot kneb det med renligheden; men han havde det alligevel godt.

Det var en dag sidst i frugttiden. Himlen var grå og overtrukket. Det var bidende koldt, og vinden blæste kraftigt. Til tider ruskede den i træerne med sådan en voldsomhed, at den frugt, der endnu var tilbage, styrtede ned og knustes. Jorden i frugthaven var næsten dækket af nedfaldne blade. Tunge, sorte regnskyer kom sejlende fra sydvest.

Peter var ikke glad. Efteråret var kommet bag på ham. Han havde endnu en del frugt på træerne, og hvordan skulde han få den ned. "Du må sæhl op ætter'et," mumlede han, "Du hår ikke råd te og la'ed sid." Råd havde han vel nok. Men deroppe i de svingende trætoppe vinkede en god fortjeneste, og den kunde han ikke lade gå fra sig. Han skyndte sig ind efter den lange stige, fik den sat til et stort flaskeæbletræ og skulde til at klatre til tops. Han så op. "Ded var da liggodt fandens som ded blæser," sagde han betænkeligt. Han var lidt ængstelig ved at klatre til vejrs, for han stod ikke så godt på benene mere; men han havde også passeret de halvtreds. Den dag havde han vidst også været lidt hård ved flasken. Man skulde jo have noget at varme sig på i den kulde. Han tog sig sammen og kravlede op. Stigen svajede med ham, så han hele tiden måtte holde sig fast med den ene hånd.

Kurven var næsten fuld; men der var endnu nogle store æbler, han gerne vilde have med. Han lænede sig til den ene side for at nå et æble. I samme øjeblik kom der et kraftigt vindstød. Peters ene fod gled bort fra trinet. Han fik overbalance og styrtede ned. Han faldt tungt, og alt forsvandt for ham.

Da Peter kom til bevidsthed igen, smertede hans krop forfærdeligt. Han forsøgte at rejse sig; men smerterne var så voldsomme, at han måtte opgive det. Det dunkede i hans hoved, og han kunde ikke rigtig huske, hvad der i grunden var sket.

Bjørn var helt ude af sig selv; den løb frem og tilbage mellem haven og huset. Til sidst lagde den sig ved siden af Peter på den våde iskolde jord.

Sådan lå de, til mørket begyndte at falde på. Inde i stalden begyndte dyrene at blive urolige. Peter sukkede. "Åh, i stakkels dyr! Nu ska jeg prøve. Jo, jo, nu kommer jeg, nu kommer jeg." Men han kunde ikke rejse sig. "Stakkels dyr, hvem ska nu gi jer æd?" Det var forfærdeligt for ham at høre dyrenes klage uden at kunde hjælpe dem. Han følte så meget for dyrene, at han næsten glemte sine egne smerter.

 

2.

Hos Peter Hansens nabo, Jens Jensen, herskede der en febrilsk travlhed. Konens søster fra København havde lige skrevet, at hun sammen med hele sin familie vilde komme på besøg den følgende dag. Nu var det så uheldigt, at det var lørdag, så de kunde ikke nå at komme ind til byen og handle, og desuden havde de heller ikke så meget at gøre indkøb for.

"Jamen, hvad ska vi dog gøre, ded kommer jo ganske bau på en," sagde konen opgivende. "Godt er'ed, vi fik køvt den flæskesteg i går. Hvis vi nu kunde få nåed mælk, ku jeg lau rødgrød, joh, ded ku jeg."

"Prøv, om ikke Per-han vil sæl os et par potter," sagde manden.

Man blev enige om at prøve denne udvej, og datteren, den 30 årige Maren, tog mælkespanden og gik op til Peter Hansen.

Hun kunde ikke finde Peter nogen steder. Køerne stod og brølede, hesten stampede utålmodigt, og grisene hylede som besatte, katten mjavede ynkeligt, og ude i gården løb hønsene blinde omkring og kunde ikke finde ind. Hun gik ind i stuen og kaldte; men der kom intet svar. Hun gik atter ud i gården. Hun begyndte at blive uhyggelig til mode. Hun stod ganske stille og lyttede; men det eneste, hun hørte, var vindens susen i træerne.

Pludselig kom Bjørn farende, snusede til hende og løb igen om i haven. Maren fulgte efter og fandt Peter. Han var helt gennemblødt af regnen og så medtaget ud. Hun fik ham i seng og vilde ringe efter lægen.

"Næi, næi, Maren, la vær mæ ded. men hvis du vil gøre mig en tjenst, så ta dig af dyrene."

Maren tog sig af det hele: Plejede Peter under hele hans sygeleje, passede hans dyr og gjorde huset rent for ham.

"Ded var fandens te kvindfolk," tænkte Peter og så på Marens svulmende former. "Ded var liggodt fandens." Og der kom et grådigt udtryk i hans øjne.

Peter havde brækket det ene ben og fået lungebetændelse af at ligge på den kolde jord så længe; men det varede ikke så længe, før han igen kunde stavre rundt i stuen; han vovede sig endog af og til ud i stalden. Han så til alle dyrene; kløede grisene bag øret, gav køerne en ekstra roe og lagde til sidst armene om Lottes hals og mumlede: "Hvad mener du, lille Lotte, sku jeg givt mig, hva, sku jeg? Fanden te kvindfolk! Ja, Jeg er sgu helt gal ætter hende."

Det var ikke så lige en sag for Peter. Han kunde ikke beslutte sig til, hvad han vilde. Han gik længe og rugede over sit forehavende. Men så en aften, han var lige kommet i seng, og Maren gik og puslede inde i stuen, tog han sig sammen:

"Hm, Maren, hm, hør her, ja, ded er sgu nåed sjovt, hm, nåed maed alvorligt nåed, som at jeg vil tale med dig om. Hæ, hæ, Maren, du er sgu en køn tyes, ja, du er! Hæ, kom herhen te mig. Sæt dig her på sengen; nej, nej, Maren, ikke så langt væk; kom helt hen te mig, hæ, hæ, helt herhen." Og han lod sine hænder grådigt glide hen over hendes former. "Hør Maren, nu ka jeg snart klare mig sæhl igen, og du, ja, du rejser jo fra mig; men, ja, ded er nu ikke så let at få'ed sagt; men, ja, altså, Maren, vil du ikke være min kone?" Han så på Maren med et hungrende blik, trak hende op til sig, og Maren sagde ja til det hele. Hun vidste godt, at Peters sted var gældfrit, og at han havde 12.000 i banken. Næh, hun vilde ikke blive snydt med Peter Hansen.

 

3.

Nu fulgte en god tid for Peter. Maren var en dygtig husmor og lavede god mad til ham. Peter var jo glad for god mad, så selvom han nok syntes, at Maren brugte vel mange penge, var han dog tilfreds med sagens udvikling.

Maren var ikke tilfreds med huset, som det var, og det forandrede efterhånden fuldstændig karakter. Der blev bygget nye længer, flotte og moderne; men hyggen forsvandt, syntes Peter, og han begyndte at blive bange for, hvordan det vilde gå.

Han indså, at de penge, han havde i banken ikke kunde holde til det tempo, Maren gav dem ud i.

En aften, de sad i den nye, flot møblerede dagligstue, sagde Peter med en klang af utilfredshed: "Du må se at spare, Maren, ellers gå'ed sgu galt." Hun så vredt på ham: "Nu har jeg ordnet ded hirl for dig, og så gør du bar vrøvl mæ at jeg bru'r for mange penge. Jeg synes, ded er småligt af dig, at du ikke kan unde mig nåed. Bier jeg dig om nogen penge te mig sæhl, så er du ikke te at ha mæ at gør. Du sku være glad, fordi jeg har trukket dig op af skidtet."

"Du har sgut trukket mig op af skidtet; men hvis du fortsætter, så ender jeg der fanme!" Han sad og så frem for sig med rynket pande. Så rejste han sig og gik ud. Han slog døren hårdt i efter sig. "Fanden te kvindfolk," mumlede han vredt, idet han gik over i stalden for at fodre af.

Efter den aften havde de ofte små sammenstød, men det endte gerne med, at Peter gav efter. Maren satte ikke sit forbrug ned, og snart måtte de til at sælge redskaber, møbler, og hvad de ellers kunde undvære. Og så en skønne dag skulde stedet sælges på tvangsauktion. Der var gået ti år, siden de blev gift, og nu var han fuldstændig ruineret, ikke en skilling havde han tilbage. Jo, jo, Peter Hansen havde skam fået sig en rigtig kone.

Det var en trist dag for ham, da stedet skulde sælges på tvangsauktion. Hvad skulde han nu, og hvad med dyrene?

Han gik ind i stalden, lagde armene om halsen på Lotte, som han så tit gjorde, når han var ked af noget, gemte ansigtet i dens manke og begyndte at snakke med den: "Goe, trofaste ven," mumlede han med stump stemme, "Alt er forbi nu, ja, ded er. Jeg sku aldrig ha gjort ded, nej, jeg sku aldrig ha givted mig med hende, og nu, ja, nu ded hirl sæls, og, og jeg ska skilles fra jer alle, alle mine kære dyr, mine bedste venner. I ska sæls, og hvornår vil I så få'ed? Ja, ded er tungt for såen en, som mig." Der glimtede en tåre i hans gode øjne. "Ak, ja, ded er forbi nu, jeg er færdig!" Han kæmpede mod gråden, der sad som en stor knude i halsen. "Men dig ska de ikke ha, Lotte; du er for go te dem. Så, så, lille Lotte, bare rolig. Ja, ja, så farvel da, min trofaste ven!"

Han tog sit jagtgevær ned fra væggen. Der lød et højt knald, og hesten faldt om på siden i båsen.

Da man kom ind i stalden, lå Peter på knæ ved siden af hesten og hulkede stille.

 

Han kunde ikke gøre for det

 

1.

Jytte kom gående med et stort bundt aviser under armen op ad den ujævne markvej, der førte op til et lille husmandssted, der lå ganske for sig selv i en afkrog af byen. Hun var en kraftig og meget udviklet pige på 12 år. Hendes far var en drivert, så de sad småt i det, og for at bøde lidt på det, hentede hun aviserne i stationsbyen og bragte dem rundt til bønder og husmænd i landsbyen. Det gav altid en ekstra skilling. Alle de penge, hun tjente gik til hjemmet, selv havde hun ikke noget ud af sit slid. Ofte var det en hård tørn for hende, for det var jo hver dag, ligegyldigt hvordan vejret end var. Men hun var en rask pige, og trods alt var hun glad for, at hun kunde hjælpe sin mor. Hun måtte også gå på arbejde sammen med moderen efter skoletid.

Hun sagtnede sin gang, da hun fik øje på husmandsstedet. Da hun endelig nåede stedet, trak hun vejret dybt og bankede på. En stor knoglet mand kom for at lukke op. "Nå, er du der med avisen, Jytte," sagde han og så på hende med sine store, sorte øjne, der så helt uhyggelige ud under de buskede øjenbryn. Hun rystede lidt, da hun rakte ham avisen. "Tak skal du have, min ven. Nu skal du få et æble. Kom, lad os gå om i haven efter det. De er modne nu, dejlige store, modne æbler."

De gik om i den store frugthave, hvor jorden var oversået med nedfaldne æbler. Jytte bøjede sig ned for at tage et. "Nej, nej, du skal da have et rigtig fint et, et af de store, røde derhenne. Kan du ikke selv nå dem?" "Nej, men jeg vil hellere have et af de der." "Sådan noget sludder, de røde er bestemt de bedste. Kom, så skal jeg løfte dig op, så du selv kan tage et." Det var det, hun var bange for; altid skulde hun have æbler, og altid vilde han løfte hende. Han tog fat om hende og løftede hende op mod de modne æbler, og hun turde ikke andet. Hun tog hurtigt et æble og vilde ned. "Nej, du skal da have nogle flere. Ja, det der, og så det derhenne, sikke et flot et, hvad? Det skal du give din lillebror." Han rystede sært på hænderne, syntes hun, og det fyldte hende med rædsel. Hvad betød det? Ja, hun tænkte sit; men hun vilde ikke rigtig tro det; hun turde ikke tænke tanken til ende. Hun følte sig svag og lille i hans lange, knoglede arme. Endelig stod det hende helt klart, og hun begyndte desperat at stritte imod. Endelig satte han hende ned på jorden igen, og hun skyndte sig at komme videre på sin avisrunde.

Som hun gik der alene med sit store bundt aviser under armen, begyndte hun at tænke over sagen, og hun besluttede sig til sidst til ikke mere at hente avis til ham; skønt han altid gav gode drikkepenge.

 

2.

Æblerne var nu så modne, at de skulde plukkes ned. Kristen Nielsen, husmanden, som Jytte var så bange for, havde mere frugt, end han selv kunde overkomme at plukke af. Han var ungkarl og boede helt alene på sit lille sted.

En dag så man ham med en kurv under armen på vej til Niels Svendsens. Han var klædt i noget halvsnavset og lappet tøj. Benklæderne var grå og nåede kun til et sted mellem knæene og fødderne. Hans blå og hvidstribede montørtrøje stod åben, måske fordi der ikke var nogen knapper. Han gik med lange, sindige skridt og ludende holdning. Da han kom hen til tømmerens hus, standsede han et øjeblik, så sig omkring på en mistænksom skulende måde. Han lettede lidt på avisen, der dækkede kurvens indhold og gik så ind i haven og bankede på Niels Svendsens dør.

Jytte kom ud for at lukke op. Hun veg tilbage, da hun så, hvem det var. "Goddag, min ven! Er din mor hjemme?" "Jo," stammede Jytte, "Hun er inde i stuen." "Ja, jeg skulde lige snakke med hende. Sig mig for resten, hvorfor vil du ikke hente avis til mig mere?" Jytte blev forvirret. "Det er fordi, ja, det er altså fordi." Hun tænkte sig lidt om, så fik hun pludselig et godt indfald: "Fordi det snart er vinter, og så tør jeg ikke gå op forbi "Kildegården." De har sådan en stor og bidsk hund." "Ja, ja," svarede han, og gik ind i stuen, hvor Petra var i færd med at reparere børnenes tøj.

"Goddag, Petra!" Sagde han og smed sin fedtede hat på bordet. "Jeg har lidt æbler til jer her. De er jo modne nu." Han stillede kurven fra sig på en stol. "Sæt dig ned, Kristen!" "Joh tak." Se det er jo æblerne, det er galt med. Som jeg sagde før, så er de modne nu; men jeg kan ikke selv overkomme det hele. Kan du ikke plukke af for mig et par dage?" "Jah, jeg ved ikke rigtig," svarede Petra og så på en dynge tøj, som skulde stryges. "Jeg har næsten ikke tid. På den anden side trænger jeg også til at tjene lidt." "Du skal få det godt betalt," brød Kristen ivrig ind. "Ja, så kommer jeg i morgen," sagde hun og gik hen til kakkelovnen, hvor en kedel stod og kogte. Hun tog kedlen og gik ud i køkkenet. "Hvad giver du så i år?" spurgte hun derudefra. "Ja, jeg ved det sgu' ikke rigtig, men du skal ikke blive snydt." "Det plejer jeg heller ikke, Kristen. Hør Jytte, vil du lige dække bord, så vi kan få en kop eftermiddagskaffe?"

Petra kom ind med en blåemalieret kaffekande og skænkede op. "Nå, I er allerede begyndt at fyre," sagde Kristen og så hen på kakkelovnen. "Jo, det er også blevet koldt efterhånden," svarede Petra, hvorefter samtalen gik i stå.

Ja, men så kommer jeg i morgen," sagde Petra, da hun fulgte Kristen ud.

Den følgende dag var Petra og Jytte i fuld sving med at plukke æbler. Mens Niels Svendsen lå hjemme på divanen og røg tobak. Petra vilde have haft ham med op til Kristen; men han havde så ondt i ryggen, at han ikke kunde røre sig, havde han svaret, og hun måtte gå uden ham. Han lå og tænkte på, at verden i grunden var uretfærdig imod ham. Hvorfor skulde han sidde så småt i det? Hvorfor skulde de slide i det, for at det kunde gå rundt. At han ikke bestilte noget selv, fandt han ganske naturligt. Han måtte være syg, mente han, for han blev altid træt, når han skulde arbejde. Fagforeningen havde ofte sendt ham ud på arbejde, men han lavede aldrig noget og blev næsten altid "syg", som han kaldte det. Han havde det allerbedst hjemme på divanen. Den forlod han som regel kun, når han skulde spise. Han var en stor, stærk mand, men hvad kunde det hjælpe, når han ikke gad arbejde. Og det var altid Petra, det gik ud over. Hun måtte slide og slæbe fra morgen til aften, mens han plejede sin dovenskab. De havde en lille lejlighed i den ene ende af tømmerens hus. Hjemmet var velplejet trods de små kår, familien levede under, og alt vidnede om Petras dygtighed.

Deres syvårige søn, Hans, legede støjende inde i stuen. "Hold op med det spektakel, dreng," snerrede Niels irriteret, "Du kan vel nok lade far få lidt ro. Du kan gå over til mor; jeg er ikke så rask i dag og trænger til hvile."

Petra stod oppe på stigen og plukkede æbler. Hun var i godt humør, for der var mange æbler, og de var lette at få fat i, så det gav godt. Nu kunde hun købe den nye kjole, Jytte så længe havde ønsket sig. Drengen trængte også til noget nyt tøj. Joh, det var dejligt at tjene penge. Hun stod og nynnede en dansemelodi; hun følte sig så dejlig let om hjertet; det var alligevel godt at leve, syntes hun; alt var så godt: Arbejdet gik let fra hånden, vejret var dejligt, rent og klart, skønt lidt køligt; men pludselig blev hun revet ud af sine betragtninger ved et halvkvalt skrig. Hvad var det? Var det ikke Jytte? Jo, der var ingen tvivl. Hun troede, hun var faldet ned, og for straks ned ad stigen og hen for at se, hvad der var sket. Hun standsede bestyrtet. Der på jorden foran hende lå Jytte med tøjet i uorden, og hendes ansigt udtrykte den største rædsel. Ved siden af stod Kristen med et sygeligt udtryk i de sorte øjne. Han så angerfuldt på Petra; men hun var bleg af raseri. Hun for hen til Jytte. Gud ske lov, der var ikke sket noget. Jytte rejste sig, og de gik sammen hjem.

 

3.

Jytte slap med et chok, men måtte dog gå i seng.

"Hvad er der i vejen med tøsen?" Spurgte Niels inde fra divanen. "Åh, der er ikke noget," svarede Petra, men brast i gråd, og Niels fik hele historien. Han for op fra divanen. "Sådan en svinehund," brølede han, så det rungede i hele huset, "og det vover han mod min datter! Men jeg skal vise ham noget andet! Jeg skal vise ham, at Jytte har en far, der våger over sine børn!" Han greb sin kasket og for hen til døren. "Niels, Niels, hvad gør du?" Råbte Petra angst. "Ringer efter politiet," svarede Niels vredt. "Lad være Niels, hører du! Lad være, for Jyttes skyld!" Niels besindede sig. "Det er måske bedst," mumlede han; "men jeg vil tale med den fyr!" Hvæsede han mellem tænderne. Han gik ophidset ud af døren og smækkede den i efter sig.

Kristen sad inde i stuen, da Niels uden at banke på trådte ind. Kristen så op med sine sorte øjne fulde af angst. Han sad helt sammensunken i sin gråmalede armstol. Niels tog en stol og satte sig lige foran ham. "Nå, der sidder du, din køter! Hvor vover du at svine min datter til, hvad! Svar mig, din elendige usling, svar mig!" Han for op fra stolen, greb Kristen i skulderen og ruskede ham brutalt. Kristen sad uden at stritte imod. "Men du skal nok få din velfortjente straf," fortsatte Niels, "jeg skal melde det til politiet, skal jeg!" "Nej, nej, for Guds skyld, gør ikke det, Niels! Jeg beder dig, lad være med det! Alt andet, blot ikke det; hører du Niels, bare ikke politiet!" "Du vil mindst få 10 år for det her," fortsatte Niels skånselsløst. "Men det er ikke mere, end du har fortjent!" "Ser du, Niels, jeg kunde ikke gøre for det; det kom pludselig over mig som en vild og utæmmelig lidenskab. Det er sygeligt og usundt, Niels, jeg ved det godt. Det er en hæslig sygdom, den presser på, man bliver gal, forstår du gal og syg. Åh, det er så modbydeligt, men hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke gøre noget, når først det kommer op i mig. Det er sandt, Niels, det er sandt, jeg kan ikke gøre for det!" "Nå, du kan ikke gøre for det?" Spurgte Niels hånligt, "men nu får vi at se, hvad politiet mener. Ha, ha, det er du nok ikke så glad for, hvad?" "Du kan slet ikke være så ond, Niels! Det er slet ikke politiet, jeg er bange for; men når de får det at vide, vil jeg blive anbragt på en anstalt, og det vilde være grusomt; men det er ikke det værste, Niels, ser du, jeg er en stor, sund mand; men kan jeg stadig få lov at være det? Vil de ikke gribe ind og tage min mandskraft fra mig, ødelægge mit liv og nedbryde mit sjæleliv? Mon jeg ikke vil ende som et vrag, som et fortabt og ødelagt menneske! Kan du forsvare det, Niels? Kan du se på at mit liv ødelægges for dine øjne, ja, at du selv er med til at ødelægge det! Kan du, kan du!" Han sank stønnende sammen i stolen. Han var ligbleg af ophidselse. "Ja," fortsatte han og så fortvivlet ned i gulvet, "det vilde være forfærdeligt, om jeg skulde ende som et vrag, så, ja, så vilde jeg hellere dø!" "Hør nu her," sagde Niels i en mildere tone, "jeg tror, vi kan klare det på en anden måde. Vi kan ikke forsvare, at lade dig gå her alene; men på den anden side kan jeg heller ikke, som du selv siger, se på, at du mister din mandskraft. Jeg ved sgu' ikke, hvad lægerne vil gøre ved dig, men det vil sikkert ikke være til dit bedste. Der kommer altid noget galt ud af det, når de skal blandes ind i det. Jeg har ganske vidst hørt, at der ikke skulde ske noget; men det kan jo være løgn. Men du har jo et stort hus. Tror du ikke, det var det bedste, hvis Petra, børnene og jeg flyttede ind her hos dig? Og så var der heller ikke nogen, der vilde få det at vide."

Kristen så bort, et bittert smil krusede hans tynde læber. "Ja, det er måske den eneste løsning," svarede han med brudt stemme. "Så siger vi det, Kristen," sagde Niels i en gemytlig tone, "og det med Jytte vil vi så lade være glemt; vi kan jo ikke bære nag til hinanden, når vi skal bo i samme hus, vel?" "Næh, det kan vi vel ikke," svarede Kristen, og der var en uendelig træthed i hans stemme. Og det blev, som Niels vilde. Den næste dag flyttede Kristen ind i den lille stue, og familien Svendsen tog det øvrige af huset i besiddelse.

 

4.

Det blev ikke nogen god tid, der nu fulgte for Kristen. Niels havde overtaget hele kommandoen, og Kristen måtte arbejde fra morgen til aften, mens Niels lå på divanen og røg tobak. Petra var god mod Kristen, og han følte sig altid glad, når han var sammen med hende. Selv måtte Petra også tage del i alt forefaldende arbejde på stedet. Og når de sammen gik ude i marken, følte Kristen sig til tider så lykkelig som et barn. Jytte var sky og tilbageholdende i sin optræden overfor Kristen, og det tyngede hans hjerte, så han aldrig havde fred, når han så hende. Hos Niels opstod der efterhånden en art skindsyge, og der var ofte scener mellem ham og Petra angående dette spørgsmål.

Kristen var temmelig velstillet, før Svendsens kom i huset, men hans kapital kunde ikke holde til den belastning. Han lod skinne igennem, at det var så slemt, at de snart måtte forlade huset. Niels blev rasende; men det hjalp ikke, han måtte gøre sig fortrolig med den nøgne sandhed. Han havde ellers regnet med, at de skulde arve det hele efter Kristen. Kristen var 65, så det kunde da ikke vare så længe.

En dag Kristen stod inde i loen og skar hakkelse, kom Niels derind. Han satte sig på en kornsæk og betragtede Kristen. Han var blevet gammel i den senere tid. Holdningen var slap og hængende, og det magre ansigt var fuld af dybe rynker. Han så uhyggelig ud med de lange knoglede arme og den skarpe, kantede krop, om hvilken hans blå og hvidstribede arbejdsbluse slaskede som en sæk.

Niels sad og smilede som den, der har en trumf i baghånden. "Hør engang her, Kristen," begyndte han i en venskabelig tone, "da Petra gjorde rent inde hos dig, fandt hun denne her," og han tog en sparekassebog frem fra inderlommen i sin jakke. Kristen for hen til ham. "Kom med den!" Råbte han fortvivlet, "det er det sidste, jeg ejer! Jeg har ærligt tjent dem ved mine hænders slid. Jeg har lagt dem til side for at få en betryggende alderdom." "Den har du regnet godt ud, hvad?" Sagde Niels, og hans stemme dirrede af indeklemt vrede. "Når huset var solgt på tvangsauktion, og du var af med os, så kunde du slå dig ned et andet sted, hvor du kunde have betryggende, sorgløse dage, mens jeg med kone og børn måtte flakke hjemløse om." "Det var ikke i nogen ond hensigt, jeg gjorde det; men jeg skal heller ikke stå dig til regnskab for, hvad jeg gør!" Svarede Kristen, og der var en hård og bitter klang i hans stemme. "Nå ikke? Har du glemt, hvorfor jeg kom her? Et ord fra mig, og politiet med læger og det hele vil hente dig!" "Er du sikker på det? Det er nu otte år siden." "Ja, men der var vidst også noget med en lille pige for et halvt år siden." Der var ondskab i Niels' ord, og det lyste ud af hans øjne; i dette øjeblik var han fuldstændig besat af djævelsk ondskab, og hans ord slog som piskeslag. Kristen brød helt sammen og spurgte med brudt stemme: "Så du det, Niels, gjorde du, er det sandt, så du det virkelig?" "Nej, men Jytte fik det at vide, og hun fortalte mig det." Kristen begyndte igen at skære hakkelse. Der gik nogen tid, hvor ingen af dem sagde noget. Så brød Niels tavsheden: "Vi kunde bygge om for de penge," og der var igen et anstrøg af venlighed i hans stemme. "Jamen, det er dyrt, Niels," protesterede Kristen, der nu helt havde affundet sig med sin skæbne. "Dyrt og dyrt, jah, men der er jo også 10.000 kroner på bogen." "Vi skal da også have noget at leve af." "Det kan vi tjene på landbruget og haven," idet han rettede sig og tog en bestemt mine på. "Foretagendet er sgu godt nok," fortsatte han ivrigt, "og vi kan da også købe noget mere jord, så skulde vi vel nok kunde klare det." "Ja, ja, da," sukkede Kristen. Så siger vi det. Jeg sender bud efter mureren allerede i dag, så det kan blive færdigt til vinter." Og derved blev det.

Mureren mente, det bedre kunde betale sig at bygge til end bygge om, og da tilbygningen var færdig, flyttede Svendsen med familie derind, mens Kristen blev i den gamle ende af huset.

Der gik et par år. Kristen blev mere og mere sløj, og til sidst måtte han blive i sengen. Petra plejede ham omsorgsfuldt; men det irriterede Niels, at han lå derinde i sengen uden at bestille noget. Maden skulde han jo have alligevel. Vel var der mad nok i huset; de kunde jo slagte en gris, når de vilde. Men man skulde gøre gavn for sin føde, mente Niels. Nu ham selv! Han havde alt det administrative arbejde, det var et hårdt job, og han var af den mening, at der faktisk ikke var nogen i huset, der lavede så meget som han. Men hvad nu med Kristen? Ja, der måtte gøres noget.

En aften gik Niels ind til Kristen, der lå inde i sit triste, mørke og lavloftede sovekammer. "Nå, Kristen, hvordan går det?" Spurgte han i en munter tone. "Åh, skidt," svarede Kristen mat. "Jeg har såmænd lagt mærke til det, Kristen, og det har gjort mig meget ondt at se dig ligge der i sengen. Vi er jo kommet til at holde meget af dig, og har efter bedste evne søgt at mildne dine kår. Men du har ikke noget at takke os for; for det er os, der står i taknemmelighedsgæld til dig. Du åbnede dit hus for os, da vi boede så usselt. Du har delt vore sorger og glæder. Du har leget og skæmtet med vore børn, og de holder også næsten mere af dig end af deres far. Og nu er du syg, ak ja!" Han tog bevæget den gamles hånd og trykkede den varmt. "Men det er skidt, som du ligger her. Vi kan jo ikke give dig den pleje, du trænger til og fortjener; Petra og jeg kan jo ikke overkomme det. Jeg har derfor tænkt på, om det ikke var det bedste, at du kom op på alderdomshjemmet. Jeg ved, vi vil savne dig forfærdeligt; men for din egen skyld, Kristen, vilde det være det bedste. Jeg har allerede talt med sognerådsformanden, og du kan komme derop, når du vil." "Jamen, nej, nej, Niels, det kan jeg ikke være med til. På alderdomshjem! Jeg, der har levet frit hele mit liv! Nej, det kan jeg ikke, Niels." "Det er det bedste for din egen skyld. Tror du ikke, vi hellere vilde beholde dig herhjemme. Jo, Kristen, du er som en far for os alle sammen, og man vil meget nødigt miste sin far. Jeg husker endnu, hvor jeg sørgede, da min far døde." "Ja, hvis det er det bedste, Niels, så vil jeg også gøre det. Jeg ved godt, I holder meget af mig og gør, hvad I kan for at hjælpe mig. Joh, Niels, jeg har noget at takke jer for; i hvert fald har din kone været god imod mig, ja, som en trofast datter har hun været. Jeg vil savne hende." Niels drejede hovedet bort og skar tænder: Vil savne hende, ha, gamle fjols! Så vendte han sig igen mod Kristen: "Så skal jeg nok ordne det hele, min kære ven. Der er for resten en ting, jeg gerne vilde tale med dig om, før du forlader os." Han tog et dokument op af lommen og bredte det ud foran Kristen med en ligegyldig håndbevægelse. "Skriv dit navn her, Kristen, så er alt i orden." Kristen syntes, der var noget listigt i hans blik og tog efter dokumentet. "Her! Du skal bare skrive dit navn på den linie der! Nej, til højre." Kristen vilde læse det hele igennem. "Det behøver du ikke," sagde Niels i en fortrolig tone, "dine øjne har heller ikke så godt af, at du stirrer så meget på det." "Jeg vil nu alligevel se det igennem," svarede Kristen. Han læste i tavshed. Da han var færdig, så han på Niels med et skævt smil. "Næ, næ, Niels, det går jeg skam ikke med til." "Jamen, det er jo ganske naturligt. Jeg har dog hjulpet dig de sidste ti år." "Ikke du, Niels," svarede Kristen stille. "Hvad mener du? Ikke jeg! Har jeg ikke været for dig som en søn?" "Jo, som en dårlig søn, der kun vilde udnytte sin far," svarede Kristen skarpt. Han var blevet vred, og nu skulde det siges, alt det, han så længe havde måtte gemme på. Nu havde han intet at tabe og kunde derfor tale rent ud. "Du har behandlet mig som en hund," fortsatte han, "du har benyttet dig af min svaghed, og du har ladet mig arbejde hårdt, mens du selv drev dagen lang. Som en søn, jo, det lyder sandelig smukt. Og nu skulde jeg testamentere dig det hele her?" Han så hvast på Niels. "Aldrig! Jeg har ingen familie, der kan komme i betragtning, når jeg en skønne dag dør, så jeg har tænkt mig, at din datter skal have det, ikke fordi hun har været god imod mig; hun ligner jo sin far; men fordi jeg engang gjorde hende fortræd." Niels' ansigt klarede op igen, så fik han vel også sin part af byttet!

Et par dage senere kom Kristen op på alderdomshjemmet. Da Niels samme aften sammen med sin familie sad i den varme dagligstue, sagde han lettet til sin kone: "Så blev vi endelig af med ham, det gamle skrog!" Han så over på Jytte og fortsatte: "Og hvad der er her, er vort, ikke sandt, Jytte?"

 

Han elskede grønkålssuppe

Lars Jensen var en mand på cirka 45. Han var temmelig høj, havde et skarpt, knoglet ansigt, der prægedes stærkt af hans lange næse, der havde et morsomt lille knæk midt på, og hans grå, skarpe øjne, som helst søgte jorden, når han talte med folk. Hans frisure var af en egen art: Han barberede sig langt op i nakken, og over tindingerne havde han også været der med barbermaskinen. Skønt hans tøj var gammelt og slidt, var han altid sirlig klædt, og han børstede sine pjalter til stadighed. Hænderne vaskede han ved enhver lejlighed; når han havde båret brænde ind, pumpet cykel, hentet vand, eller hvad han nu kunde blive udsat for.

Han boede i den vestlige ende af "Mads Nielsens længe", som folk på egnen kaldte huset. Det havde engang været stuehus til en stor gård; men blev efterhånden for trangt for ejeren og han havde derfor bygget sig en ny gård uden for byen. Det var over 30 år siden, og nu blev huset brugt til beboelse for fire-fem fattige familier. De fleste af disse familier var børnerige, men der boede også et par ungkarle i huset.

Den gamle bygning med de lerklinede mure var i en elendig forfatning. Flere steder havde murene slået så store revner, at man med lethed kunde jage en hånd igennem, hvis de da ikke var stoppet ud med halmvisker og gamle klude. Lars Jensen var nu godt tilfreds, for den lejlighed, han havde, var den bedste i huset. Skønt der var lavt til loftet og trangt til væggene, havde han den tilfredsstillelse, at det ikke regnede ned hos ham, som det ellers gjorde hos alle de andre beboere. Lejligheden bestod kun af en lille stue og et køkken; men så gav han heller ikke mere end 60 kroner i leje om året; var der nogen, der var snydt, mente han, så var det i hvert fald ikke ham.

Der var kun et vindue i stuen. Det var et lille, skævt et, der vendte mod vest. Her holdt Lars Jensen meget af at sidde. Han kunde se ud over marken og holde øje med husmandsstederne, der lå overfor, på den anden side af marken.

Han var en ensom natur. Som regel sad han alene i sin lille stue, hvis tarvelige møblement kun bestod af et ret lille bord, en gråmalet stol med træsæde, en kurvestol og en jernseng med messingkugler. Væggene var prydet af en mængde billeder, som for størstepartens vedkommende forestillede scener fra bibelhistorien. Der var Jesus på korset, Jomfru Maria med det nyfødte Jesusbarn på skødet, et portræt af Morten Luther og så videre. På væggen hang desuden et gammeldags udskåret stueur og en avismappe, der var oversået med nåle af enhver art. For enden af sengen stod der en gråmalet dragkiste. Den indeholdt bøger, noder og hans violin. Han var glad for at spille; men dyrkede kun musikken som tidsfordriv. Det kunde også være slemt nok for ham, at få tiden til at gå, for han tog sig aldrig noget nyttigt til.

Sin barndom havde han tilbragt hos bedsteforældrene, der forkælede ham uden lige. Hans bedstemor slæbte rundt med ham i en barnevogn til han var fem år, senere i en trækvogn, når hun kørte et læs kvas hjem fra skoven på trækvognen, skulde han altid sidde oven på læsset. Han var en slem dreng, blev der sagt. Han fangede frøer og skrubtudser og hamrede pinde igennem dem. Plyndrede fuglereder og pinte dyr i al almindelighed. Han havde ingen kammerater som dreng og kun et par som ung; men de var bare ude på at gøre løjer med ham. Han arbejdede lidt på gårdene i høstens tid og tog også somme tider roer op; men, som han selv sagde, han kunde ikke døje det.

Således formede hans tilværelse sig i lediggang og ørkesløse spekulationer over livets onde tilskikkelser. I sin tid fik han fattighjælp; men senere lykkedes det ham at få bevilget invaliderente. Mærkeligt nok; for han var sund og frisk, var normalt bygget, og hvad nerverne angik, det var på grund af dem, han fik invaliderente, var de oprindelig gode nok; men han havde selv lidt efter lidt ødelagt dem. Hans kæreste læsning var således en tyk lærebog, og han troede vidst, han fejlede det meste af det, han der læste om. Han havde gennem tiderne ført en omhyggelig fortegnelse over, hvilken medicin og hvor store mængder, han havde fået, og det var ikke lidt. Nerverne var efterhånden blevet dårlige; men de var ikke mere angrebne, da hans læge skrev sine erklæringer, end at de kunde være blevet reddet, hvis han var blevet sat til noget ordentligt arbejde. Invalideforsikringsretten vilde også engang have haft ham uddannet, men det var for sent; han opgav med det samme, og alle deres anstrengelser var forgæves.

Nu gik han og puslede rundt i sin lille lejlighed. Skurede og skrubbede i en uendelighed. Alt var hos ham uhyggeligt probert, ja, det grænsede næsten til rengøringsvanvid.

I modsætning til rengøringen, hadede han at lave mad. Han levede i det store og hele kun af fedtebrød og kogt vand, det var så sundt, sagde han. Dog, en gang om måneden lavede han varm mad, og det var næsten altid grønkålssuppe. Det var hans livret; selv sagde han, at han elskede grønkålssuppe. Det var en stor og travl dag for ham, når han skulde lave varm mad. Han var særlig tidlig oppe den dag og i fuld sving hele dagen med at gøre ekstra rent. "Næh, jeg havde skam ikke tid til at læse avisen i går," plejede han at sige med et undskyldende blik i de grå øjne, der kun fandt hvile i beskuelsen af jorden foran hans fødder. "Jeg havde travlt med at lave mad." Næh, den dag havde han ikke tid til noget.

Når han ikke var optaget af sine huslige gerninger, strejfede han rundt langs grøftevoldene eller i skoven. Han var ikke længere slem mod dyr. Han var menneskesky og vilde helst færdes, hvor der ikke kom andre. Det var ikke så sjældent, at han færdedes i skoven om natten.

Lars var ikke fri for at være noget religiøst indstillet; men hans religion havde ingen fast form. Han gik aldrig i kirke, derimod holdt han meget af at gå rundt på kirkegården. Duften af blomster, stilheden og den stemning, der herskede der, tiltalte ham i allerhøjeste grad. Det skete, han skrev religiøse digte, og han havde endog fået optaget et i Kirkebladet. Han læste også en del skrifter af den slags, der blev solgt ved dørene; men han læste aldrig romaner eller lignende litteratur.

En dag, han sad inde i stuen og så ud på marken, der lå bar og frossen, kom en af naboerne ind til ham. Det var Frederik Petersen, en lille, tætbygget mand med meget korte ben og et rundt, rødmosset ansigt.

"Vi skal have grønkålssuppe i aften," sagde han og så op på Lars med sine små, runde griseøjne, "og da vi nu ved, at du er så glad for en skefuld søbemad, syntes vi, vi vilde spørge dig, om du vilde have en gang kål med."

Lars så forlegent ned i gulvet. Den blege vintersol ligesom glimtede i hans barberede nakke. "Joh, tak, men det synes jeg ikke er nødvendigt. I behøver da ikke at give mig noget."

"Vist skal du have noget! Og tag så violinen med, så vi kan få en glad aften. Pigerne kommer sikkert hjem i aften. Ha, ha, du kan jo nok lide piger, Lars, hvad?"

Lars blev forvirret. Han vidste ikke, hvor han skulde gøre af sine hænder. Han børstede nervøst et par fnug bort fra jakkeærmet. "Åh, det kan man vidst ikke sige. Næh, det tror jeg ikke." Der blev en lang pause, hvor Lars' øjne flakkede uroligt rundt i stuen. Så fæstede han dem igen på gulvet foran sig og mumlede: "Ja, når du sådan ligefrem inviterer mig, Frederik, ja, hm, ja, så siger jeg naturligvis mange tak."

Da Frederik var gået, klarede Lars Jensens ansigt op. Han så med et lykkeligt smil frem for sig og gentog hviskende Frederiks ord: "Og pigerne kommer sikkert hjem i aften. Ja, de kommer sikkert hjem i aften. Ja, de kommer sikkert hjem i aften, og så er det grønkålssuppe."

Han fik sit nye tøj ud af klædeskabet, der på grund af pladsmangel i stuen stod ude i køkkenet, men det stod også altid i vejen. Det var et sæt blåt tøj, blankt på albuerne og bagi; men der var ikke en plet, ikke et fnug at se på det. Han klædte sig omhyggeligt på, børstede tænder og rensede negle. Skoene skinnede som et par barneøjne, der for første gang ser et tændt juletræ. Han var flot, da han var færdig, men det havde også taget ham over tre timer at komme så vidt.

Nu var det den tid, han skulde ind til Frederiks; men han tøvede, følte sig ikke vel og fik kvalmefornemmelser. Han sukkede beklemt nogle gange, tog endelig violinen og gik. Han låsede døren omhyggeligt og gik ned ad den frønnede trætrappe. Men havde ikke gået mere end ti skridt, da han standsede, stod tøvende et øjeblik, så gik han tilbage og ruskede i døren for at overbevise sig om, at den virkelig var låset. Endelig tog han sig sammen og gik hen til Frederiks. Han bankede på, ganske svagt, så blev han stående og lyttede. Der kom ingen. Så bankede han igen og lidt kraftigere. "Kom ind!" blev der råbt, men Lars blev rådvild stående på trappen. Han hørte støj inden for døren, og den 9-årige Ernst kom ud for at lukke op.

"God dag, Lars! Kom bare ind! Mor er snart færdig med maden. Kan du lide grønkålssuppe? Øv, det kan jeg ikke!" Han lavede en grimasse og gik foran ind i stuen.

Lars stillede sig lige inden for døren. Han så forsigtigt rundt i stuen; men tog hurtigt øjnene til sig. Han stod og gned de hvide hænder op ad hinanden med en let hvislende lyd.

"Sæt dig ned, Lars!" Sagde Frederik, idet han så op fra avisen, "Mutter er nok snart færdig." Og han fordybede sig atter i avisens fortsættelsesroman.

Lars satte sig på kanten af en stol. "Må jeg se lidt i "Hjemmet" her?" Spurgte han og tog bladet, som lå på bordet. Frederik gryntede.

Lidt efter kom Annie ind for at dække bord. Hun var lille og uhyggelig mager. Hun var lidt rund i ryggen og havde hængeskuldre. Huden var mørk af gammelt snavs. Ernst så ingenlunde bedre ud. Det var den dårlige ernæring. Det var meget små forhold, familien levede under. Frederik tjente godt; men han drak det meste af sin ugeløn op. Hans kone, Johanne, var en elendig husmor, så det blev ikke til ret meget. Snavs var der nok af. Overalt lå det i tykke lag.

Da Annie var færdig med at dække bord, kom Johanne ind med suppen i et skåret lerfad. "Værsgo, Lars og sæt dig hen at få en skefuld kål; det er jo ikke så tit, du får det, og så er den lavet på en dejlig okseskank. Nå, se så at få smidt den avis, Frederik!"

Lars satte sig først, da alle de andre havde sat sig. Han følte et stort ubehag ved at sidde til bords med dem, fordi de var så snavsede. Johannes fyldige, sorte hår glinsede af snavs. Tallerkenerne var heller ikke for rene. Men kålen duftede så herligt, at han glemte snavset i nydelsen af den.

Da de var færdig med maden, tændte Frederik sin pibe og gav sig til at læse igen. Johanne og Annie tog af bordet. "Du kan bare stille det fra dig på køkkenbordet, Annie; vi kan vaske op i morgen." Hun havde ikke lyst til at arbejde nu. Lars læste videre i "Hjemmet", hvor han havde fundet en god lægeartikel om Neurose.

Der hørtes en cykelklokke udenfor, og lidt efter kom Viola styrtende ind ad døren. Hun var i meget oprømt stemning. Hun havde kørt om kap med Villy, fortalte hun, han var så sjov. Hun var en meget varmblodig pige på 15 år. Der sagdes et og andet om hende og Villy; men man siger jo så meget.

Viola satte sig til at snakke med Lars; men han svarede kun med enstavelsesord og så forlegent den anden vej. Det irriterede hende, hun vilde nødigt have spoleret sit gode humør. Hun opgav samtalen og fordybede sig i det sidste nummer af "Den gule serie". Der var helt stille i stuen. Ernst og Annie var ude at lege; de kunde ikke finde sig i at sidde inde, og slet ikke når det var måneskin, og det var det den aften.

"Kommer Ketty ikke i aften?" Spurgte Viola, idet hun lod hæftet synke ned i skødet.

Johanne, der sad og halvsov, for sammen, hun så forvirret på Viola. "Hvad? Joh, måske."

Der blev atter en lang, dræbende tavshed. Man hørte kun urets haltende tikken, og papirets raslen, når en af dem vendte en side. Johanne var faldet helt i søvn og snorkede svagt. Der var hedt i stuen; men efter hvad folk sagde, kom Frederik også billigt til kullene.

Yderdøren blev åbnet. Der var en, der stumlede rundt ude i køkkenet i mørket. Så blev døren åbnet, og Ketty trådte ind. Hun var cirka 18 år og lignede i det store og hele moderen. Dog var hun ikke så skiden. Tvært imod, hun var pæn i tøjet, håret var ordnet på en elegant måde, og huden var ren og velplejet. Hun havde heller ikke den sammensunkne holdning som hendes mindre søskende; men hun havde også været ude mellem fremmede siden hun var 12 år.

Lars Jensen lagde bladet fra sig. Han forsøgte at skjule sin glæde; men blev rød, og hans rødme gjorde ham endnu mere genert.

"God dag, Lars!" Sagde Ketty og rakte ham hånden. Han tog kejtet efter den og så ned på sine blanke sko. Han vidste ikke rigtigt, hvad han skulde gøre, lige røre ved hånden, eller hvad han helst vilde, tage om den og holde den fast i sin. Sådan rigtig føle dens varme og blødhed. Han kunde have sparet sig disse overvejelser; for Ketty tog ham fast ved hånden og trak ham hen til sofaen. "Lad os sætte os her og snakke lidt hyggeligt sammen," sagde hun leende. Lars blev ildrød, og hans øjne brændte feberhedt.

"Vil du ikke gerne spille lidt for mig, Lars, det lyder så kønt," sagde hun, efter at de nogen tid havde siddet i tavshed.

"Jo, vil du ikke, Lars," istemte Viola og kastede filmsromanen ind under bordet. "Sådan noget skidt," hvæsede hun.

"Nåh, jeg ved ikke rigtig, hvad skal jeg så spille for jer?"

"Spil denne her, ja, hvad er det nu, den hedder? Det kan jeg ikke huske; men, ja, så spil "Blå roser"! Den er så god."

Med varsomme hænder pakkede Lars violinen ud. Han satte den til hagen og gned prøvende nogle gange hen over strengene. Det lød skrækkeligt. Han gav sig omstændeligt til at stemme violinen. Så så han drømmende frem for sig og begyndte at spille. Først skrattede det vildt; men lidt efter lidt fik han herredømme over buen, og tonerne strømmede ud i stuen, rene og følsomme. Han slog over i Fantasi, som han selv havde lavet. Han rev dem alle med sig med sit spil. Længe spillede han; men brød ganske pludselig af og pakkede violinen sammen. Der blev en trykkende stemning i stuen. Pludselig gik Ketty hen til Lars og brød tavsheden: "Kom, Lars, skal vi gå en tur?" Han blev forvirret og rødmede. "Joh, det kan vi jo godt. Her er også så varmt. Jeg trænger til lidt frisk luft."

Det var ikke særlig koldt. Månen var næsten fuld, og alt lå badet i dens stråler og fik et eventyrligt præg. De gik hen ad den smalle, ujævne og stenede vej og drejede ind på asfaltvejen, der førte op til skoven. De gik ved siden af hinanden, tavse og uden berøring. Byen lå ganske stille der i måneskinnet med sine gamle, stråtækte huse, hvis hvidkalkede mure kastede månens lys tilbage. "Det er vel nok et herligt vejr, Lars! Tag mig dog under armen! Åh, du er da også så genert! Tag bare ved mig, jeg er da ikke af glas, vel?" Og hun lo og trykkede hans arm ind til sig.

"Ja, det er et vidunderligt vejr. Alt er så skønt i aften. Synes du om det, jeg spillede, Ketty? Det var noget, jeg havde komponeret til dig."

"Til mig? Åh, du er alligevel sød, Lars." Og hun slog armene om hans hals og kyssede ham. Han stivnede. Så skete det. Han lagde armene om hende og trykkede hende heftigt ind til sig. Han kyssede hende gang på gang, helt besat af lidenskaben. Han glemte alle sine gamle hæmninger. Han følte sig som en mand, der nu stod foran sit livs mål, det at eje en kvinde, at elske og kærtegne og mærke den elskedes gengældelse. Han fik udløsning for alt det, der i årenes løb havde samlet sig i ham af længsel og begær. Alle hans sygelige drømme om kvinden var som blæst bort. Her, med en kvinde i sine arme, stod han og følte livet strømme igennem hans årer.

"Åh, Ketty, Ketty, jeg elsker dig! Åh, hør mig, Ketty! Du må, du må høre mig! Først i aften har jeg set livet, selv oplevet det. Det er så vidunderligt at leve. Kun den, som elsker ved, hvad det er at leve. Jeg har aldrig levet før. Og nu! Ja, jeg ved ikke, jeg er så, så, ja, jeg ved ikke rigtig; men, Ketty, tror du, du kan elske mig? Åh, tror du, tror du, Ketty? Du må ikke sige nej, hører du!" Og han omfavnede hende helt ude af sig selv af lidenskab.

"Åh, du er sød, du er sød," stammede Ketty. Hun var helt fortumlet. Alt var gået så hurtigt, at hun slet ikke var herre over situationen. Hun var nok klar over, at hun var gået for vidt, men hun var for svag til at standse udviklingen og gengældte uden videre hans kærtegn.

De gik videre ind gennem landsbyen og kom forbi vognmand Frandsens bilgarage. Lars standsede, tog voldsomt om hende og hviskede: "Kom, Ketty, kom, lad os gå herind! Åh, Ketty, Ketty, kom, du må, du må gå med! Ketty, Ketty, hører du, du skal!" Hans stemme dirrede af ophidselse. Der var et næsten vanvittigt udtryk i hans øjne. Han trak hende med hen til garagen.

"Nej, nej, Lars, du må ikke, hører du, Lars, lad være!" Hun rystede over hele kroppen; men gav alligevel efter for hans krav.

De gik tavse og uden at berøre hinanden. De lignede et par børn, der havde fået skænd og nu gik og skammede sig. Deres træk var slappe, og i Lars' øjne var der ligesom en mæthed, de var slørede af tilfredsstillet hunger.

I det fjerne så de et lygteskær, der stadig kom nærmere. Nu kunde de se, det var en cykel. Da den var ud for dem, standsede den, og manden sprang af. De standsede. Kettys ansigt lyste op. Hun smilede glad til den nyankomne og strakte hånden frem mod ham.

"God aften, Ketty!" sagde manden og tog den fremstrakte hånd. "Nå du er nok ude at trække med Lars?" Han så hånligt på Lars, hvis øjne forlegent søgte et ubestemt punkt på vejen.

"Jo, der var så varmt derhjemme, du ved, de fyrer så forbandet, Gustav, og så blev vi enige om at gå en tur. Vil du ikke med hjem at få aftenskaffe?"

"Det vil jeg sgu gerne, dog mere for din end for kaffens skyld. Hør, du Lars, gamle skørtejæger! Kan du ikke lige trække min cykel for mig, mens jeg sludrer lidt med Ketty. Du har jo sikkert haft din fornøjelse, din gamle ræv. Men her, tag dig af dyret!" Han lo hjerteligt og slog Lars gemytligt på skulderen. "Du kan vel nok tåle lidt sjov?"

"Joh, det kan jeg nok, Gustav." Månen lyste på hans blanke nakke, som han stod der med bøjet hoved. Skønt han beherskede sig, havde hans kantede ansigt et fortrædeligt og skuffet udtryk. Han gik tavs og trak Gustavs cykel, mens de to unge tæt omslynget snakkede i et væk. De gik tilbage gennem landsbyen, som lå badet i månens lys; men for Lars var det eventyrlige skær borte. Han så haverne ligge der kolde og nøgne. Stakitterne stod som uhyggelige knoglede dødningearme. De pegede på ham, spotske og skadefro. Han følte det, som hele verden hånede ham. Han havde været så lykkelig denne aften. Hans hjerte havde svulmet, han havde levet, mærket livets hede impulser; men nu! Nu mærkede han den bitre skuffelse, og den knugede hans hjerte, så det smertede. Han følte ligefrem en legemlig smerte.

Da de nåede døren, tøvede Lars, så forvirret på dem og mumlede: "Jeg er noget træt. Jeg tror, jeg vil gå i seng. Vil du ikke hente min violin, Ketty?" Han stod foran hende med hængende arme og bøjet hoved, knuget af sorg og fornedrelse. Hun forstod ham pludselig. Hvad var det, hun havde gjort mod dette forvildede menneske? Det morede hende fra begyndelsen at se hans ubehjælpsomhed og naivitet; men da lidenskaben greb ham ja, så vidste hun heller ikke rigtig selv, hvad hun gjorde. Nu forstod hun det ikke. En pludselig tanke slog ned i hende, hun blev rædselsslagen. Sæt nu, Åh, nej. Hun slog sig til tåls med den tanke, at det var gået godt før, og skyndte sig ind efter violinen.

Lars stod ene tilbage i måneskinnet. Han følte sig syg. Han rystede af kulde; men han blev dog længe stående og lyttede til de glade stemmer derinde i stuen.

"Åh, min Gud! Hvorfor skal jeg sådan pines? Skal jeg da kun lære sorgen at kende? Åh, Gud, hvad vil du? Hvad er din mening med mig? Jeg vilde ønske, jeg havde mod nok til at tage mit eget usle liv; men jeg er angst for døden; jeg føler en rædsel ved at tænke på den, og dog, i denne stund ønsker jeg ikke det, bare død og udslettelse. Åh, Gud, jeg hader det liv, du har givet mig! Hader det, hader det! Hvad har jeg fået ud af det? Kun skuffelser og hån. Det er et helvede for mig, og hvad gør du for at hjælpe mig?" Han rystede af kulde og ophidselse. Han gik ind i stuen og smed mod al sædvane sit tøj i en uordentlig dynge på stolen og kravlede i seng. Hans tanker var stadig vilde og fortvivlede. I det ene øjeblik forbandede han Gud, i det næste tryglede han om barmhjertighed. Længe lå han i vånde; men lidt efter lidt, efterhånden, som søvnen mere og mere overmandede ham, faldt han til ro, og lige før han mistede bevidstheden, foresvævede der ham noget smukt, noget ædelt, evigt og uforanderligt, og han hviskede med en barnlig, lykkefyldt stemme: "Det var så skønt alt sammen. Jeg vil aldrig glemme det. Og sikken en herlig grønkålssuppe. Ja, ja, og jeg elsker grønkålssuppe".