Cyklens historie.

En cykel er almindeligvis et pedaldrevet køretøj, hvor en let ramme forbinder to eger-opspændte hjul. Der findes dog mange cykeltyper, som ikke holder sig inden for denne beskrivelse. For eksempel handicapcykler, der drives af armkræfter, vandcykler uden hjul og ladcykler med tre hjul. Den der bidrager til en cykels fremdrift kaldes for en cyklist. Selve ordet cykel er en forkortet udgave af Bicykel, der i 1868 er hentet fra det engelske ord Bicycle, der betyder to-hjul. Oprindelig græsk: Bi betyder To og cyklus er lig med ring eller kreds.
Det er omstridt, hvem der opfandt cyklen, men der er enighed om, at Den første cykel blev opfundet af den tyske Baron og friherre Karl von Drais, som introducerede Sparkecyklen for offentligheden i Mannheim, Tyskland i 1817. Denne grundmodel, hvor rytteren sad overskrævs og sparkede sig frem ved at sætte fødderne på jorden, er siden blevet videreudviklet med pedaler, kædetræk, luftringe, friløb og gear.
Siden cirka 1890 har cykeltrafikken haft enorm betydning for bevægelsesfriheden for den brede befolkning. Frem til slutningen af 1950'erne udgjorde cyklen sammen med den offentlige transport den vigtigste del af almindelige menneskers mulighed for at komme omkring. I dag er cyklen især vigtig i de største byer, og i København udgør cykeltrafikken for eksempel 30 procent af den samlede trafik i centrum.
Det er heller ikke helt sikkert, hvem der opfandt Sparkecyklen. Der findes angiveligt tegninger af Leonardo da Vinci eleven Giacomo Caprotti, som forestiller en cykel, men det er omstridt, hvorvidt der er tale om en forfalskning, ligesom det er omstridt, om konstruktionen reelt kunne fungere som en cykel. Andre kilder angiver franskmanden de Sivac som den første, i 1791 til at opfinde en Sparkecykel, men historien er omstridt .
Langt mere er pålidelige beretninger om tyskeren Karl von Drais, der i 1817 opfandt det, der blev døbt Draisinen og senere Velocipeden. Der var tale om en to-hjulet sparkecykel, hvor rytteren sad overskrævs og sparkede sig frem ved at sætte benene på jorden. Bemærkelsesværdigt ved von Drais sparkecykel var også, at forhjulet kunne styres.
Karl von Drais forlod Tyskland og tog til den moderne verdens centrum, Paris for at fremvise sin opfindelse, og den blev også populær, men von Drais fik ikke del i succesen, da han ikke fandt en producent. Derimod blev den produceret af forskellige smede overalt, der også tilføjede nye detaljer såsom jernhjul og indstillelig sadel. Sparkecyklen blev angiveligt produceret i flere tusinde eksemplarer.
Allerede i 1818 blev sparkecyklen brugt til et rekordforsøg, hvor strækningen mellem de to franske byer Beaune og Dijon på 37 kilometer blev tilbagelagt med cirka 15 kilometer i timen.
Sparkecyklen fik også succes i England, hvor Dennis Johnson fra London i 1818 fik patent på sin såkaldte hobby-horse eller Dandy-horse. Dennis Johnson selv byggede cirka 100 eksemplarer, herunder også damecykler med det velkendte sænkede overrør. Mange andre producenter startede køreskoler, hvilket øgede udbredelsen. Sparkecyklen var dog stadig forbeholdt de rige befolkningsgrupper.
Sparkecyklens popularitet faldt dog hurtigt, sandsynligvis fordi den var for ubekvem, og fordi det nye transportmiddel, jernbanen, udvikledes i 1830. Få arbejdede dog stadig videre med cyklen, særlig arbejdede man på en ny fremdriftsform med pedaler.
Den første cykel med pedaler (faktisk med krumtapmekanismer) blev konstrueret af den skotske smed Kirkpatrick MacMillan i 1839, inspireret af dampmaskinernes bevægelse. Pedalerne trak baghjulet via stænger, og cyklen havde derfor ingen kæde. Denne type blev plagieret af adskillige personer, men slog ikke bredt igennem.Macmillan er også forbundet med de første færdselsregler for cyklister, efter en skotsk avis skrev om en ulykke, hvor en anonym mand fra Dumfries-Shire påkørte en lille pige,hvorefter han fik en bøde på fem Shilling.
Omkring 1860 udviklede franskmanden Pierre Michaux og hans søn, Ernest, Velocipeden. Denne cykel havde pedalarme og pedaler ved forhjulet og frem for alt en klodsbremse, der kunne bremse baghjulet. Fordele i forhold til den engelske hobby-horse var også anvendelse af mere jern til hjul og ramme og en forbedret sadel. Det første år produceredes der 142 styk. I 1865 bragte redaktør Anton Stenberg velocipeden til København. I 1867 blev den præsenteret på verdensudstillingen i Paris. I 1868 produceredes cyklen på en fabrik med 300 arbejdere, der kunne fremstille fem cykler om dagen.
En anden fransk opfinder, ved navn Douglas Grasso, havde nogle år tidligere udviklet en mislykket prototype af Pierre Lallements cykeldesign.
En lang række baghjulstrukne udgaver af cyklen, fulgte i kølvandet, hvor den mest kendte var The Driven Velocipede, som blev opfundet af skotske Thomas McCall i 1869. Samme år fik den sin store popularitet i København, fortrinsvis blandt de bedrestillede, da en velocipede kostede omkring en årsløn.
Den franske udgave, der var produceret af træ og jern,udviklede sig til The Penny-Farthing. Cyklen var produceret over et hult stel på hjul med eger og gummidæk. Cyklen var, på trods af den nye teknologi, svær at køre på, grundet en dårlig vægtfordeling, og et alt for højt sæde.
England blev snart igen det førende cykelland. Ved verdensudstillingen var agenten Rowley Turner fra den engelske symaskinefabrik Coventry Sewing Machines Company, der senere ombenævntes til Coventry Machinists Company til stede, og han overtalte sin onkel Josiah Turner og hans forretningspartner James Starley, til at producere 400 Velocipeder til salg i Frankrig, og de blev også senere let afsat. De brugte Michauxs design, som fundament for The Coventry Model, der senere lagde grundstenen for Storbritanniens første cykelfabrik. Den moderne cykel blev blandt andet forbedret ved at reducere diameteren på forhjulet og ved at flytte sædet længere tilbage.
Snart opstod i England mange store cykelproducenter, der så store muligheder i den branche. Efter nogle år skulle Velocipeden dog igen miste populariteten fordi den stadig var for ubekvem. Den havde i øvrigt fået øgenavnet Boneshaker, Knogleryster. Innovationerne resulterede i behovet for gear, så det var muligt at udnytte kraften mere effektivt. Det var dog stadig en udfordring at skulle styre og træde via forhjulet. Dette problem løste J.H. Lawson og Shergold ved at introducere et nyt kædetræk, som sammenkoblede cykelkranken og baghjulet. Cyklerne var bedre kendte som sikkerhedscykler, på grund af deres lave sædehøjde og forbedrede vægtfordeling. James Starleys 1885 Rover, der blev produceret i Coventry, betragtes som den først genkendelige moderne cykel. Cyklen var kommet for at blive. Yderligere innovationer forøgede komforten, hvilket resulterede i 1890'ernes Golden Age of Bicycles. I 1888 introducerede skotten John Boyd Dunlop det praktiske oppustelige cykeldæk, som blev verdenskendt. Senere blev der udviklet bedre bremser, gear og hjul, hvilket resulterede i en opblomstring af cykelklubber på begge sider af Atlanten.
For at gøre det muligt at køre hurtigere på Velocipeden blev forhjulet gjort større, og dermed blev den karakteristiske Væltepeter-cykel udviklet. I starten af 1870'erne havde Væltepeterens forhjul en diameter på cirka 125 centimeter, i 1880'erne var den på cirka 150 centimeter. Dog var der en naturlig grænse ved cyklistens benlængde. For at kunne øge hastigheden endnu mere, benyttede man blandt andet et tandhjulspar mellem hjulnav og pedalarm. Væltepeteren blev vidt udbredt, særlig i England.
Cyklen med kædetræk til baghjulet blev opfundet i 1879, men blev først udviklet i en populær udgave i 1885. Denne type var langt lettere at komme af og på end Væltepeteren, og den blev derfor kendt som Safety cyklen. Ved at benytte forskellige størrelser af tandhjul var det stadig muligt at holde en høj hastighed. Samtidig fik man løst komfortproblemet ved indbygning af fjedre mellem sadel og sadelpind. Kuglelejer blev også benyttet, hvilket både mindskede belastningen ved hjulomdrejninger og i kranken, og det gjorde det lettere at styre cyklen. Det er grundkonstruktionen i denne cykeltype, der stort set svarer til nutidens cykler.
Selv om Danmark længe har været en nation med mange cyklister, er der relativt få særlige danske cykelopfindelser. De fire mest iøjnefaldende undtagelser er Dursley-Pedersen cyklen, Mollers autocykel, longjohn-ladcyklen og Leitra-kabinecyklen.
Longjohn cyklen er en transportcykel, der blev opfundet i 1929 af mekaniker Morten Rasmussen Mortensen. Produktionen af den lange cykel med ladet placeret mellem føreren og forhjulet, blev siden overtaget af cykelfabrikken SCO på Fyn.
Der findes en meget stor variation af cykeltyper. Nogle typer er tilpasset helt bestemte formål, mens andre er variationer over den samme grundcykel. For hverdagscyklernes vedkommende ses ofte, at en let variation i en cykeltype markedsføres under et andet navn. En af de mest basale forskelle på en række cykeltyper er, at de findes både som herre og damerammer. Damecyklen adskiller sig fra herremodellerne ved ikke at have et overrør eller ved at have et meget lavt overrør. Det gør det nemmere at stige af og på cyklen, samt at køre med for eksempel nederdel eller kjole. Ulempen er imidlertid, at det giver en mindre stiv ramme.
Cykler kan inddeles i hverdagscykler, sportscykler, transportcykler, liggecykler, børnecykler og en lang række andre typer.
Pedaler og kæder fandtes ikke på de første cykler. Her sad cyklisten overskrævs på cyklen og sparkede cyklen frem. De første pedaldrevne cykler havde pedalerne monteret direkte på forhjulet. På Safety cyklerne, der blev den dominerende cykeltype fra cirka 1890, var pedalerne flyttet til kranken, og med det tilhørende kædetræk var trækkraften nu flyttet over på baghjulet. Der har igennem tiderne været eksperimenteret med både remtræk og kardantræk som alternativ til cykelkæden, men ingen af opfindelserne har fået en større udbredelse.
Det luftfyldte dæk blev opfundet af John Boyd Dunlop i 1888, og det gav cyklisterne en langt blødere kørsel. Affjedring fandtes allerede på nogle af de tidlige Safety cykler. I dag er det hovedsageligt Mountainbikes, der leveres med støddæmpere på et eller begge hjul for at skåne cyklisten for rutens ujævnheder. Nogle cykler har støddæmpere indbygget i selve stellet eller i sadelpinden. Gearet blev opfundet af franskmanden Paul de Vivie i 1905. De to grundlæggende geartyper er henholdsvis det indvendige navgear og det udvendige gear. Sidstnævnte er også kendt som derailleur gearet, hvor kæden skifter mellem klinger i forskellige størrelser.
Cyklen var på Væltepeterens tid hovedsagelig et redskab for den øvre middelklasse. Men allerede fra begyndelsen af det 20. århundrede blev cyklen populær blandt den øvrige befolkning, selv om prisen for en cykel oversteg månedslønnen for en ung pige på landet. Cyklen gav større bevægelsesfrihed i forhold til offentlige sporvogne, tog og busser, og da bilen ikke var en økonomisk mulighed for ret mange, var cyklen det oplagte transportmiddel til både person og varetransport. Populariteten steg i en sådan grad, at bybilledet fra 1920 til 1950 fuldstændigt var præget af cykler i gadebilledet.
I efteråret 1894 gav paven sin tilladelse til, at også katolske præster kunne cykle, når deres arbejdsopgaver tilsagde det. I nyere tid er cykler også blevet velsignet i kirken for cyklismens bidrag til et renere miljø.
Under den anden verdenskrig fra 1940 til 1945 var benzinen rationeret, hvilket øgede cyklens betydning som transportmiddel. Cyklen blev det vigtigste transportmiddel, der ligeledes udgjorde en vigtig varetransportform i samtiden. Først fra midten af 1950'erne blev bilen så udbredt, at cyklen kom til at stå i skyggen af biltrafikken. Statistisk styrtdykkede cyklen i samme takt som bilismen vandt frem. Denne udvikling varede helt frem til midten af 1970'erne, hvor oliekrisen og en stærk miljøbevægelse var med til at gøre cyklen populær igen. I den sidste halvdel af halvfjerdserne var der hvert år store cykeldemonstrationer i København, Århus og flere andre byer. Efter årtusindskiftet er et stort antal danskere begyndt at deltage i årlige cykel til arbejde kampagner på deres arbejdsplads.
Flyvende cykler eksisterer kun som nogle få prototyper rundt om i verden. Det lykkedes i 1977 at konstruere den første cykel Gossamer Condor, der kunne flyve alene ved pedalkraft. I 1979 krydsede cykelflyet Gossamer Albatross Den engelske Kanal.
Vandcykler er ofte tunge pontoncykler, som udlejes ved søer og badestrande. De opnår sjældent en hastighed på mere end nogle få kilometer i timen. I HPV kredse eksperimenteres der dog med propeldrevne pontoncykler, som opnår langt højere hastigheder.
Turcyklen er konstrueret til at medtage bagage, og til at køre længere ture. Cyklen har derfor et stærkt stel, og er som regel udstyret med lavpunkts bagagebærer foran, og en kraftig bagagebærer bagtil samt holdere til vandflasker. Turcykler har meget lave gear, så kørsel i bjerge ikke er en hindring. De gængse turcykler havde relativt smalle dæk, men siden Mountainbiken kom frem, har den overtaget rollen som turcykel for mange cyklister.
Tandemcyklen findes historisk set i flere forskellige udgaver. De første tandemcykler havde store hjul som Væltepeteren, men fordi der var tre eller fire hjul var stabiliteten langt bedre. Hovedparten af tandemcyklerne er i dag konstrueret med to hjul, og med rytterne siddende efter hinanden. Der findes også cykler til tre eller fire personer, men her er der som regel tale om cykler fremstillet til showbrug.
Dursley-Pedersen cyklen blev opfundet af danskeren Mikael Pedersen i perioden fra 1897 til 1899, men produktionen kom til at foregå i den engelske by Dursley. Den komplicerede, men lette og elegante ramme var inspireret af brokonstruktioner og består af en serie trekanter. Cykeltypen fik en kraftig renæssance, da Christianitten Jesper Sølling genoptog produktionen i slutningen af 1970'erne.
Moller autocyklen var udstyret med rat i stedet for styr, samt ikke mindst et sæde, der gav en meget tilbagelænet kørestil.
Elcyklen er en cykel, hvor føreren kan få assistance af en elmotor. Den danske udstyrsbekendtgørelse sætter meget præcise regler for, hvor stor krafttilskuddet må være på Elcykler.
Nogle erhvervsopgaver bliver stadig i stor stil udført på cykel. Det drejer sig især om budkørsel i byområder samt erhverv med ærinder i byområder. Cykelbud var i starten af det 20. århundrede et erhverv med mange tusinde ansatte og med firmaer, der havde hele flåder af ladcykler, longjohn og hurtige telegrafbude. I København gik disse cykelbude under navnet Svajere og var kendt for deres friske tilråb til medtrafikanterne. Fra 1988 fik erhvervet en genopblomstring, da De grønne Bude åbnede en ny budcykeltjeneste, som siden spredte sig til Århus og Odense. Siden da har flere andre firmaer også åbnet budtjenester. Flere tusinde postbude benytter hver dag cyklen til at bringe post ud. Postbude benytter i byområder meget ofte cykler til at fragte dagens post rundt. Cyklen gør det nemt at placere tæt på de enkelte opgange, og cyklen er langt billigere i anskaffelse og drift end en bil.
Hjemmehjælpere, som dagligt besøger fortrinsvis ældre borgere, benytter ofte cyklen til at komme fra sted til sted.
Cykeltaxichauffører findes i nogle få af de større danske byer, hvor de ofte bringer turister rundt imellem forskellige seværdigheder. Turister har siden 1991 kunne benytte sig af Bycykler i et stigende antal danske byer, startende med Farsø og Grenå. Enkelte firmaer anskaffer firmacykler, som medarbejderne kan benytte, ligesom det også er muligt at få befordringsfradrag, hvis man har mere end 24 kilometer mellem hjem og arbejde.
På verdensplan er der store forskelle i cyklens popularitet. Cyklen er populær i nogle udviklingslande, fordi cyklen gør det muligt for den brede befolkning at dække større distancer og at transportere varer billigt. Mens i andre lande er cyklen af kulturelle årsager ikke et populært transportmiddel. De samme kulturforskelle gør sig gældende i Europa og Nordamerika, hvor det ikke er økonomi, men snarere kulturforskelle, der giver udsving i, hvor populær cyklen er. I dag benyttes cyklen i det nordvestlige Europa Holland, Nordtyskland og Danmark ofte som et transportmiddel i hverdagen, mens cyklen i det sydlige Europa langt mere er et legetøj for børn, et redskab til korte weekendture i parken eller et sportsredskab.
Allerede de første cykelkonstruktører forsøgte at bevise værdien af deres opfindelse ved at køre lange strækninger. Deciderede væddeløb lod heller ikke vente på sig. Danmarks første cykelløb på Velocipeder fandt angiveligt sted den 22. april 1869 i København. Der blev siden afholdt cykelløb i Tivoli i 1882, og det første landevejsløb blev afholdt i 1884 ved Århus. Den dedikerede cykelbane Ordrupbanen åbnede i 1888 som en 333 meter lang sandbane.
Lidt om cykelteknik. Pedaler og kæder fandtes ikke på de første cykler. Cyklisten sad overskrævs på cyklen, og sparkede cyklen frem. De første pedaldrevne cykler havde pedalerne monteret direkte på forhjulet. På Safety cyklerne, der blev den dominerende cykeltype fra cirka 1890 var pedalerne flyttet til kranken og med det tilhørende kædetræk var trækkraften nu flyttet over på baghjulet. Der har igennem tiderne været eksperimenteret med både remtræk og kardantræk som alternativ til cykelkæden, men ingen af opfindelserne har fået en større udbredelse. Det luftfyldte dæk blev genopfundet af John Boyd Dunlop i 1888, og det gav cyklisterne en langt blødere kørsel. Affjedring fandtes allerede på nogle af de tidlige Safety cykler. I dag er det hovedsageligt Mountainbikees, der leveres med støddæmpere på et eller begge hjul for at skåne cyklisten for vejens ujævnheder. Nogle cykler har støddæmpere indbygget i selve stellet eller i sadelpinden. Gearet blev som nævnt opfundet i 1905. De to grundlæggende geartyper er henholdsvis det indvendige navgear og det udvendige gear. Sidstnævnte er også kendt som derailleur gearet, hvor kæden skifter mellem klinger i forskellige størrelser.
Dansk Bicycle Club blev stiftet i 1881 netop med det formål at fremme Velocipedesporten. Danmarks Cykle Union blev stiftet i 1907 og er i dag samlingspunkt for næsten 20.000 cykelryttere, som er organiseret i 274 klubber. Danmarks Cykle Union arrangerer mesterskaber i discipliner som for eksempel landevejsløb, baneløb og cyklecross. Dansk Mountainbike Klub arrangerer mesterskaber for Mountainbikes, mens HPV Club Danmark arrangerer sprint og landevejsmesterskaber for liggecykler.
Blandt de kendte danske cykelryttere er Thorvald Ellegaard, seksdobbelt verdensmester i sprint, Palle Lykke, Kay Werner, Evan Klamer og senere Gert Frank, alle vindere af utallige seksdagesløb, Ole Ritter, tidligere verdensrekordindehaver i en times banecykling, Hans-Henrik Ørsted, flerdobbelt verdensmester i forfølgelsesløb, Henrik Djernis, verdensmester i Cyklecross og tredobbelt verdensmester i Mountainbike,, samt Bjarne Riis, vinder af Tour de France 1996 og Michael Rasmussen, verdensmester i Mountainbike og vinder af den prikkede bjergtrøje i Tour de France. Danmarks mest vindende cykelrytter er til dato Rolf Sørensen, der nu fungerer som kommentator af cykelløb på TV2 sammen med Dennis Ritter og Jørgen Leth.
Der organiseres hvert år mere end 100 cykelmotionsløb i Danmark, som for eksempel Sjælland Rundt. De største internationale cykelløb tiltrækker stor kommerciel interesse samt mediedækning, og det tre uger lange Tour de France hører til blandt de arrangementer i verden, som følges af flest sportsinteresserede.
Danmark har et særligt stelnummersystem, der blev indført i 1942. Nummeret er opbygget med en kombination af bogstaver og tal, der giver hver cykel et unikt nummer. Samtidigt er det muligt at se cyklens alder og navnet på fabrikanten og importøren.
Går man tilbage til slutningen af 1960'erne, blev der dræbt tre gange flere cyklister i trafikken som i dag. Der er flere årsager til faldet, men den væsentligste er sandsynligvis indførelsen af lavere hastighedsgrænser. I 1980'erne lå antallet af dræbte cyklister konstant lige omkring 100. Det tal er dalet betydeligt senere.
Antallet af cykeltyverier har i perioder ligget omkring eller over 100.000 om året. Rekorden blev sat i 1994, hvor 125.407 cykler blev meldt stjålet. Antallet faldt dog kraftigt da forsikringsbranchen skærpede kravene til, hvilke cykellåse, der kunne godkendes.
I Danmark findes forskellige love og bekendtgørelser, der regulerer forhold for trafikanter generelt. Udstyrsbekendtgørelsen regulerer udelukkende forhold for cykler. Færdselsloven vedrører alle trafikanter. Kapitel 7 vedrører cyklister særskilt. Bekendtgørelse om vejafmærkning regulerer skiltning for alle trafikanter, herunder cyklister. Vejledning om bødetakster i politisager regulerer størrelsen på bøder generelt, herunder for cyklisters færdselsforseelser og for eksempel brugstyveri af cykler. Bekendtgørelse om cyklers indretning og udstyr (Udstyrsbekendtgørelsen) regulerer specifikt, hvordan cykler må indrettes og benyttes. Udstyrsbekendtgørelsens vigtigste regler er: 5. Antal personer. En cykel kan højst være indrettet til tre personer, samt fire børn under otte år. Der må være op til to personer i en anhænger eller sidevogn. Transporteres der børn med cyklen, skal føreren være fyldt 15 år. En cykel må maksimalt have fire hjul, anhængere to. Cykler må ikke være bredere end 1,0 meter, dog 1,25 meter hvis mere end to hjul. Styret må højst være 70 centimeter. Cyklen må inklusive anhænger ikke være længere end 3,5 meter. Cykler må være forsynet med anhænger eller sidevogn. En cykel skal have to uafhængige bremser, der virker henholdsvis på for og baghjul. Ladcykler skal derudover have en parkeringsbremse. En cykel skal i lygtetændingstiden være forsynet med for og baglygter der kan ses på mindst 300 meters afstand. Lygterne skal være synlige fra siden. Blinkende lygter er tilladt, med en frekvens på mindst 120 blink pr. minut. En cykel skal være forsynet med en klokke på styret. Andet må ikke benyttes. Cyklen skal desuden være forsynet med en hvid refleks fortil, en rød refleks bagtil, og to gule bevægelige reflekser, der er synlige bagfra. Desuden på hvert hjul skal der være mindst en refleks, der er synlig fra siden, eller med hvide reflekterende dæk eller fælgsider. Det er tilladt at montere flere reflekser. Der findes derudover detaljerede regler for for antal, kvalitetsmærkning og placering af reflekser.

Opdateret d. 7.5.2017