Erindringer af Ove Olsen.

Afskrevet kun i et eksemplar på Brailleskrift, 1969.

 

Indhold

Omplantning. 1

Spurven. 2

Klokken slår 3

Henry. 4

Den første skoledag på Refsnæs. 4

En rigtig høne. 6

På rejse med monsunen. 7

Det var en lørdag aften. 8

Skadeserstatning. 9

Det glemte barn. 10

Menuet i G-dur 11

Der står et slot 12

Svesketærte med rødkål 12

Sild er godt 14

Det nøgne rum.. 15

Spændende afbrydelse. 16

Havemænd og flyttemænd. 17

Et krus til at synge i 19

Noget ganske almindeligt 20

Misundelse. 22

Støt står den danske sømand. 24

En helt 24

Ruth. 26

Den skønne Helene og fotografen. 27

Indledning til afsnittet Glas. 27

Glas. 28

 

Omplantning

Hvis man erindrer Nes Pæsen, Herfølge kommunale lillebilvognmand anno 1936, forstår man fuldt ud, hvorfor familien Olsen i Svansbjerg var usædvanlig tidligt på benene den 16. august. En næsten uoverskuelig rejse lå foran os, og min 12-årige person var årsag til det hele. Jeg skulle rejse hjemmefra for at blive elev på en blindeskole ved Kalundborg, og der var meget langt til Kalundborg, når man skulle køre med Nes Pæsen.

I den tidlige morgen ruskede vi dugvådt græs på grøftekanten til kaninerne. Og mens vi fodrede høns, gæs og ænder, steg høstsolen højere på himlen og tittede over naboens trætoppe ned på gårdspladsen, og jeg følte, at det var rigtigt søndagsvejr både ude og inde i mig selv.

Klokken ni gled Nes Pæsens sorte, syv-personers med klapsæder op for enden af huset. I folkemunde hed den "Ligvognen" joh, standsmæssigt skulle det være.

Med 90 kilometer og en lang, spændende dag for os, gled vi langsomt ud af landsbyen, op ad bakken, forbi grusgraven, gennem skoven og videre ud i det ukendte.

Nes Pæsens ligvogn havde helt sin egen atmosfære. Først var der jo Nes Pæsen selv ved rattet, evigt lavmælt mumlende og rygende på sin sure krumpibe, der havde en tilbøjelighed til at gå ud, når han havde snakket os andre og sig selv i søvn. Når han faldt i søvn, og piben gik ud, gik bilen i stå. Når motorstøjen helt døde hen, vågnede Nes Pæsen op med et lille sæt, tændte omhyggeligt piben og fik atter maskineriet til at snurre. Sæderne var betrukket med stof af en kedelig brun farve, og de havde en ubeskrivelig blandet lugt af fortid. Trods gennemtræk indåndede vi tung, gammel luft ophedet af den brændende augustsol. Men, hvor var der hyggeligt i dette sneglehus, der langsomt gled frem gennem landskabet. Og jeg sad og samlede bynavne og slugte mest muligt af omverdenen, der begyndte at åbne sig for mig.

"Jeg skal tisse," sagde jeg, og min far sagde: "Kan du lige holde et øjeblik," og Nes Pæsen sagde: "Ja, om lidt," og fortsatte sin kørsel og sin endeløse beretning. Jeg ventede, kneb lårene sammen og spekulerede på, hvor "om lidt" var. En gentaget klage over den pinefulde situation, en fornyet henstilling til chaufføren, samme svar og samme resultat. Det gentog sig flere gange, og jeg mistede efterhånden troen på Nes Pæsen og interessen for den landskabelige skønhed. Vi nåede frem til en stor sø. Aldrig før, bortset fra den hjemlige strand, havde jeg set så meget vand på én gang, og aldrig før havde jeg været så plaget af mit eget, og som en direkte personlig hån mod mig, havde man givet alt dette vand navnet Thisø.

Men alt har jo trods alt en ende. Det fik min store trængsel også, men først da vi efter flere gange at have kørt forkert holdt foran instituttet. Bag en høj tjørnehæk tømte jeg min smertende blære, seks timer efter afrejsen. Jeg tilgiver dig aldrig, Nes Pæsen, denne ubarmhjertighed over for et uskyldigt barn.

 

Spurven

Mine forældre skulle tale med forstanderen. Det skal forældre mærkværdigvis altid, som om det kunne gøre fra eller til, ændre noget på tingenes tilstand, eller bare mildne overgangen, og ham knægten der skal helst ikke høre, hvad man taler om, så: "Kan du lige vise den nye dreng lidt rundt!"

Drengen, der havde stået og vejret i nærheden, og som hed Willy, var mere end parat, og drengeoverlegent slentrede vi afsted. Det her var maskinhuset og vaskeriet, her lå det store køkken, bag ved cykleskuret, og her på grænsen til Tjørnemarksgårdens mark var der otte hønsegårde med hvert sit lille hus til dværghøns. Vestskolen blev gennemgået rum for rum, alt vist frem med stolthed og ejermine. Vi kom gennem et stort rum, som han kaldte Vestklassen, ind i Radiostuen og ud på verandaen, hvor der var hedt som i et drivhus her sidst på eftermiddagen. Der var grønne planter i vinduerne, og imellem dem flaksede en forvildet gråspurv, der endnu ikke havde hørt om opfindelsen af gennemsigtigt vinduesglas. "Den skal vi have fanget," sagde Willy fornøjet. Hånden jog ind imellem de grønne planter, så spurven lettede og knaldede ind mod ruden oven over. Men han opgav ikke. Videre og videre gik jagten, og spurven fløj i panik fra rude til rude. Jeg stod midt på gulvet. Jeg følte mig syg indvendig og begyndte at blive gråspurv. En skolegård langt borte, frikvarter, en flok hujende drenge, og, et glædeshyl fra Willy: "Der fik jeg den! Vil du se den?" "Nej tak," svarede jeg og vidste, at rigtige venner blev vi aldrig.

 

Klokken slår

I Vestklassen samledes hele flokken alle 37 drenge til aftensang. Hr. Dittmann talte til tre som ved starten til et kapløb. Og alle satte ind for fuld udblæsning med "Klokken slår". Jeg stod ved siden af Jens, en høj, dinglevoren, ludende fyr, og han sang, så det gjaldede, provokerende, uharmonisk. Jeg sang med, jeg sang til med min falske røst animeret af min sidemand. Jeg skingrede ordene ud: "Lad os bruge den kostbare tid, tjene herren med al vor flid, så skal vi nok komme hjem, så skal vi nok komme hjem". Jeg havde taget det hele som en mand: Afrejsen, afskeden med min familie og de nye, mærkværdige forhold. Men ved ordene: "Så skal vi nok komme hjem", fyldtes hele mit sind af bedrøvelighed og fortrængt sentimentalitet, men lige før jeg skulle til at åbne sluserne langede hr. Dittmann mig en gevaldig lussing som tak for min skønsang, som han havde betragtet som en uartighed. Sentimentaliteten blev der altså ikke brug for.

 

Henry

Hvis det er sandt, at en dreng skal have mange skrammer for at være en rigtig dreng, så var jeg ganske afgjort rigtig, da jeg kom til Refsnæs.

Et par dage før afrejsen var jeg som så ofte før på avistur med Hans Mads' Poul. Da vi med fuld drøn kørte ned fra Valdemar Jørns gård og tog det skarpe sving ud til vejen, lagde min cykel sig ligesom lidt for meget i svinget. Derfor stod jeg nu her den første morgen på Refsnæs på Vestskolens medicinstue med en del overfladeskrammer, den ene arm og det ene ben i bind, og for at det ikke skulle være løgn, var overkroppen på kryds og tværs klistret ind i hæfteplaster for at holde en bandage efter en byldoperation på plads. Jacob var ikke kommet, og ventende drenge uden opsyn er ensbetydende med halløj. Selvfølgelig måtte ham den nye dreng holde for. Henry ville prøve kræfter. Han var en stor, stærk tamp, men lidt for tung og alt for tyk. Så var jeg altså lige pludselig midt i en dyst. Men det var, som om jeg havde prøvet den slags ting før. Vist var jeg en ranglet splejs. Men hvad Henry havde i tyngde og kræfter, havde jeg i smidighed, og det blev altså ham, der måtte ned med nakken, men som den prægtige fyr han var, tog han det storartet. Han gjorde mig en umådelig stor tjeneste ved at være den dårligste af os to i slagsmål. De andre overvurderede mine kræfter. I Henry fik jeg efterhånden en virkelig god ven og kammerat.

 

Den første skoledag på Refsnæs

For kort tid siden havde jeg en ganske besynderlig drøm: En tidlig råkold og grå morgen stillede jeg min cykel op ad rækværket ved Åshøj Forskole. Den tog sig umådelig høj ud sammenlignet med de to pjatcykler, der allerede stod der. Jeg følte mig usikker, var vist sent på den, vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle gribe sagen an. Jeg vidste bare, at jeg trods mine to snese skulle begynde min skolegang forfra. Jeg fik anvist min plads ved et tomandsbord med tilhørende bænk. Min sidekammerat dinglede frimodigt med benene, mens jeg kæmpede en fortvivlet kamp for at få plads til mine under bordkanten. Jeg følte mig latterlig lang, som jeg sad der og ragede op i klassen. Og så var den drøm forbi. Men der blev ligesom en reminiscens tilbage, der lidt efter lidt blev identisk med min første skoledag på Refsnæs.

Hvor anbringer man nu sådan et 12-års væsen, hvis skolekundskaber formodes at være lig nul? Og hvad kan han klare rent synsmæssigt? Men man må prøve sig frem altså! I første svagsynsklasse med ham! Og der møder vi billedet igen: En opløben knægt mellem små rollinger.

Gerhard, der senere øvede en stor indsats inden for underholdningsbranchen ved at gemme sig sammen med Åge Lyntog, ankom samme dag som jeg. Han var meget lyshåret og havde en forkert arm og åbnede sin skolegang i første svagsynsklasse ved i nervøsitet at tisse på gulvet, hvad klassen som helhed fandt vældig morsomt. Der var mange ting at lære i denne klasse. For eksempel at binde sko og prikke små, søde dyr ud i pap efter metalmodeller, og, jeg kedede mig gudsjammerligt! Men, her er det, Frøken kjellerup for første gang dukker op og griber ind i min tilværelse. "Jeg trænger vældigt til en havemand! Det må da lige være noget for sådan en stor dreng!" Og det havde hun så inderligt ret i. Jeg har luget og skuffet og revet have utallige gange, men netop havearbejdet denne ene dag i Frøken Kjellerups lille have ved Østskolen står som en oplevelse helt for sig selv. Jeg kan endnu fornemme denne vidunderlige følelse af frihed og selvstændighed og følelsen af, hvordan jeg lidt efter lidt, mens lugejernet hakkede ukrudtet om. Vred mig ud af pattebarnstilstanden og blev mig selv, blev en ganske almindelig dreng på 12 år. Sjældent har solen skinnet så dejligt fra en blå augusthimmel, og sjældent har fuglene sunget så meget som den dag, da jeg var havemand for Frøken Kjellerup.

En kort tid hørte jeg dog med til de små og skulle i seng klokken otte. I øvrigt var det med sengetiden en af de mørkeste sider ved min første tid på Refsnæs.

Den 8. maj 1967 gled et Rugbrød fra København op foran skolens gymnastiksal, og ud væltede syv gamle Refsnæselever, der var kommet for at tage del i festen i anledning af Frøken Kjellerups 70 års fødselsdag. Festudvalget havde fået den glimrende idé, at jeg sammen med nogle medlemmer af Dansk Blindesamfunds Amatørteater skulle sætte et underholdningsprogram på benene, og til ære for fødselaren skrev jeg det lille eventyr, som jeg kaldte "En rigtig lille høne". En udlægning af eventyret turde være overflødigt. Det er svært at bedømme de ting, man selv skriver, men da Edith fortalte mig, at hun på grund af bevægelse næsten ikke kunne læse det op, blev jeg klar over, at helt mislykket var historien ikke. Men Edith er en tapper amatør, så hun vandede ikke høns.

 

En rigtig høne

Der var engang en høne! Ja, i virkeligheden var der en hel masse! Men: Der er forskel på høns! Der er høns, der spankulerer hovne og selvoptaget rundt, og der er høns, der flakser forfjamskede omkring. Nogle gør sig skamløse til over for hanen, mens andre begærligt roder i jorden efter orm, eller i deres naragtighed hopper højt til vejrs for at fange fluer.

Men sådan var vor høne ikke! Hun var en pæn, agtværdig høne uden flyvegriller og andre usømmelige tilbøjeligheder. Hun var en betydningsfuld høne som ejeren satte stor pris på, for hun var nemlig skruk, og gode skrukker er der ikke så mange af. Dagen lang kunne man høre hendes kluk over den ganske hønsegård, når hun traskede afsted med sin store flok dunene kyllinger efter sig. De pippede og pippede skingert i munden på hverandre og lavede en farlig halløj. DE tumlede over hinanden og over deres egne ben, og de maste og skubbede og sloges for at få de bedste pladser lige bag skrukmutter. Men: Blev der for meget vrøvl i flokken, var hun der med sit skarpe næb og bragte ro i gemytterne.

Blev flokken truet af ydre farer, eller når mørket faldt på, svulmede hun op af omsorg og bredte sine vinger beskyttende over de små, strakte vingerne til bristepunktet, for flokken var stor, og ingen måtte lades i stikken.

Kyllingerne voksede. Dunene blev til fjer, og de baskede prøvende med deres spæde vinger og fløj af reden. År efter år bredte hun sine vinger ud over nye flokke og altid med samme omhu. Og rundt om i den store hønsegård går hendes kyllinger og finder orm og fanger fluer, flakser forvirret omkring eller gør sig til over for hanen. Sommetider skinner solen. Sommetider pisker en haglbyge ind over hønsegården, og hvis hun kan nå dem, dækker hun deres forpjuskede fjer med en vingespids.

Se, det var en rigtig høne!

 

På rejse med monsunen

Er det for 30 år siden? Var det sidste sommer? Eller er det netop i dette øjeblik, det sker? Årene smuldrer hen. Tiden presses sammen og fortsættes i et lysende punkt. Fortid og nutid er et og det samme. Der eksisterer kun dette øjeblik, denne ene forårsdag på en grøn strandmark under en renvasket, blå himmel med drivende lammeskyer.

Jeg ligger på ryggen i en klynge lyttende børn. Fjorden nynner sagte og en stemme læser monotont om "Jan, Ture og jeg". De kalder hende plejemor. Besynderligt!

Hun sidder som en dronning i sin blå kittel midt i flokken. Hun læser og læser, og der er en sær fremmed tone i hendes stemme. Jysk, siger de. Stemmen går på rejse med monsunen ud over de store have, og jeg ligger på ryggen i det forårsgrønne græs og ser op i det blå, hvor de hvide lammeskyer tager form og bliver stolte skuder med fyldte sejl.

Duften af muld og græs vejres bort. Den salte havluft stryger ind over dækket, hvor jeg ligger og stirrer ud mod det uendelige blå mellem solflimrende sejl, mens skibet støt følger sin kurs. Havets vældige vandmasser og den monotone stemme bærer mit skib fremad. "Jan, Ture og jeg" er på rejse med monsunen, på rejse mod en smal kyststribe, der står som en spændt bue mellem himmel og hav.

Et kuldegys løber langs min rygrad. En solsort fløjter sørgmodigt. Hun lukker bogen med et lille smæld. Men mine lammeskyer drager stadig mod nord med fyldte sejl.

 

Det var en lørdag aften

Det kan godt være, det er løgn, men jeg tror, det var en lørdag aften, at vi fejrede en fødselsdag nede på skibet. Denne herlige, hjemmelavede skude, der lå midt på strandmarken og ragede op med sine to master, med for- og agterdæk, med mandskabs- og kaptajnskahyt, med bovspryd og ræling og hvad et drengehjerte ellers kunne begære. "Esbern Snare", stod der om styrbord og hjemsted Kalundborg. Men, det var denne lørdag aften, og der var fødselsdag med kaffe og kringle. Hvem der havde fødselsdag, husker jeg ikke. Jeg var så ny og kendte endnu så få. Det hele var så nyt, så spændende, så romantisk. Der var fællessang og mangeartet underholdning. Tydeligst husker jeg en lille, kortstammet dreng i hvid og blåstribet bluse. Han sad på fordækket med sin toradet harmonika på knæerne og spillede løs, mens han sang: "Det var en lørdag aften". En såre vemodig sømandssang, og jeg husker bare, at det var en lørdag aften, og så det sidste vers: "Og hvis I nu vil vide, hvem visen skrevet har? Det har den sømandsenke, knapt 21 år". Han tryllebandt mig, denne lille fyr med sit harmonikaspil, der klang på fordækket af "Esbern Snare" ud i den skumrende sommeraften. Vist var hans spil for intet at regne, da jeg først stiftede bekendtskab med Verners harmonika. Men gud, hvor var jeg imponeret. Han blev i de unge år en del lapset, men når jeg tænker på Egon, ser jeg ham i den blå og hvidstribede bluse med harmonikaen i sin favn.

 

Skadeserstatning

Tre gange seks meter i gulvareal, tre meter til loftet, i den ene ende et besynderligt skab af forhistorisk oprindelse, det var på siden af overskabene forsynet med en art metalgitter. Otte borde fire og fire på langs af lokalet. Syv elever og en lærer. Sådan var i al korthed min klasse. Og alligevel var den aldrig ens. Atmosfæren tog karakter efter fag, lærer, vejret, hvad vi havde fået til middag og ens eget gode eller mindre gode humør. Derfor er erindringen om ens klasserum en sum af erindringer, der næppe lader sig opløse. Øverst flyder dog altid visse specielle oplevelser.

Modellering, formning i hænderne af det døde ler, var for mig noget nyt og ganske interessant, og jeg arbejdede ret alvorligt med tingene, selv om jeg selvfølgelig som de andre ofrede en del ler på tissemænd og andre uartigheder. En kunstner kan tillade sig mange friheder, og Frøken Flensborg (Flens) var meget tolerant.

Dog, en dag var hun lidt forsinket. Jeg kunne ikke stå for en pludselig indskydelse. Jeg sprang op og gemte mig i et af de der sære skabe.

Flens kom ind i klassen, savnede mig og spurgte om, hvor jeg var. De vidste ikke noget, sagde de, og timen begyndte. Jeg sad i mit snævre, selvvalgte fængsel med knæene trukket næsten op under hagen. Jeg kedede mig. Det var i grunden slet ikke morsomt. Hun drømte ikke engang om at lede efter mig. Jeg sad og kiggede i en gammel læsebog. Det kedede mig også. Så begyndte jeg at læse højt. Det hjalp. Skabsdøren blev flået op, og jeg blev hevet ned på gulvet og fik et par gode lussinger. Men hun var ikke egentlig vred, i hvert fald ikke på mig, nærmest ked af det. Til gengæld skældte hun de andre ud: "I skulle skamme jer! Han var sådan en sød dreng, da han kom, men nu har i seks labaner fuldstændig ødelagt ham"!

Jeg følte oprigtigt talt trang til at komme med et erstatningskrav, for tænk, hvad kunne jeg ikke have været blevet til, hvis de ikke havde spoleret mig i så ung en alder.

 

Det glemte barn

"Snyd næsen!" Råbte min far. Han tog på afstand fejl af min store nye fortand. Hvordan man kan tage fejl af så flot en fortand forstår jeg ikke, slet ikke i betragtning af den fremtrædende position, den havde i min overmund. På Refsnæs tog man ikke fejl af den, og heller ikke af den, der sad ved siden af, selv om den strittede den modsatte vej. Altså skulle jeg til tandlæge for at få rettet tænder. Det var den indadvendte, man i første omgang havde kig på. Friluftstanden klarede jeg i øvrigt selv på et lidt senere tidspunkt. Vi havde en sandkasse på Vestskolen. Nu var det ikke sådan, at vi store drenge sad og klappede sandkage, Men sandkassen var fortrinlig til brøndboring. Man graver sig dybere og dybere ned, og efterhånden må sandet hejses op i spande. Jeg stod på bunden af skakten og pustede lidt ud, da den tunge, fyldte spand ramte min udsatte tand. Siden har jeg altid fået ros for mine pæne, lige tænder. Men, den der indadvendte skulle tandlægen altså klare. Niels Åge skulle følge mig til tandlæge. Han skulle alligevel til Kalundborg efter medicin på apoteket. Med den store kuffert i den ene hånd og mig i den anden storkede han afsted ind ad Kystvejen. Jeg var en langbenet laban, men måtte dog småløbe ved siden af dette algangsmenneske. Tandlægebesøget var det rene barnemad. Jeg fik lavet en "bøjle" på undertænderne, der skulle tvinge den genstridige på plads, og som havde den egenskab i tiden fremover bestandigt at falde af. Så sad jeg i venteværelset og ventede på Niels Åge. Jeg kunne sidde og se ned på gaden. Vejret var gråt, det regnede, og folk hastede bare forbi. Der var ikke rigtig noget sjovt at se på. Ved siden af lå en urmagerbutik. Over den næsten i højde med tandlægens vindue hang et stort ur. Jeg begyndte at følge den store viser. Kedsomheden og modløsheden sneg sig ind på mig. Jeg ventede og følte mig træt et eller andet dumt sted inde i hovedet. Jeg begyndte at følge den lille viser, der bevægede sig i ganske små ryk. Omkring tre timer måtte jeg vente og ingen foretog sig noget. Klokken godt seks dukkede en taxachauffør op for at afhente mig. Jeg havde været væk tre-fire timer, men ingen havde spekuleret på, hvor jeg var blevet af. Jeg var godt sur, og den omstændighed, at jeg skulle have særkost på grund af bøjlen, lagde intet plaster på såret. Niels Åge havde glemt mig.

 

Menuet i G-dur

Min kusine Vera blev borgerligt konfirmeret, en kedsommelig affære for en dreng på 10-11 år. Kun en enkelt ting fandt virkelig vej ind til mig, Beethovens Menuet i G-dur. Det var, som om jeg stadig kunne blive ved med at høre violinbuens strøg inde i mit hoved. Jeg ved ikke, hvorfor hr. Øer inviterede nogle af os med på restaurant, eller om der i det hele taget var nogen anledning. Vi blev budt på chokolade og lagkage på Grand Hotel i Kalundborg. Mindre kunne ikke gøre det! Stort og pompøst skulle det være, når hr. Øer var vært. Grand Hotel havde et hyggeorkester, der stod til vor rådighed. Vi kunne blot ønske. Vi fik tidens schlagere og den slags. Jeg bad om Beethovens Menuet i G-dur. Der blev stille om chokoladebordet. Der kom protester. Der kom hånsord fra den ædle giver. Jeg blev kort sagt til grin. Man troede vist, at fyren havde opsnappet titlen på et musikstykke og nu ville gøre sig bemærket. Synge kunne han jo ikke, heller ikke spille på harmonika eller klaver, og var end ikke medlem af jazzorkestret. Men trods alt fik det umusikalske arbejderbarn sin Beethoven og kunne genopleve sin kusine Veras konfirmation.

 

Der står et slot

Når solen var gået ned, og hr. Øer havde inspektion, og det lune august-tusmørke hvilede over Vestskolen, fik vi lov at synge aftensang i Stengrotten. Og så stod vi der i en kreds om ham, mens han sang for med sin gode, kraftige stemme. Hans sang var virkelig en nydelse, og den var så suveræn, at den nærmest virkede som solosang. Der var dybde og følelse i den, og den fik visse sentimentale strenge til at svinge med i os andre. Der opstod en atmosfære, en stemning, som altid vil være knyttet til Stengrotten med sin halvcirkelbænk. Når hr. Øer sang: "Der står et slot i Vesterled", så var der et slot, og efterhånden som sangen skred frem, dukkede slottets enkeltheder op for ens indre øje. Det blev ikke en almindelig aftensang, det blev en vision. Denne aftensang satte et brat punktum for den urolige dag. Og man gik ind og gik i seng. Man følte sig vemodig og beklemt med noget alt for stort inden i sig. Mindet om disse aftensange i Stengrotten dukker stadig op, når jeg ved sjældne lejligheder tager del i udendørs aftensang. Der står et slot i Vesterled. Et farvestrålende eventyrslot med tage af det pureste guld. Og det står malet på mine øjnes nethinder med hr. Øers fuldtonende røst.

 

Svesketærte med rødkål

Frøken Steengård var et højt damemenneske, der ligesom svævede over vandene. Hun boede i den lille altanlejlighed på Vestskolens øverste sal. Vi boede altså under samme tag, men jeg mindes aldrig at have haft noget med hende at gøre. Rent bortset fra en morgenstund hvor frøken Vedsøe havde travlt med at stille os op i stengangen, før vi to og to skulle marchere over til morgensang i gymnastiksalen. Jeg stod og holdt lidt skæg med en af Vestskolens køkkenpiger, og jeg holdt mig som følge heraf ikke særlig pænt på geled. Midt i min køkkenpigelyksalighed mærkede jeg en skarp smerte i min ene overarm. Frøken Steengårds skarpe negle havde boret sig dybt ind i mit ømme kød for at kalde mig til orden. Det gjorde ondt, og det gjorde næsten endnu mere ondt, fordi det var uden for hendes jurisdiktion. Gennem regnen traskede vi over til Østskolen, og med smerte i armen sang jeg med på: "Morgenstund har guld i mund, og guld betyder glæde".

Jeg havde ikke noget med frøken Steengård at gøre bortset fra det med nappet i armen, og så det med svesketærten.

Vore hjerter var fulde af så mange ting i de tider, ikke mindst af længsel efter søde sager. Eller bare efter et eller andet, der kunne være en afveksling i den daglige kost. At vi også hungrede efter eventyr og oplevelser, behøver jeg næppe at nævne. Derfor var vore jagter på spiselige sager såsom kaffebrød, rabarber og grønne æbler lige så meget en jagt på spring og oplevelser.

Kassen i Vestskolens spisesal med kaffebrød og tvebakker var for let en opgave. Svend Børge og jeg joh, jeg er sikker på, det var Svend Børge, havde denne efterårsaften lyst til at lave et kup helt uden sidestykke. Der måtte ganske afgjort være noget virkelig rart i spisekammeret, så vi kunne tilfredsstille vore længselsfulde maver. Det blev ikke en lusketur efter sengetid, men et dristeligt og voveligt indbrud. Lyset brændte på trappen og i stengangen, stod køkkendøren på klem. Vi holdt vejret, vore hjerter stod stille, mens vi lyttede, og jeg spejdede omkring, så godt, jeg kunne. Ingen i nærheden. Banen var fri. Alle døre knirker, når man er på forbudte veje. Det lyder som et flængende tordenskrald i ens øre. Der var langt fra køkkendøren til det lille spisekammer henne i hjørnet. Farligt åbent terræn. Og så står man foran den røde dør, åbner den og smutter ind. Spisekammeret er trangt, faktisk bare et skab med et lille vindue højt oppe. Der var en duft af fristelser og velstand, og vi sank ned i syndens dybe afgrund. Vi stod der i det lille rums totale mørke og lod fingrene søgende løbe rundt på hylderne. "Her er rødkål!" Sagde Svend Børge med et tilfreds smask og glemte et øjeblik, at vi skulle være stille. Vi stak hænderne ned i skålen og guffede i os. Det var en sjasket omgang, men, hvor det smagte! Vi tørrede hænderne af i vore dertil beregnede bukselår og fortsatte vor søgen. "Her er kage", hviskede jeg, en vidunderlig, stor, duftende kage. Et bytte, der overgik de dristigste forventninger. Og så, midt i sejrsrusen hørte vi en dør gå. Der var nogen i køkkenet. Vi stivnede i angst. Vore hjerter hamrede, så de kunne høres videnom. En kedel blev sat over. Skabsdøre blev åbnet og lukket. Porcelæn klirrede. Jeg stod med kagen i hånden og turde ikke lægge den fra mig. Døren smækkede. Køkkenet var tomt! Men gennem det oplyste køkken turde vi ikke gå. Vejen til frelse og frihed var det lille højtsiddende vindue. Vi undslap. Ingen så os. Vi kunne ikke efterlade den rødkålsplettede kage, ikke lade den i stikken efter alt det, vi sammen havde været igennem. Det var en pragtfuld svesketærte, købt af frøken Steengård og beregnet til en damekomsammen. Nu blev den fortæret bag cykelskuret af en flok glubske drenge. Min andel i dette kagedrama kunne vel rent umiddelbart være en hævnakt, men jeg må dog fastholde, at det var et sammentræf af sørgelige omstændigheder.

 

Sild er godt

Det ville være en grov overdrivelse at påstå, at vi ligefrem spiste højt belagt smørebrød. Det var fedtemad og atter fedtemad og så denne evindelige, triste tøseost ja, og så var der naturligvis de hjemmeavlede tomater i højsæsonen. Men vi huggede det godt nok i os, og der var nærmest feststemning i spisesalen, når vi havde spist op, for så kunne vi sende bud over i det store køkken efter frisksmurte margarinemadder. En omhyggelig optælling blev foretaget. Viftende hænder blev stukket i vejret, og den inspektionshavende lærer begyndte sammenlægningen af 38 forslugne drenges ekstrahunger. "Mogens?" "Tak, to!" "Kristen?" "Tak, fem!" "Jens?" Der blev en lille pause med spændt forventning. "Tak, tolv stykker" og latteren slog sammen omkring den bundløse Jens. "119 stykker," konstaterede rugbrødstælleren og et par friske fyre blev sendt afsted. Det bløde, nysmurte rugbrød kom og gled ned som ingenting, og det hændte, at der gik bud til køkkenet endnu engang.

Lærerne havde naturligvis deres egen spisestue, og den havde en uimodståelig dragende magt over os. Når pigerne skulle bære levningerne ud efter lærernes "overdådige måltid", listede vi hen til døren og stak en spørgende hånd frem. Var det en af de flinke piger, gik man derfra med en stor nævefuld spegesild i eddike. Hvor var det vidunderligt at spise smulerne fra "de riges bord", og så var det oven i købet forbudt. Det var det også at stoppe den torsk, man ikke kunne fordrage, i bukselommen. Men, der er forskel på fisk.

 

Det nøgne rum

I kælderen under det store køkken var et rum indrettet som brændekælder, og her kløvede vi undertiden brænde, når vi havde praktisk arbejde, og stod man et par stykker her og sled i det, kunne man rigtig sludre og hygge sig sammen.

Vi var tre-fire stykker, der var blevet enige om at foretage en grundig undersøgelse af køkkenet efter lukketid. Den pågældende dag spurgte jeg derfor hr. Dittmann, om jeg gerne måtte have lov at hugge brænde. Det fik jeg lov til, og da dagens gerning var endt, lukkede jeg pænt og omhyggeligt vinduerne, men "glemte" alligevel at sætte et par hasper på.

Aftenen kom, mørket faldt på, og køkkenbygningen lå som en skummel, uindtagelig fæstning. Men vi havde vor egen lille private trojanske hest i brændselskælderen. Vinduet blev åbnet, og vi gled ned mellem brændeknuder og tomme te kasser. Ekspeditionen kunne tage sin begyndelse. Vi kom ud i kældergangen, følte os forsigtigt frem og fandt trappen. Med en salig blandet fornemmelse af angst og spænding, dårlig samvittighed og opdagertrang steg vi til vejrs, op i selve køkkenet. Et stort, tomt rum med betongulv, hvor selv den mindste lyd blev forstærket til et rungende tordenskral. Vi listede omkring og turde næppe trække vejret. Vi søgte og søgte, men stødte kun på vældige gryder og køkkenmaskiner. Vi fandt frem til masser af skabsdøre, men alle var låst. Det eneste tilgængelige var en kasse sukkerknalder. Det var ikke lige netop det, vi havde ventet os. Men vi oplevede det store, klamme rum, mørket, tomheden og hjælpeløsheden. Vi blev fyldt af en knugende følelse af kulde og undergang, og vi skyndte os tilbage til den lille, hyggelige brændekælder, hvor vi igen samlede mod til det lige så risikable tilbagetog. Men den næste dag stod køkkenet og lignede sig selv med skramlen af gryder og spande og refrænsyngende køkkenpiger.

 

Spændende afbrydelse

Svend Børge var afgjort manden med de gode kontakter, når det drejede sig om spiselige ting. Selv i det store køkken havde han sine forbindelser. Som den lille charmetrold, han faktisk var, havde han forstået at gøre sig gode venner med køkkenpigerne. Da dette at gå alene for de fleste af os var noget af en sjældenhed, kunne det hænde, at Svend Børges forbindelser også kom mig til gode.

Det er ikke let at sige, hvor de mange margarine eller fedtemadder forsvandt hen, men et faktum er det, at vi kort tid efter måltidet kunne spise igen. Ja, vi kunne vel spise altid, hvis der ellers var lejlighed til det. Og således udhungret oven på aftensmaden slentrede Svend Børge og jeg tilfældigt forbi køkkenet, hvor pigerne netop selv skulle til at spise. Vi gik op ad den høje cementtrappe i bygningens sydgavl og stak hovedet ind ad døren til spisestuen. Vi kunne jo altid spørge efter gammelt brød til kaninerne. Men pigerne var alene og vidste jo nok, hvorfor vi kom. Vi blev anbragt på den lange bænk under vinduet og fik serveret det dejligste smørebrød. Vi sad med munden fuld af mad, da en af pigerne nervøst udbrød: "Nu kommer frøken Sørensen!" Både pigerne og vi var jo på ulovlige veje, så økonomaens pludselige ankomst var såre ubelejligt, ikke mindst i betragtning af, at spisestuen kun havde den ene udgang, som frøken Sørensen i løbet af et øjeblik ville komme ind gennem. Der var kun et at gøre: Ned under bænken med mad i munden og mad i hånden. Der lå vi så i forlængelse af hinanden og tyggede af munden, mens frøken Sørensen udbredte sine skørter over os og gav sig til at spise. Aldrig har noget menneske været så længe om at spise. Vi skubbede til hinanden dernede under bænken og var ved at eksplodere. Vi tænkte uartigt og blev sære ved det. Der var ligesom ikke plads til alt det under den fordømte bænk. Det er svært for sådan nogle store knægte at glemme, at der også sidder søde, unge piger deroppe. Og man skal ligge helt stille, og man må ikke engang rømme sig, og tiden går så langsomt, eller også spiser hun en frygtelig masse denne frøken Sørensen! Omsider blev hun færdig og gik, og vi luskede stille af med et stykke spegepølse i hånden.

 

Havemænd og flyttemænd

Det kan undertiden være vanskeligt at holde rede på kronologien i erindringer, der ligger 30 år tilbage i tiden, og navnlig, når de på så mange punkter ligner hinanden. Men ikke alene kronologien kan det knibe med, men det kan somme tider være svært at holde det ene billede ude fra det andet. Tingene ligesom fletter sig sammen og går op i en højere enhed, som man kunne kalde en erindringsmasse. Det kan også være et par enkelte billeder, der ligger og flimrer ind over hinanden.

Således ser jeg to haver under den samme blå sommerhimmel. Den ene nærmest en park. Den anden blot en lille plæne omgivet af lidt buske og stauder. Parken tilhørte dyrlæge Meyer Jensen. Haven hørte til det hus, lærer Åge Dittmann havde lejet til sig og sin nygifte kone Kirsten. I parken var der en vidunderlig dam, hvor vi gik på zoologiske opdagelser med fru Grove Rasmussen, men hun var så hundeangst for, at nogle af os skulle komme noget til, at det kun var mig, klassens eneste medlem med vejledende syn, der fik lov at rode lidt i vandkanten, men kun sådan lige ved bredden, og ikke ret længe. For en gangs skyld havde jeg hjemve. Jeg sad på det tørre og studerede blade fra parkens mangeartede træer og længtes så forfærdeligt efter mit gadekær med mudder og andemad og hundestejler og tusindvis af haletudser. I varme dage var gadekæret tumleplads fra morgen til aften. Vi gik omkring med de oprullede ærmer drivvåde til skuldrene og dyppede bagen i det varme brakvand, og vi lå i de kølige siv og glemte måltider og vore små daglige pligter. Men her sad altså forstanderens kone og fortalte, at vi ikke måtte komme noget til. Men nu presser det ene af billederne sig særlig på: En stor flok drenge spredt rundt i denne enorme have, alle beskæftiget med et eller andet havearbejde. Det var ikke en flok slavearbejdere, som man hører om dem i hårrejsende beskrivelser fra visse opdragelseshjem. Tvært imod! Alt blev gjort frivilligt for det velsignede arbejdes egen skyld, så der var fest og tempo over det hele. Og så var der endelig det, at der sikkert vankede et eller andet traktement bagefter. Det var kort tid efter, at vor plejemor frøken Rasmussen havde taget navneforandring til Meyer Jensen og samtidig havde ombyttet sit værelse på Vestskolen til en herskabelig villa på Kystvejen, og naturligvis var der en masse oprydning også i huset, og ikke mindst i dets kælder, og vi gjorde virkelig god gavn. Og så kom belønningen, det spændte imødesete traktement. Vi stod og ventede, en stor krukke gik rundt, vi dykkede ned efter tur og fiskede et stort stykke græskar op. Traktementet! men der var ingen sød vanillesmag. Græskarene havde gennemgået en utilsigtet gæringsproces. men vi åd dem sgu'.

Billedet faiter ud, og et festligt optog på Kystvejen dukker frem. Et par arbejdsvogne med svimlende høje læs, drenge, der skubber og drenge, der trækker, og en flok, der bare er med som reserve. Dittmann flytter fra sine to små rum til sin nye lejlighed på Gisselørevej. Optoget starter foran det gule hus på Gisselørevej, og vi begyndte at bære de velkendte ting ind. Der var den blå ottoman og den store blå klubstol med øreklapper, der var. Ja, man kunne nævne det hele, for vi kendte det, som det var vort eget. Bagefter sad vi alle på den lille plæne, og vi fik kager og sodavand, og vi fik is og mange andre lækkerier. Vi var en stor flok, så jeg tror en flyttemand havde været billigere. Vi havde med glæde gjort det for ingenting. Mange af os fik her på Gisselørevej et godt og gæstfrit hjem, hvor vi tilbragte mange fritimer.

 

Et krus til at synge i

Der findes dage, hvor ens hoved føles som en tung, død grødmasse. Man er blottet for ethvert initiativ og føler lede ved det hele. Sådan en dum dag gør man underlige ting bare for at gøre noget. Vi havde store tunge krus af jernporcelæn. De triste klemmer uden pålæg var fortæret, og man sad bare og ventede på, at frøken Vedsøe skulle sige velbekomme. Sad bare og ventede "i tavshed". Ingen måtte tale under måltidet. Med et fik jeg en ubetingelig lyst til at bryde denne smaskende tavshed, og jeg gav mig til at synge hult og inderlig fjoget ned i mit krus. Et par raske lussinger havde sikkert frisket op på mit tunge hoved. Men hun slog ikke, bad mig bare om at gå op til hr. Øer. Jeg var skuffet over, at frøken Vedsøe ikke selv kunne klare sådan en lille affære. At det er svært at overvinde sig selv, måtte jeg i høj grad erkende, da jeg luskede op ad trappen for at banke på hr. Øers dør. "Kom ind", buldrede stemmen derinde. Jeg kom ind og stillede mig op ad væggen inden for døren. "Hvad vil du"? Buldrede stemmen igen, og jeg blev så underlig mat i knæene. "Ja, det er altså frøken Vedsøe, som, hun sagde, at, jeg ja, hun sendte mig herop". Man vred sine ord, og man vred sine tæer, kinderne var glohede, og halsen var tør og sprukken. "Hvad har du så lavet"? "Sunget". "Sunget? Hvordan sunget"? "Ned i kruset". "Hvordan gjorde du det?" " Jah, jeg sang bare". "Lad mig høre!" Er der noget mere dumt til i verden end at skulle synge ned i et krus, som man ikke har med en stemme, der er tørret ind til en hæs hvisken, og som oven i købet er falsk og delvis i overgang? Men jeg fik mine øretæver og kunne gå igen. Det undrede mig og det gør det stadig, at en mand som hr. Øer ville lade sig bruge som bussemand og foretage afstraffelser på andres vegne, når han slet ikke behøvede det. Med lidt mere tankevirksomhed listede jeg atter ned ad trappen, men det var stadig en dum dag, hvor man bare følte lede.

 

Noget ganske almindeligt

Der var nogen, der havde tabt et armbind på vej til købmand Simon, og finderen ringede til skolen. Det kunne afhentes i det og det hus på venstre side af vejen og så videre, og det blev Egon Clemmes og min opgave at afhente det. En ganske almindelig dag med et ganske almindeligt dansk gråvejr skridtede vi ud ad Simonsvejen til det omtalte hus. Lidt beklemte bankede vi på. Vi var jo ikke vant til at gå i byen alene. Konen lukkede op og bød os på kaffe. Vi sad i den lille stue og så ud på Simonsvejen, hvor vi mangfoldige gange havde trasket frem og tilbage. Det var næsten, som om det slet ikke var den samme vej, vi så på. Jeg syntes heller ikke rigtigt, at det var de samme drenge, der sad her, som dem, der plejede at fare forbi derude. Vi sad hos en ganske almindelig familie i et ganske almindeligt hus, der lignede de små huse derhjemme i landsbyen, og vi følte os ærlig talt for en gangs skyld som ganske almindelige drenge på besøg hos en nabo. (I øvrigt vist nok den eneste gang, jeg var i direkte kontakt med den lokale befolkning på egen hånd). Der var bare det med tiden. Det, at vi kun måtte "gå på vejen" en time, at vi skulle være tilbage til tiden, og så med armbindet, det gule armbind med de tre sorte øjne, der gav vore værtsfolk stikordet til en længere udspørgen om, hvordan man havde det på sådan en skole, og så var vi ligesom ikke rigtig almindelige igen. Da vi kom ud, var Simonsvejen ikke helt, som den plejede, og i tiden fremover var der et hus at dvæle lidt ved, et hus, man havde set indvendigt.

 

Hjemtur

Juni. En morænebanke på Refsnæs. Midt på banken omgivet af fyrrekrat. Huset, der var så nyt og spændende og endnu duftede af friskskåret tømmer. Og over det hele lyse og glade drengestemmer blandet med dybe, sprukne overgangsrøster. Der var afskedsfest for konfirmanderne, som hver måtte tage en yngre kammerat med. Jeg var med som yngre kammerat.

En kraftig, mild regn satte en stopper for udendørslivet og jog os ind i huset. Verner fik harmonikaen frem, og vi drenge, store og små, mellem hverandre (tro det, hvem der kan) dansede med hinanden, drak kaffe med medbragt kringle og havde det herligt, til festen var forbi.

Jeg oplevede ikke tilbagemarchen gennem den silende regn. Jeg fik lov at køre med hr. Ellebæk i jumpen sammen med det brugte service. Vi pakkede sammen og hentede Store-Tulle, der glinsende våd græssede på skråningen. Seletøjet var vådt og genstridigt, og jeg var næppe til megen nytte.

Hjemturen tog sin begyndelse. Regnen tog mere og mere til, den fjerne torden kom nærmere og nærmere for hvert skral. Mørket blev tættere, og lynene flammede mere og mere op. Vi kørte langsomt frem af de smalle grusveje, der kun var synlige, når lynene flammede op. Vi kørte fremad i tavshed, kusken anspændt og usikker. "Ved du, om vi skal dreje her", spurgte han. Jeg vidste det ikke. Vi drejede af og kom ind på en endnu dårligere vej. "Nu deler vejen sig igen", sagde han, "Hvilken en skal vi tage?" Jeg vidste det ikke. Vi kørte fremad med uvejret lige over hovedet. Der var kun os to og Store-Tulle, i hvis blanke, røde hårlag lynene spejlede sig. Uvejret drev over, lyset vendte lidt tilbage, men vi vidste ikke, hvor vi var. "Vi må overlade det til Tulle", sagde Ellebæk, "Ellers finder vi aldrig hjem". Og der rullede vi så afsted med Tulle som både hest og kusk. Vi sad blot og hyggede os og kom hinanden så nær i den lille afgrænsede verden, som denne jumpe var. Og der var en duft af fugtig muld, af græs og hyld og vilde roser, og op fra den roligt travende hest steg en god lugt af sved og seletøj. Grusets skurren under hjulene hørte op. Vi var på asfalt og kendt vej, og kort tid efter svingede vi ind gennem en af skolens låger. Vi fik Store-Tulle på stald og gik over på Vestskolen. Jeg gik i seng og havde slet ingen trang til at snakke med de andre. Jeg havde oplevet noget, men kunne ikke fortælle, hvad det var.

 

Misundelse

Forsøger man at gøre sine egne egenskaber op, vil man helst stryge de mindre tiltalende. Altså de der, som man fortrinsvis ser hos de andre. At jeg skulle ligge under for den beske misundelse, ville jeg forsværge, men ser jeg tilbage og genoplever visse episoder, så lyser misundelsen ud af dem, og jeg vil helst tænke på noget andet.

Når vinterstormene for over Refsnæs, og aftenerne blev lange, udfoldede der sig stor aktivitet indendøre af vidt forskellig karakter, for det var ikke opfindsomhed, det skortede på.

En dag var der sat plakater op. Der skulle være teaterforestilling på Vestskolen. Der var billetsalg, det kostede nogle få øre at komme ind, og alt var således i den skønneste orden. Egon Clemme havde forfattet stykket og selv sat det op, vel nok i nogen grad assisteret af hr. Øer. Det var en lille rørende historie, som Morten Korch ville have været grøn af misundelse over. Hvad husker man af sådan en handling? Faktisk intet! Blot dette, at Thomas var en sød, ung pige, der sad og ventede på sin kæreste, og mens de salte tårer dryppede ned på det hvide sytøj, sang han ud af sin dybe smerte: "Når jeg sidder her i stille tanker, og de glade minder vælder frem, sker det, at mit hjerte voldsomt banker, for jeg finder dig i hvert af dem". Og så husker man Finn som den store, tykke, godmodige politibetjent, der til slut afhenter slynglen, så alt kan ende i fryd og gammen. Premieren var en kæmpe succes, og der var grund til genopførelse, og denne gang skulle pigerne fra Øst også have lejlighed til at se mesterværket. Og nu er det altså, misundelsen sniger sig ind! Én succes kunne man jo nok onde dem, men en til! Og oven i købet over for pigerne! Nej. Det var længere, end vort storsind kunne række. Niels Åge, Gunnar og jeg, i denne forbindelse bør jeg vist desværre nævne mig selv først, vred vore hjerner for at finde ud af, hvordan vi kunne genere kunstnerne mest muligt. I den ene ende af Vestklassen, hvor forestillingen fandt sted, var der et stort indbygget skab til legetøj. Til dette skab var der mærkeligt nok adgang gennem en lille lem ude fra trappeafsatsen. Der krøb vi ind. Hvad vi egentlig ville, stod os ikke klart, lave skandale! Ødelægge det for dem! Og så gjorde vi alligevel slet ingenting. Vi turde vel ikke. Eller måske følte vi, at vi faktisk sad rigtig godt i fælden, hvis vi foretog os noget. Vi sad bare stille og hørte gratis til, hørte bifaldet, succesen, og mærkede, hvor forbandet surt og trist og ensomt det var at være misundelig.

Senere stak vi vore sure hoveder sammen. Nu ville vi selv lave et stykke, og det skulle være alle tiders. Selvfølgelig blev det til ingenting, bare en fjollet indledningsscene. Derefter blev vi enige om, at det der med at lave teater var noget frygteligt tøsepjat, som ordentlige drenge ikke gav sig af med.

 

Støt står den danske sømand

Dyrlæge Meyer Jensen, omtrent nabo til skolen, havde foruden en kone, som han havde arvet efter Vestskolen, hvor hun som frøken Rasmussen fungerede som plejemor, også en robåd. En skøn søndag eftermiddag kom hr. Øer roende langs kysten og lagde til ved Østskolens strandmark. Alle skulle nu forlystes med en rotur, og den arme mand, stor og tyk som han var, sled i årerne, så sveden drev ham ned ad de svulmende kinder. Ungerne morede sig godt, han morede sig godt, og fjorden var rolig.

Niels Åge, Gunnar og jeg var som altid nogle udspekulerede fyre. Vi havde sikret os den sidste tur. Vi lå i det halvstive græs og slangede os, mens båden kom og gik. Vi sludrede og hyggede os, mens manden derude sled i årerne. Havkåd og buldrende juvial dukkede han op og fik de næste passagerer ombord. Han var helt i sit es, gammel fisker fra Thisted, helt hjemme på det våde element. Det trak ud, men hvad! Vi havde fået lovning på den sidste tur, og det blev den længste, for så skulle båden leveres tilbage til dyrlægen.

Og så var det ved at være vor tur. Forventningsfulde stod vi i vandkanten, mens sidste hold passagerer blev udskiftet. Båden begyndte at vippe ganske lidt. Hr. Øer stod midt i båden og dirigerede. Båden vippede lidt mere. Århusbåden var på vej ind. Kølvandet løb i kraftige skrå striber ind mod kysten og hævede og sænkede den lille jolle. Jeg så det, før det skete: Jollen krængede over. Med begge hænder i vejret, med uret i den ene hånd og den evindelige cigar i den anden, gik den stolte sømand overbord og satte sig på bunden af den klamme fjord. Der blev ingen tur for os hen til dyrlægen med båden. Sjældent har jeg dog med større glæde givet afkald på en forlystelse.

 

En helt

Han stod deroppe i stalden, da vi vendte tilbage efter sommerferien. Det var en gave fra statsminister Thorvald Stauning, en ægte indfødt firbenet repræsentant fra sagaøen i Nordatlanten. Efter en idékonkurrence fik han navnet Max.

En lun augustaften med masser af blå himmel skulle den officielle indvielse finde sted, og små og store, drenge og piger stod i rad og række for at få en ridetur på "Staunings hest". Nogle blev trukket frem og tilbage, mens andre vovede sig alene ud på den farefulde færd, dog i forsigtig skridtgang. Kun få tog sig en ordentlig ridetur.

Jeg holdt mig tilbage længst muligt. Sandelig ikke af beskedenhed, men tværtimod for at opnå en længere tur, når vi havde overstået rollingerne.

Og så sad jeg på ryggen af Max, og som en sejrrig feltherre så jeg ned over småungerne, der flankerede det første stykke af min vej.

Og så var det alligevel en skuffelse! Han jokkede bare afsted sløv og uinteresseret. Man forstår, hvordan en hest føler det, når den i længere tid på nedværdigende måde har været trukket i snor som en forkælet silkepuddel.

Jeg ved faktisk ikke, om det var Max eller mig, der tog initiativet. Pludselig gik det fremad i et meget uvant pasgangertrav, og jeg følte mig ikke alt for sikker i sadlen, men vi havde fundet hinanden i en fælles fartglæde, og da han slog over i galop, blev vi fuldt fortrolige med hinanden, og i disse få minutter opstod der et virkelig varigt venskab. Vi tog en stilfærdig runde i Værnehjemmets anlæg, men tilbagevejen blev klaret i en forrygende galop. Mit letsindige hjerte var så sikker på, at dette ridt måtte gøre indtryk på pigerne. Men de var forfærdede over farten og skældte mig ud for dyrplager, og jeg gik beskæmmet min vej. Der var ingen helt tilbage, der kunne spejle sig i pigernes beundring. Jeg gik i seng med den evigt forelskedes privilegerede smerte, men også med bevidstheden om, at jeg havde fundet en ven, der tålmodigt ville lytte til alle mine sorger, som vi så bagefter kunne stryge af os i en forrygende galop.

 

Ruth

Jaques Stenberg, gammel veteran fra borgerkrigen, boede sammen med sin kone i et lille træhus, hvor de drev traktørvirksomhed. Huset lå på en bakke med en pragtfuld grund direkte ned til fjorden og blev kaldt Kaffestuen. Med eventyrhungrende ører lyttede vi til Stenbergs bedrifter i det fjerne Sydafrika, mens vi nød fru Stenbergs herlige kaffe og hjemmelavede lagkage, hvis vi da havde råd, for penge var jo ikke ligefrem det, vi havde mest af. Grossereren havde råd til at drikke kaffe og fylde sig med lagkage så ofte, han lystede. Til gengæld havde han næppe ret megen glæde af borgerkrigen og Ruth. Vi, der var fattige på penge, måtte som regel nøjes med saltpastiller for fem øre. Stenberg tog den lille pose i sine rystende, guldskjoldede hænder, pustede kraftigt ned i den og talte omhyggeligt til fem. Det gule skjold forestillede jeg mig altid som krudtslam. Fru Stenberg var en lys og venlig sjæl med skinnende hvidt hår. Men Ruth! Grossereren hed egentlig Svend Åge, men da hans far var grosserer i undertøj, og han selv viste store, ekstravagante tilbøjeligheder, var det en selvfølge, at han måtte bære navnet Grossereren. Han havde også mange andre tilnavne, men navnet Grossereren beholdt han længst. Vi andre spinkede og sparede og udstykkede vor beskedne kapital i mindst mulige bidder, for at kunne aflægge så mange besøg på Kaffestuen som muligt, og i al slags vejr halsede vi afsted ud af Kystvejen, ud til Ruth. Ruth var servitrice med videre hos ægteparret Stenberg. En vidunderlig pige på 15-16 år, og vi var alle, tror jeg, forelsket i hende. Når vi købte saltpastiller hos hende, fyldte hun posen op, 50 styk for en femøre,, men hun pustede desværre ikke i posen. Jeg føler en dyb taknemmelighed, ikke over de mange saltpastiller, men over at have truffet en pige som Ruth.

 

Den skønne Helene og fotografen

Vist var hun en køn tøs, og en sød pige var hun også, men i øvrigt var det på den tid, hvor næsten alle piger var søde. Hun havde været min dame til danseundervisningen et par vintre, men bortset fra det og vor fælles kærlighed til katte, havde vi ikke noget med hinanden at gøre.

Den endnu ugifte hr. Ellebæk havde masser af tid til sine fritidsinteresser. For eksempel sprang han meget tit omkring med sit fotografiapparat for at forevige os unger allerhelst som små kærestepar, ja, han ligefrem jagtede disse sexmotiver og undså sig end ikke for at snyde lidt.

Vi sad på en stabel røde miniaturemursten og kælede for vore katte. Hun med en stor, snehvid killing, jeg med en gammel, gråstribet hankat. Jeg kan godt se motivet for mig! En lækkerbisken for en parsamler. Og der var han med sit kamera for at snuppe sit måske hidtil bedste billede. Sart og genert var man jo også. Nå ja, men, jeg ville altså ikke foreviges sammen med Helene. I det kritiske øjeblik fik jeg trukket den nærmeststående ind i billedet. Han blev godt nok halveret, men billedet var ødelagt, og jeg var tilfreds.

Men tiden gik, en vinter svandt, og i det nye forår blev jeg konfirmeret, og i spisesalen blev der fremvist lysbilleder for vore tilrejsende forældre. Og deroppe på lærredet sad de to søde børn med deres katte, og jeg måtte lide den tort at høre folk sige, "åh, hvor sødt!"

 

Indledning til afsnittet Glas

Stormen har jaget os bort fra lejrpladsen ved Ebeltoft, og nu ligger vi nogenlunde i læ på plænen hos nogle venner fra barndoms og ungdomstiden. Jeg sidder foran teltet og betragter en langbenet tøs, der i susende fart flyver op og ned af skræntens ujævne naturtrin. Der er liv og bevægelse i hele den ranglede pigekrop, og det lyse hår flagrer som en gylden høstak for vinden. Solen er brudt gennem et hul i de tunge regnskyer. Her er rart og varmt og stille. Og mens pigen springer rundt på sine lange ben af lutter livsglæde, synker jeg ind i mig selv og lader tankerne gå et slægtled tilbage, og jeg ser den samme pige, de samme lange ben og det samme hår. Kirsebærrene blomstrer, og de lange ben dingler ned fra kanten af keglehuset.

 

Glas

Keglebanen var et fristed, et ingenmandsland, hvor vi kunne mødes med pigerne for at tage en ærlig dyst om alle ni. Ofte blev keglerne det sekundære. For vi gik rundt med drømme i sindet og vokseværk i lemmerne, og der var forår og glæde i luften, når blot der var piger ved keglebanen.

Kirsebærtræerne blomstrede, luften var lun og en lang, god dag, og aftensolens stråler legede i en bunke knuste ruder bag det rødmalede cykelskur.

Fjernt og uvedkommende rullede kuglen hen over banen, nogle kegler væltede, et tal blev råbt, drenge og pigestemmer blandede sig med hinanden, og ude fra marken kom lærkernes uundværlige sang. Vi havde gemt os her bag cykelskuret, Tove og jeg og morede os dejligt med at knække glas. Jeg havde udviklet en meget speciel og præcis glasknækketeknik, som jeg nu lærte fra mig til min ivrige og lærenemme elev. Vi blev meget dygtige og bestemte efterhånden selv stykkernes størrelse og form. Vi knækkede glas med bløde, strejfende hænder, og solen tabte højde. Lærkerne blev stille. Keglespillet var næsten hørt op. Vi gik hver til sit, og aftenkulden sneg sig ind bag min tynde bluse. I Egypten brød man en krukke.