Ove Olsen
Efter evne
Digte


Eget forlag, 1967

Tilrettelægning og tryk:

Østsjællands Folkeblad Bogtrykkeri A/S

Sat med Linotype Garamond


Indholdsfortegnelse:

 

Min første erindring. 4

På rejse. 5

Det gule hus. 6

Der var altid solskin. 7

Når jeg lukker mine øjne kan jeg se. 8

Midt på en hverdag. 10

Et sted på Fyn. 11

Forår 12

Syng, I fugle. 13

Frøken Vår 14

Pause. 15

Alderdomsopsparing. 17

Sankt Hans. 18

Så mange ting står i høstens tegn. 19

Dine hænders sprog. 20

Avlet i synd. 22

Fremtidens håb. 23

Studie i blåt 24

Den ustadige ligevægt 25

Undskyld. 26

Lejerskifte. 27

Feststemning. 28

Min øde ø. 30

In Memento. 31

Hjul 32

Mellem drømme. 33

Fra evighed til evighed. 34

Før tæppefald. 35

Efter 37

Der er ingen mening. 39

Bøn. 40

Et stenkast 41

Efter evne. 42

Skuld gammel venskau. 44

Spaltning. 45

En by, der sov. 47

Vi var børn. 48

Genetisk portræt 50

At ville kunne. 51

Min ven Kværulus in memoriam.. 52

Hun -. 53

Her hviler Jørgens far 54

Temperaturforskydning. 55

Smut 56

Skab. 57

Forskydning. 58

"Spørgsmålstegn" 59

Mønstring. 60


Min første erindring

Lys!
Det er bare lyset,
jeg husker.

Lyset
fra en lang dag,
kastet tilbage
af et hvidt lagen
på et bord.

Lys var der
omkring mig -
et stort, hvidt lys
og ikke andet.


På rejse

Solgyldent lys
gennem gardinet,
en motor,
der brummer,
feststemning,
en stille,
glad forventning.

Sollyset i ambulancen,
det lukkede rums hygge,
atmosfæren,
feberens sløvende velsignelse,
sublim lykke
på tærsklen
til døden.

Et treårigt
døende barn
i en solskins ambulance -
trods alt
på vej
mod livet.


Det gule hus

Der er noget med et gult hus,
et lavt hus midt i en have
med grønne træer og eftermiddagssol,
og vi sidder i solen,
med ryggen mod den gule væg.
Hun hedder Gerda.

Der er bare denne gule væg
og os.
Hun er fjorten,
og jeg -
tre eller fire -?
Jeg er forelsket.

Hun hedder Gerda.
Huset er gult.
Det er forår.


Der var altid solskin

Der var altid solskin,
da jeg var dreng,
og en krystalklar, blå himmel
over de saftiggrønne enge
langs åen,
hvor vi plukkede smørblomster
og tusind tusindfryd
til kranse.

Der var flimmer af sollys
i de grusede veje,
og åbne gnister af lys,
når vi knuste vandspejlet
med vore nøgne fødder.

Jeg ved ikke hvorfor,
men der var altid sol,
da jeg var dreng - -!


Når jeg lukker mine øjne kan jeg se

Når jeg lukker mine øjne,
kan jeg se en hujende flok drenge
i en skolegård
et sted på landet.

Og trykket op mod muren
ser jeg drengen
- en niårs purk -
med tykke briller.

Han misser mod lyset
og venter - spændt som en fjeder -
i angst.
Han har prøvet det før.

De råber og håber og spotter,
for brilleaben skal tirres,
før den bider.

Hans krop er en sitrende bue
af angst - og had -
og de har ham, fordi han vil slås
alene mod ti.

Jeg ser ham forsvinde i en bølge af terror,
tilsølet - blødende -
uden en lyd.

Når jeg lukker mine øjne,
kan jeg se en gulkalket bygning med kviste
midt i et frodigt buskads,
og jeg hører dem huje af latter,
mens de leger.

Og der står han sgu midt i klyngen
og smiler mod høstsolens brand
- glad og rolig.

Når jeg lukker mine øjne,
kan jeg se et tog på vej gennem landet,
og ganske alene
på perronen imellem de slingrende vogne
Står en opløben knøs -
og tuder.

Uvirkelig fjernt er drengenes terror,
deres spot, deres hån
og hans stadie som brilleabe.
Bag ham er skolen,
Hvor kærlige hænder lægte de tusinde sår i hans sind
og gav ham troen på andre
- og troen på sig selv.

Derfor må han græde i dyb taknemmelighed
og i sorgen over,
at en epoke er forbi
- en afsked uundgåelig.

Når jeg lukker mine øjne,
kan jeg se et lille paradis på jorden
- så velsignet ufuldkomment -
Når jeg lukker mine øjne,
kan jeg se det hele
- og mig selv.


Midt på en hverdag

Et stoppested.
Folk, der venter på en sporvogn.
Biler suser forbi
i begge retninger.
Overfor en række røde facader.
Klokken er tre.

Venstre ben på et trinbrædt,
hånden halvt løftet
til greb -
tiden står stille,
alting fortættes
i et forunderligt lys.

Alle farver forstærkes,
alting er forandret,
og jeg ser
dybt ind i evigheden.

Højre ben på trinbrædtet,
hånden griber om stangen.
Sporvognen sætter igang.
Alle farverne blegner -
alting er normalt -
det er solskin.
Klokken er tre.


Et sted på Fyn

En stille sommeraften
på en gammel landsbyvej
en fyr på vandring standser op,
- og fyren det er mig -
for der er sommerfest med dans
i kroens store sal,
hvor pigerne vil danse
til det første hanegal.

Jeg mærker suget af en drøm
om landsbyerotik,
om høduft fra et hørgult hår
- og bukseelastik -
en drøm så fuld af sødme,
at jeg ganske simpelt står
og føler mig som forkarl
- med erindring om igår.

En duft af vilde roser
blander sig med lugt af sved.
Som skygger gennem haven
lister parrene af sted.
Men i en vindueskarm en yngling
traurigt sætter sig.
- Han kigger ud mod bakkerne
og ønsker - han var mig.

Jeg stryger drømmen af mit sind
og glemmer pigens lår.
Med sækken på min ømme ryg
et øjeblik jeg står.
Og ud i sommerlandet,
ud i nattens kogleri
jeg følges lidt på vej af ham
og Lumbyes melodi.


Forår

Foråret svøber sig varsomt ind
i varme og solgyldne klæder,
hvisker fortroligt og blidt ved min kind,
lover mig tusinde glæder,
lover mig alt, hvad jeg misted i høst,
- livsglæde, frejdighed, glemsel og trøst,
lover mig tusinde glæder.

Foråret flænger brutalt mit tøj
og pisker min krop, så det smerter.
Ravnhæst skriger det? "Åh, hvor det løj!
Dybt ind i sjælen jeg snerter,
lægger dit bankende hjerte på is,
sælger dit håb til den laveste pris,
- dybt ind i sjælen jeg snerter."

Foråret spreder gavmildt sit lys,
fylder med sol mine hænder.
Borte - og glemt - er det gravklamme gys,
- sorgen af navn kun jeg kender.
Troen på livet af lyskilden gror.
Atter på forårets løfter jeg tror.
- Sorgen af navn kun jeg kender.


Syng, I fugle

Solen flimrer mellem stammer,
Lyser gennem løvet,
striber skovens stjernestrøet
forårskåde jordbær.
Gøgen kukker i det fjerne,
vinden hvisker stille.
Alting foldes ud og vil
kun dette ene: Leve.

Og det jubler dybt i sjælen,
skønt mit hjerte græder.
Her i skoven, i naturen
ved jeg, at jeg lever,
- men kun halvvejs, for alene
må jeg favne nuet.
Kunne jeg blot med dig dele,
ville det fordobles.

Dumme drømme om et forår
fyldt med tusind løfter,
hvor vi sammen gik og delte
farver, lyd og dufte,
gik og delte selve livet
gav - og blev så rige.
Ingen løfter, ingen bønner
- bare tro og håbet.

Lys og skygge, smil og tårer
smelter nådigt sammen.

Uden dig jeg genoplever
vårens stærke kalden.
Og jeg svarer: Syng, I fugle,
syng med glade stemmer.
Selv om jeg kun halvvejs lever,
lever jeg dog stadig.


Frøken Vår

Du går igennem byen
med solskin i dit hår,
mens blæsten hvisker til dig
alt for ømt om nyfødt vår.

Jeg ser i dine øjne
en stump af himlens blå.
Det er, som evigheden
dybt på bunden af dem lå.

Dit unge ansigt sitrer
mod det skarpe forårslys.
Du føler dybt i sjælen
i et nu det kolde gys.

Dog, dine læber smiler,
for i sindet har du tro.
Du er et med alt i verden,
der kan foldes ud og gro.

Du smukke, ranke pige
med solskin i dit hår,
med himlens blå i øjet -
du er selv den unge vår.


Pause

God dag, unge mand! Må jeg sætte mig lidt?
Her er jo så dejligt i solen.
Ak ja! det kniber jo lidt med at gå,
men skoven herude - den trækker.
Men - gigten, min ven, og den friske vår kan ikke rigtig forliges.
Jeg må dog herud! Jeg må se, hvor det gror!
Jeg må snuse - og føle - og lytte!

Der var jo engang, hvor jeg også var ung!
Ja - De smiler - og blader i bogen -
hvem tror vel, at sådant et gammelt gespenst
har danset så let over engen?
Men jeg dansed i skoven på lette ben,
og jeg løb mellem duggrønne stammer.
Jeg var let som et egern og fri som en fugl!
Og alli'vel - tja - så lod jeg mig fange.

Og så var vi to til at kigge på alt
- vi kigged vist mest på hinanden -
med flettede fingre forelskede vi gik
og plukkede blå anemoner.
Hvor skoven var dybest, den åbned sin favn
og redte mit brudeleje.
Og fuglene sang, som om intet var sket,
og skoven var stadig den samme -

Jeg er gammel og rynket og opslidt, min ven!
Jeg har også set meget af livet -
jeg har prøvet en del - både sygdom og nød,
både ondskab - ja, og det der er værre!
Jeg har kæmpet min kamp for de ting, som jeg fik!
Jeg har slidt mig i stykker på livet.
I lykke - og sorg - fik vi to avlet børn -
velsignet - forbandet - fornedret!

Der er tomhed derhjemme i stuen, min ven!
der er ingen, der ser til den gamle!
De har det så godt: De har fjernsyn og bil!
Joh - det er der nogen, der siger -
De kan suse af sted - ud at kigge sig om
- op til Gribskov og til Gilleleje.
Men plads, til den gamle? Åh nej, unge mand!
- "Hvor fa'n sku' så ungerne være?!"

Nå ja, men, jeg kan jo da rokke endnu,
og jeg klarer det også med toget.
Så går jeg en stund, og så sidder jeg lidt
og mindes - og smiler - og flæber -
og sludrer med folk, som jeg sludrer med dem.
Joh, folk er nu altid så rare!
Det er nu så dejligt at snakke med een,
syn's De ikke? - Åh ja - han er gået.


Alderdomsopsparing

Alle mine kys dem har jeg sat i banken
på en spærret konto - mærket "Dig"; -
For det var da - var det ikke - tanken,
at vi skulle mødes nu til maj.

Alle mine kærtegn har jeg sat på rente
for at de sku' stå og trække lidt.
Ja, hvis altså bare man kan vente,
får man cirka syv procent i snit.

Alle mine næsten alt for ømme tanker
har jeg anbragt i en sikker box.
Hvis en andens hjerte for mig banker,
sku' jeg nødigt smelte hen som voks.

Og her står jeg, kære, med min bog i hånden,
for det er jo atter blevet maj,
og du ved, at det er ordnet såd'n,
ingenting kan hæves uden dig.

Tænk dig! summen sig fordoblet har med tiden
- godt og vel - fordi du ikke kom.
Men, jeg trøster mig dog ved den viden:
Overdådig blir vor alderdom.


Sankt Hans

Når de vilde roser drysser
i den lune sommernat,
og når nattergalens jublen
høres kan fra krat til krat,
når af høduft vinden krydres,
og når hylden står i flor,
er her faktisk li' så dejligt
- som på samme tid ifjor.


Så mange ting står i høstens tegn

Så mange ting står i høstens tegn!
Efterårsstorme, silende regn.
Marker, der mister det korngyldne skær,
synker forkullet for flammernes hær.
Mulden, der vendes til mågernes skrig.
Træk efter træk, der jager forbi.

Så mange ting står i høstens tegn.
Frugttunge grene i vildskudte hegn.
Vandtrukne skyer på hvileløs jagt.
Efterårsblomster i yppigste pragt.
Blade, der drysser fra busk og fra træ.
Menneskesjæle, der tvinges i knæ.
Forrådningsproces i den silende regn.
Så mange ting står i høstens tegn!


Dine hænders sprog

Elskede!
Ræk mig dine hænder!
Dine gavmilde -
næsten alt for ødsle hænder.
Lad mig mærke deres bløde varme,
føle livet strømme
stærkt og ubesejret
gennem deres skønne harmoni.

Så fortroligt de taler til mig,
så stærkt -
og dog så stille -
fortæller mig så meget
- så spontant -
om alt det,
dine læber helt fortier.

Jeg kan mærke, blodet banke
i dine fingerspidser,
velsignet levende
som en sagte dønning
fra dit hjertes slag
- stille, regelmæssigt, roligt,
- næsten alt for roligt!
Dine slanke fingre sitrer,
skælver let
som en fugleunge
- bange - i en lukket hånd.

Jeg ser dig ikke,
men dine hænder taler,
hvisker til mig om dit lyse hår,
om din runde arm,
hvisker om, hvordan du er.

Blodets lette dunken,
dine hænders sagte muskelspil,
stille nervesitren,
livets ubevidste sprog.
Evige, uovervindelige liv.

Livfuld er din hånd!
Jeg kan mærke,
at dit ansigt lyser op
i navnløs glæde,

at du jubler over livet.
Blodet strømmer stærkt -
nu ved jeg, at du rødmer.
Alting siger dine hænder
til mig
- fordi de er dine,
elskede!


Avlet i synd

"Hvorfor ser I sådan på mig?
hvorfor sluger I min krop
med jeres sultne øjne?
Smiler skævt og sjofelt
i erindring om en lummer fortid,
eller - er det i et groft begær -
en higen mod en kvindes skød?

Hvorfor ser I sådan på mig?
Hvorfor føler I foragt
for mine bløde former?
Skæver ondt og giftigt -
dybt forarget mod en falsk kvinde?
Eller er det surhed fra en sjæl,
et bittert suk fra goldes sind?

Hvorfor ser I sådan på mig?
Hvorfor hadefuldt - og svinsk,
fordømmende - og lystne?

Jeg fulgte livets krav
i en ærlig, kompromisløs glæde
- selv en frugt af livets egen lov.
Hvorfor ser I sådan på mig?"


Fremtidens håb

Lille barn -
jeg gir dig en æske -
en fin, fin æske
i strålende farver.

Jeg har gemt den til dig!
Jeg har passet på den!
Gemt den for at se dig smile
af fryd -
for jeg holder så meget
af små børn.

Du rækker efter æsken
med korte arme,
lukker dine fingre om den -
- små ivrige fingre -
og knuser den
med et smil.

Dine spæde hænder
har eksekveret dommen,
der er afsagt
af din lyst til destruktion.

Du knuser æsken
- og mit håb -
og troen på en bedre verden
- troen på fremtiden.

Du havde løfter
i dine spæde hænder!
Du havde løfter
i dit lyse smil!
Men du smiler glad
til stumperne af æsken
og min "barnetro" -


Studie i blåt

I tror det ikke!
Men himlen er blå
over Langelinje,
og vandet er blåt!
Det hele er blåt:
Fuglene,
træerne,
Den lille havfrue
og de mønjefarvede skibsskrog,
Gefion
og den engelske kirke!
Alting er blåt -
blåt som mine egne
blå "øjne".


Den ustadige ligevægt

Giv mig din hånd!
Lad os bare sidde
ganske stille.

Sig ikke noget!
Lad tavsheden i vort indre tale.

Luk dine øjne
for verden,
der truer vor lykke!

Glem hele din fortid
og de tider,
der vil følge!

Lad tiden stå stille!
Lad kun nuet eksistere
i vor bevidsthed!

Luk ikke dine øjne op!
Når du åbner dem,
går vor verden til grunde.


Undskyld

Undskyld,
at jeg trådte på dit hjerte!
Undskyld,
hvis det gik itu.

Men hvorfra skulle jeg dog vide,
at du bar det udenpå
og tabte det letsindigt
foran mine fødder?

Men, undskyld altså,
at jeg trådte på dit hjerte!
Undskyld,
hvis det gjorde ondt.


Lejerskifte

Min lykke blev gravsat i stilhed
i dag i de ukendtes grav.
Jeg fulgte den ganske alene
og hvisked et tonløst farvel.

På hjemvejen føltes en tomhed,
hvor lykken til nu havde plads,
men tomheden svandt ganske langsomt,
for sorgen var flyttet ind.


Feststemning

Der var dans og musik,
og jeg brummed med
på et gammelt og halvglemt refrain.
Der var dunken i ryggen
og trykken i hånd
og "Davs, du! Hvordan går det nu?"

Der var øller i striber
og sjusser i glas
og "Gud, hvor du ligner dig selv!"
Der var piger på gulvet
til dansens halløj
og piger på skødet  til - øl.

Der var piger, der smiler,
og venner, der bød
på øl "eller, hvad du vil ha'".
Der var fest mellem venner
i sveddunst og røg,
i råben, i latter, i sang.

Der var stemning i salen
- og hygge og sjov
og "skidt du - lad bare stå til!"
Der var livlig debat
med en hel masse ord
og gebærder - om slet ingenting.

Der var falskhed i smilet,
jeg pressede frem.
Kun ord var de ord, jeg fik sagt.
Der var ensomhed
midt i den støjende flok
af venner og vennernes ven.

Der var vågnende liv
på min ensomme sti
gennem natten på vejen hjem.
Der var sang og musik
i den faldende regn,
der skylled min ensomhed bort.


Min øde ø

Jeg drømte engang om en øde ø
midt i det frådende hav
med brændingens brus mod en klippekyst,
med udsyn, med horisont.

Med vildsomme skove - jomfruelig jord,
med enge, med vandløb, med krat.
Med himlen foroven - og havet omkring
- et sted, hvor jeg kun var mig selv.

Et sted, hvor naturen ku' læge de sår,
der brændte og sved i min sjæl,
et sted, hvor man glemte den bitre fortræd,
et sted, hvor man genfandt sig selv.

Og jeg stræbte mod øen - brød broerne af,
jeg søgte - og søgte mig selv.
Jeg afskrev den verden, jeg følte så led,
jeg afskrev det hele - enhver.

Jeg drømte engang om en øde ø,
og drømmen blev sandhed en dag.
En ø i et brusende menneskehav,
der brøler mod klippens basalt.

På det yderste forbjerg i isnende blæst
står jeg ganske alene - mig selv.
Og jeg råber mod havet - råber om hjælp
- om hjælp mod min ensomhed.

Og havde jeg mod til det sidste spring
fra klippens forrevne basalt,
da sprang jeg i dybet - mod det brusende hav
- for at drukne min ensomhed.


In Memento

Der sidder en mand et sted på vor klode
og taler ud mod det tomme rum.
Han kalder og kalder og lytter - forgæves,
for verden er stum.

Der sidder en ensom mand og venter
tålmodigt på svaret, der aldrig kom.
Han sender signaler hver time på døgnet,
men verden er tom.

Han sender i mørket mod ukendte stjerner,
mod lysende kloder, som ingen kan se.
Han bruger sit liv - sine sparsomme dage,
skønt intet vil ske.

Og stjernerne funkler, planeterne drejer
- årtusinder går -
da lyder et jublende svar fra rummet
- som ingen forstår.


Hjul

Hjulet, der drejer møllen -
møllen, der maler -
Tiden, der kværnes til støv -
møllen, der maler.

Strømmen, der drejer hjulet -
vældig og evig,
bundløs og uden nåde -
urkraften bundet i strømmen,
bundet af egne love -
lovbundet kraft, der driver møllen,
møllen, der maler.

Vandspejl, der splintres -
skyggernes skiftende dans
over hjulet -
tider, der skifter -
prikker af lys i mørket -
glitrende skumsprøjt
i hvirvlende fald
foran møllen,
møllen, der maler.

Hjulet drejer en omgang -
året er gået,
malet til støv - og intet -
lyse og gode dage blev knust,
blev malet til veg erindring,
opslugt af mørket i strømmen,
i dens bundløse dybder,
i dens evige fald mod hjulet,
hjulet, der drejer møllen,
møllen, der maler.


Mellem drømme

Jeg vågned op en nat
og lytted til en stille stønnen,
en angstfuld klagen fra en sjæl i nød,
så fuld af håbløshed
i mørket.

Jeg lå på ryggen der
og lytted ud i mørket.
Kun stilhed fyldte nu det tomme rum -
så vidste jeg,
jeg var
alene.


Fra evighed til evighed

Med tusind gyldne løfter
i vore spæde hænder
vi stod, hvor livet gryer,
og evigheden ender.

Med tusind gyldne løfter
stod solen op en morgen,
men regnvejrsgråt vi lærte,
at lykken bor i sorgen.

Med tusind gyldne løfter
i livets morgenrøde
vi ventede så meget,
- men pludselig var vi døde.


Før tæppefald

Ene må jeg spille min rolle
- ene og uden suffli
på en scene uden kulisser
hæsligt drapperet i sort.

Tøvende, rådvild og bange
går jeg frem mod rampens lys
for at tale,
for at sige de replikker,
de har lært mig.

Men hjernen er tom.
Hvor er ordet?
Hvor er alle de tanker, de tænkte?
- og som stod i det hæfte, jeg fik -
alt er borte
- og ingen suffli.

På den anden side af rampen
venter de
- alle tavse -
venter, jeg skal spille den rolle,
sige de ord,
jeg har glemt.

Men! - Så må jeg improvisere!
Jeg må give dem lidt af mig selv,
mine egne gode tanker,
mit livssyn,
min philosofi.

Jeg former til ord mine læber -
en måben i tavshed,
en stum grimasse,
et hjælpeløst gab.

Jeg har glemt, hvad jeg lærte i skolen
om Østens rige kultur,
Ægypternes klogskab og snilde,
den skønne, den klassiske ånd.

I tåger forsvinder det hele
- min arv af ånd og kultur
fra de gamle philosoffer,
fra almuen slægt efter slægt.
Jeg har kun mig selv tilbage
- nøgen og ensom og tom.

Da former sig pludselig ordet
på mine læber -
et angstfuldt, dirrende råb
ud mod det mørke rum:
Hvad er jeg?

Og jeg lytter i skælvende venten
- lytter efter et svar fra mørket.
Tiden står stille.
Tavshed.
Jeg lytter.
- Og hjertet jubler. -
Der kommer et svar fra mørket.

Men svaret er bare et ekko
fra det tomme rum
- et mangedoblet ekko
af mit eget råb:
Hvad er jeg? -


Efter

Har I allerede glemt mig?
Har I glemt, I stod og sang
med grådkvalte stemmer
om, hvor dyrbar jeg var
- for alle.

Dengang blev der knuget hænder,
hvisket stille rundt om graven
- dybt bevæget -
med sitrende hvide læber -
hvisket ting, som ingen hørte
- blot et meningsløst farvel
- og tak!

Der var angst i jeres øjne
- fulde af tårer -
mens I stod om graven
i det våde ler,
og regnen faldt og faldt.

Varme håndtryk
- dybt fortroligt mellem venner.
Fjern familie,
fjern og fremmed,
nu så nær hinanden,
smukt forenet her i sorgen
og i savnet - over mig.

Der var duft af kaffe,
der var duft af bagværk
- der var duft af liv.
Smil, der smelter,
tungebånd, der løsnes.
Hverdagstale - snakken,
vittigheder, latter,
glæde - hygge.

Har I allerede glemt mig
under kaffen,
mens en graver bander over graven
og den tunge jord,
der kastes på.

Har I glemt mig,
førend jorden synker?
Der planeres smukt
og plantes til med roser,
og stenen står der
med mit navn.

Har I allerede glemt mig?
Hvem er du, der kryber i mit tøj?
Hvem er du, der ser på mine ting?

Og du sidder der ved bordet
- på min gamle plads -
og smasker!
Hoster, ræber,
tænder snadden,
går omkring, som du var mig.

Hvem er du, der hviler på mit leje?
Hviler hos min kvinde?
Ler - og plukker livets frugt?
Og ler - og ler med hende!
Har I allerede glemt mig?

Som et aftryk af en finger
i et glas med vand
er det spor, vi efterlader.
Ingen stol står tom - ret længe!
Ingen seng står ledig - ubrugt!
Intet savn er varigt!
Ingen sorg vil overleve!
- For ingen fatter mer end nuet!

Men jeg spørger dog så skuffet:
Har I allerede glemt mig?


Der er ingen mening

Der er ingen mening med mit liv -
hvordan skulle nogen kunne ha en mening
med mit liv?

Jeg er ikke ønsket,
jeg er ikke resultatet
af en bevidst higen.

En tilfældig kønsdrift,
nogle få minutters ekstase
satte noget igang
- noget uafvendeligt.

Og dette noget,
dette uafvendelige,
dette uønskede
blev til mig.


Bøn

Giv mig lidt jord
til at gro på.
Sig blot et ord,
jeg kan tro på.

Vis mig et bed
at så frø i.
Giv mig så fred
til at dø i.


Et stenkast

Armen, der løfter stenen
- spændstig og smidig,
hånden, der fatter dens runding,
svinger i luften,
flugten gennem rummet
i en himmelstræbende bue.

Faldet mod dybet,
ringe i vandet,
ekspansion,
ringe, der svinder,
udslettelse,
afsluttet epoke,
sporløst.


Efter evne

Jeg har gjort, hvad jeg kunne
for Afrikas sorte befolkning.
Jeg har læst Allan Paton
Og hørt om Luthuli.

Jeg fulgte med spænding
de blodige kampe i Congo -
et mangedoblet skrig
fra en verden i barselsvej.

Stupide, dovne og dumme!
En race helt uden kultur
skal skabe moderne stater -
et håbløst eksperiment.

Europa lå i barbarisk mørke,
Da videnskab og kunst
var dagligliv langs Nilen.

Jeg har læst om Benin og Ghana og Mali,

om vældige riger,
der sporløst er gået tilgrunde.

På handelstogter drog den hvide race.
Man købte guld og diamanter,
man købte elfenben og sorte sjæle
Nej! Sorte kroppe
til arbejdsdyr.

Dag ud og dag ind transporter -
en rædsel, som ingen tør nævne.
Bag dem forkullede baner,
foran de sejlklare skibe.

Jeg har læst, at Afrika vågner,
at friheden døbes i blod
og ofres på stammefejder -
men Afrika tror på sin fremtid.

Jeg har gjort, hvad jeg kunne
for Afrikas sorte befolkning!
Jeg har givet en daler til ydremissionen
og tænkt meget tit på Angola.


Skuld gammel venskau

Karl og John blev venner
på den store Jamboree.
- Karl fra Rhinlands bjerge,
John en gut fra Coventry.

Sammen sad de gerne
ved det store lejrbål,
- talte tit begejstret
om det ædle spejdermål:

Fred for hele verden!
- fred og tryghed for enhver,
- ærefrygt for livet,
sammenhold mod krig især.

Sammen har de vandret
gennem Oslo, gennem Rom.
Altid fandt de sammen,
hvor i verden de end kom.

Deres veje skiltes.
De blev voksne - stifted hjem.
Tusind andre drenge rykked nu til lejren frem.

Dog! - En dag de mødtes.
- friske, stærke, unge mænd -
klædt i grønt og Khaki-
stolte helte simpelthen.

John var kvik og vågen
- tænkte næppe, før han skød.
Karl blev bare såret,
selv om blodet voldsomt flød.

Karl greb bajonetten,
- John blev snart et blodigt lig.
- Karl og John var venner
fra den store Jamboree.


Spaltning

Mine hænder er fulde af kærtegn,
som de glemte at gi' dig,
og de længes efter din hud,
mens de knuger geværets iskolde stål,
før det gløder.

Jeg kan høre dig hviske fortroligt
til granaternes hvin
og de døendes skrig
om det lille hus på landet,
der, hvor vi søgte ly for regnen,
- og du skælvede angst for tordnen,
mens jeg tog dig.

Jeg ser dit ansigt blandt stjerner
og kampvogne
- elskede, smil!
Det knitrer,
det tordner,
det larmer:
En fjendtlig kolonne på march.
Og jeg kysser dig,
kysser de smilende læber -
og de kommer.

Mine hænder er fulde af kærtegn,
og de sitrer i spænding,
fingeren krummer sig lydigt,
og jeg hører din stemme,
før den kvæles i knaldet og skriget.
Og granaterne hyler og sprænges,
et inferno af støj,
og jeg sigter.

Mine tanker er fulde af kærtegn,
mine hænder er fulde af blod.
Jeg ser dig så klart i mørket
og vil hviske dit navn
- men er stum.


En by, der sov

Motorerne spinder stille,
gemt bag en gråvejrssky.
Borgeren sover roligt
og tryg i den lille by.

Piloten afgir melding.
Ordren er fast og klar.
- Hvor er den trygge borger
fra byen, der engang var?


Vi var børn

Vi var børn,
og så blev vi soldater.
Vi var børn engang
og løb omkring på lette ben
og sang:
"Far, far krigsmand,
døden skal du lide."

Vi var børn engang
og lærte ting i skolen -
om en frelser, der var født,
om et englekor, der sang
om fred på jorden.

Vi var børn engang
med store, lyse øjne,
og vi så det store,
der blev til på bjerget:
Loven, der blev givet.
- Du må ikke slå ihjel.

Vi var børn engang
med mange tykke bøger,
og vore glubske ører
slugte svære ord,
og vore læber formed sælsom tale
om - leben und leben lassen.

Vi var børn engang
med blød og dunet hage
og en fremtid fuld af - tusind ting.
Men de tændte bål -
og brændt blev idealer,
brændt blev det,
de lærte os i skolen
om humanisme.

Vi var børn engang,
og så blev vi soldater.
Ud at stjæle,
ud at slå ihjel,
ud at sænke skibe,
brænde byer,
lægge øde,
vinde hæder,
Vise mod!

Vi var børn engang,
men alting blev forandret,
og ordene betød helt andre ting
end før.
Og det var ikke mere,
leben und leben lassen -
men: Dræbe,
lade dræbe,
dræbes.
Vi var børn engang. -


Genetisk portræt

Med skrig og skrål og spark og fnys
så lille Peter dagens lys
en vinternat i Skagen.At han blev født, var just et held,
hvad siden han tilskrev sig selv
- se, det er netop sagen -

Han havde moders dueblik,
og morfars skæve mund han fik,
fra morbror Hans var næsen,
og han fik farfars sorte hår,
og faster Petras tynde lår
og mormors stolte væsen.

Han oldefar var i profil,
men ellers var det faders stil,
da han blev et par meter.
Familien havde sat sit præg
fra storetå til overskæg.
- Hvad var i grunden Peter?

Han arved slægtens gamle navn
- og gjorde faktisk ingen gavn -
men fandt de brudte veje.
To linjer på den tunge sten
Der våger over Peters ben
er, hvad han fik i eje.


At ville kunne

Hvis blot han havde villet,
hvad han kunne,
så var for ham
det gået - nogenlunde.
Fordi han ikke kunne
det, han ville,
så gik for ham
det overmåde ilde.


Min ven Kværulus in memoriam

At kritisere var hans speciale.
Han opponered mod de kloge som de gale.

Han "mente" sit - trods ofte bedreviden -
med polemik han gerne spildte tiden.

Med oratorisk dygtighed han talte
- og i sin ordflom meningen han kvalte.

Mod alt han havde spydige protester -
som overkværulant han var en mester.

Han i protest sig satte hårdt på halen -
og det for ham blev enden på finalen.


Hun -

Hun var engang den sødeste i flokken,
så blev hun krukket - og fik farvet lokken.

Hun var engang den dejligste blandt - drenge,
men - det var hun nu ikke særlig længe.

Hun var engang den flittigste af mødre.
Det blev til fire søstre, fire brødre.

Hun var engang den arrigste blandt koner -
men enker bliver snart den slags personer.

Hun var engang den ældste heks i landet -
dog - alting løber stille ud i sandet -

Hun var engang - det er hun ikke mere.
Gør, hendes slags der stadig kommer flere.


Her hviler Jørgens far

Her hviler altså Jørgens far.
Han drak kun, når han tørstig var
- den ros skal han nu have -
men kors, hvor han af tørst dog led!
Det døgnet rundt i halsen sved
- så han fik dårlig mave.

Det brændte i hans mavesår,
men blot han fik en lille tår,
han kunne smerten døje.
En skønne dag han resolut
dog sa' farvel til alt det sprut
- og lukkede sit øje.


Temperaturforskydning

En pige tager solebad
og er i sindet frisk og glad
- og dejlig brun på ryggen.

Og knøsen skæver fra sit blad
til hende, der tar solebad
- og bliver varm i skyggen.


Smut

Jeg kendte en pige,
som man kaldte Smut,
og navnet berettiget var
absolut,
for just, som jeg syntes,
mod mig hun var nuttet,
så var til min ven
allerede hun smuttet. -


Skab

At ægteskabet er det bedste medicinskab
er så ofte konstateret,
for har man bare én gang været i det
- så er man faktisk helt kureret.


Forskydning

Amor greb sin bue
og en giftig pil,
søgte sig et offer
med et sødt, sadistisk smil.

Mig han fik på kornet
- han var resolut -
og mit stakkels hjerte
blev så grundigt sønderskudt.

Jeg blev ganske lammet:
Det der var for stift!
I amorisk blindhed
blev jeg dagen efter gift.

Amor spænder buen
- skyder uafbrudt -
og i ægteskabet
Er jeg blevet helt forskudt.


"Spørgsmålstegn"

Så tit man går og undrer sig,
og det har ofte undret mig,
hvorfor så mange ynder
at se på pigeben hver da',
- det er dog, hvor de slutter a',
det egentlig begynder.


Mønstring

(Tilegnet min kone).

Et galleri af piger
- med charme, med forstand -
en række smil og øjne,
jeg aldrig glemme kan!
Og hvis jeg skulle vælge
blandt alle dem -
åh nej!
Det bliver for besværligt,
så - jeg beholder dig!