Vores klassekammerat Birgit var bestemt ikke nogen ørn til at finde rundt, men det har Henrik og jeg altid været gode til, takket være både Refsnæs men bestemt også far og mor.
Birgit fulgtes derfor altid med Bente når der var frikvarter. Men vi har altid været gode venner med Birgit, så en dag spurgte vi hende om hun ville med ud at gå tur, og da vejret var fint takkede hun ja. Vi havde blot betinget os, at Bente ikke skulle med.
Vores gemene plan gik ud på at bortføre hende, og det lykkedes.
Mellem Østskolen og Strandbo, det var den bygning, der husede skolens materialelaboratorium, var der tre garager. I den første, hvor der var mest rodet, stillede vi Birgit bagest i garagen og så skyndte vi os væk, og lukkede portenforsvarligt efter os.
Da vi kom tilbage i klassen efter frikvarteret spurgte frøken Wedel hvor Birgit var henne. Vi kunne kun svare, at det vidste vi ikke, da hun var blevet væk for os.
Der gik en halv time, og så kom en af kammeraterne Anne Dorte Nielsen med en hylende Birgit ind ad døren. Hun fortalte nu, at vi havde stillet hende ovre i en garage, og det fik Henrik og jeg selvfølgelig skæld ud for.
Men allerede i det næste frikvarter tilbød vi igen at gå tur med Birgit, og da var det meningen, at vi ville føre hende over vejen til Strandmarken, og så løbe vores vej. Men Wedel forbød at vi gik tur med Birgit, hun kunne lege med Bente.

Der er to i vores klasse der ikke er blevet nævnt, men det sker så nu. Det er marsvinene Bine og Tobias.
Henrik og jeg har ingen erindring om, hvordan de kom i vores klasse, men vi havde dem stående i en kasse, og så skiftedes vi til at sørge for at de fik rent halm, foder og vand.
Vi ved ikke hvor længe marsvinene var i vores klasse, men efter at vi havde startet med at holde marsvin, blev det en hobby hos mange af skolens elever.
Navnlig Birgit og Bente var glade for disse små kræ, men jeg brød mig ikke videre om dem, så en dag i et ubevogtet øjeblik, det har nok været i et frikvarter, spurgte jeg Tobias om han ville med til musikundervisning hos Viggo Wøhlk og hans førerhund Gutta. Gutta var en østtysk schæfer, og de hunde blev på det tidspunkt meget anvendt som førerhunde.
Det var fint sommervejr, og Tobias ville gerne se lidt andet end det dumme klasseværelse, så han takkede ja til at komme med.
Jeg gik med Tobias i bukselommen, og da jeg kom ind hos Wøhlk, var Tobias flink og peb ikke, så da Wøhlk og jeg fik sat os godt til rette, og som sædvanligt var i gang med at tale om de sportsbegivenheder, der havde været i ugens løb, for vi var begge sportsidioter.
Jeg benyttede lejligheden til at sætte Tobias ned på gulvet eller rettere sagt, på tæppet hvor Gutta lå, og den tog sig så af aflivningen.
Jeg hørte godt Tobias sidste lyd på denne jord, men Wøhlk var så optaget af at fortælle om en boksekamp, han havde hørt referat af i radioen, så han hørte ingenting.
Jeg gik glad fra musikundervisningen og tænkte at nu havde jeg da for en gang skyld været god mod Gutta.
Da jeg kom itilbage i klassen blev der ikke med et ord spurgt hvor Tobias var.
Da jeg næste gang kom til musikundervisning sagde Wøhlk at der på gulvet var blevet fundet nogle underlige klumper sikkert fra et dyr, men jeg kunne blot undre mig sammen med ham, og der var aldrig nogen på skolen, der fandt ud af sagens rette sammenhæng.
Vi glemte at passe Bine, så Wedel har sikkert taget dyret med hjem, og vi fik ikke marsvin eller andre dyr siden. Heldigvis.

Mens man var i gang med opførelsen af det nye børnehjem Stausgården, der stod færdig i 1970 hørte vi elever, at vores gamle børnehjem skulle rives ned.
Henrik og jeg besluttede at yde håndværkerne bistand.
På græsplænen foran pavillonerne var der en byggelegeplads med brædder og klodser af træ i forskellig længde.
Vi tog hver et dejlig langt bræt, og rettede kursen mod Børnehjemmet. Nu skulle vi vise håndværkerne hvad vi kunne.
Vi startede med det nemme, nemlig at smadre 32 ruder.
Hermann Hansen, der var blevet leder på Østskolen kom forbi og sagde undrende: "Hvad var det, jeg så og navnlig hørte". Han bad os om øjeblikkeligt at gå til undervisning, og mere blev der ikke ud af den sag.
Det skal nævnes, at vi i den følgende time skulle have kristendomskundskab.

Mens vi boede på Østskolen kunne vi begynde at påtage os forskellige jobs, såsom at køre med ud og samle skrald ind hos skolens afdelinger med en af gartnerens folk, aflevere sko til pudsning og hente mad til afdelingen i det store køkken, og jeg havde på et tidspunkt alle tre job. Vi fik seks kroner om måneden pr. job.
Maden fra det store køkken var i spande med låg, der blev holdt fast af to hængsler, et i hver side. Så var der et bærehåndtag, så vi ikke brændte fingrene på den varme mad.
En aften blev der serveret kogt torsk, og det kan jeg den dag i dag ikke fordrage, så mens jeg var på vej fra køkkenet over gennem skolegården til Østskolen, løsnede jeg hængslet i den ene side.
Resultatet var, at jeg tabte spanden og stod med låget i hånden. Jeg gik over i det store køkken, hvor kokken Jørgen Saustrup var, og fortalte at jeg havde været ude for det uheld at låget var faldet af spanden, så al maden lå midt i skolegården.
Han var glad for at jeg kom og sagde hvad der var sket, og som belønning blev jeg bænket i køkkenet og fik en stor portion frikadeller med kartofler og sovs. Hvad de andre fik på afdelingen ved jeg ikke.

I det store middagsfrikvarter fik vi pålægsmad, og jeg havde den vane i stedet for at tage trappen op til køkkenet at hoppe op på rapoen, og så gå ind i køkkenet med mit ærinde og når jeg så forlod køkkenet igen, gik jeg ned ad de tre trin.
Det gik godt rigtig længe, men en dag var uheldet ude. Jeg fik sparket et af vinduerne ud ned til kølerummet, og alle glasskårene landede i den nysmurte mad.
Igen gik jeg op og henvendte mig til min ven Jørgen, og hvad jeg fik i belønning for at komme og sige, hvad der var hændt husker jeg ikke længere, men det var i hvert fald ikke skæld ud.

Omkring 1970 havde de på Refsnæsskolen en minibus til otte personer. Den brugte de til at køre eleverne til øjenlæge i København og os, der boede på Vest- og Midtsjælland hjem i weekender og ferier.
Bilen var en grøn Ford Transit, og den holdt i den midterste garage ovre ved Strandbo. Jeg vidste hvor bilnøglerne hang, de hang lige inden for døren i garagen. så jeg gjorde et let kup.
Jeg havde tit låst bilen op og en dag fortalte jeg Henrik at jeg godt kunne starte bilen, og såmænd også bakke den ud af garagen, men ikke uden hans hjælp. Jeg startede bilen, og bad nu Henrik gå om bag bilen og mærke efter, om jeg under udkørslen ramte noget på min vej gennem den smalle port.
Jeg ramte hverken Henrik eller porten og kom vel ud på gårdspladsen, hvor Henrik satte sig ind ved siden af mig og det lykkedes mig også at få vendt bilen over mod hoveddøren på Strandbo.
Vores plejefar, Hermann Hansen, der var på vej hjem kom igen forbi og så, hvad vi havde gang i. Han bad os pænt om at stige ud af bilen og sagde at når den kunne komme ud, så måtte den jo også kunne komme ind igen, men at han nok skulle sørge for det. Han kørte bilen i garage, og mere blev der ikke ud af den sag. Men fra den dag hængte nøglerne ikke længere i garagen, men skulle udleveres fra inspektionskontoret på Østskolen.
En gang vi havde været hjemme på weekend drillede Henrik og jeg et par af pigerne så meget, at chaufføren Mads Finn Larsen, der var afdelingsleder på Vestskolen fik nok.
Han standsede bilen et sted på landevejen mellem Sorø og Kalundborg, og bad mig stige ud. Jeg havde ikke andet valg, og da jeg var steget ud, kørte Mads Finn sin vej.
Jeg var ikke stolt ved situationen, men tænkte at jeg da måtte komme frem til skolen ved at følge landevejen.
Selvfølgelig kom Mads Finn tilbage efter noget tid, hvor længe husker jeg ikke mere, men efter den forskrækkelse drillede vi dem ikke længere.

En gang havde jeg sammen med Andreas gjort et eller andet, som jeg ikke erindrer hvad var, men vi fik i hvert fald stuearrest den eftermiddag og aften, og det betød at vi ikke måtte forlade værelset.
Jeg har altid været naturmenneske, så jeg forklarede Andreas at når der var stille på gangen, kunne vi liste os ud og ned ad trappen, og så var det en smal sag at komme ud i friheden.
Som sagt så gjort, men hvad vi ikke vidste var, at der oven for trappen var sat en vogn fyldt med porcelæn og bestik, der skulle være brugt til servering af aftensmaden.
Jeg gav vognen et forsvarligt skub, og ved lyden af det mægtige brag, der kom da vogn med indhold tordnede ned i underetagen, og alt porcelænet gik i stykker, kom der gang i personalet. Nu slap vi ikke kun med stuearrest resten af den dag, men fik otte dage på vores værelse. Så kunne vi lære det.

Ja sådan er der jo episoder der dukker op i erindringen, og og Henrik og jeg taler tit om det, og i dag griner vi jo bare af hændelserne.

Opdateret d. 6.11.2018